Smukkere skildrer en generation, der kæmper for at holde fast i sig selv i en verden af fart, filtre og glansbilleder.

Anna Munch og Karoline Hamm kategoriserer “Smukkere” til at være mere end blot en ungdomsfilm. De mener at “Smukkere” gransker nogle almengyldige problematikker, der er så universelle, at de let og elegant springer over eventuelle generationskløfter.

Karoline Hamm, der spiller hovedrollen Selma, peger på at filmens kernetematikker, identitet, relationel grænsesætning og selvstændighed, er noget vi som individer bokser en livsvarig kamp med, blot i forskellige udgaver.

På et følelsesmæssigt plan, er der ikke langt fra at være 18 år og gå på æggeskaller, for at tilpasse sig den sociale orden i den jungle vi kalder gymnasiet, og at have samme længsel efter tilhørsforhold i en alder af 47.

Gymnasiet som dannelsesrejse

I “Smukkere” følger man den 18 årige gymnasieelev Selma, hvis liv indledningsvis primært består af fest, druk og gossiping med veninderne Alberte (Anna Munch) og Jasmin (Flora-Ofelia Hoffmann).

Tilværelsen spæner derudad for de tre veninder, men da Selma pludselig konfronteres med at hendes fortryllende weekendflamme fra en nat på Søpavillionen, nu står i klasseværelset mandag morgen og skal være hendes musiklærer, tvinges hun til at sænke farten, og forholde sig til denne problematiske nyopståede kærlighed.

Udover at begive sig ud på et kærlighedseventyr, bliver Selma også kastet ud på en selvstændighedsrejse, der udgør en endnu vigtigere tematik end det så tyndslidte tema, “kærlighed”.

Jasmin og Alberte bliver et vigtigt led i Selmas selvstændighedsproces, selvom de nogle gange ikke formår at udfylde rollerne som pragteksemplariske veninder, på trods af deres velvilje.

Det er nemlig gennem denne udfordrende dynamik, at Selma lærer at sætte sine grænser og sige fra, hvilket i sidste instans bidrager til vedligeholdelsen af hendes egen selvrespekt. Dynamikken mellem de tre piger understreger på den måde vigtigheden af den institutionelle dannelse.

Ved at vi begår os i konstruerede præbestemte fora som eksempelvis gymnasiet eller arbejdspladser, bliver vi mødt med en virkelighed, vi ikke kan modulere. I mødet med denne uforudsigelighed, opdager vi nye sider af os selv, der kan medføre en selvforståelse.

Omverdenen reflekteres i det indre liv, og er med til at støbe det vi kalder et “selv”. Dannelsen af identiteten er ikke et DIY-projekt, vi enehændigt kan varetage, men nærmere produktet af en proces hvor aktører såsom omgangskreds, miljø, kulturer, og subkulturer indgår.

Mennesket skabes i samspillet mellem oplevelser, tanker og relationer. Vi besidder alle embedet som identitetsarkitekter, der aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at holde noget af deres liv i vores hænder.

Den digitale ungdom

Som følge af Selmas tiltagende selverkendelse, lærer hun også at stole på legitimiteten af sine egne vurderinger. Hun overgiver sig til den indre stemme, der hvisker svarene i øret på hende. En evne vi alle kan fremdyrke ifølge Karoline

“Man skal stole på at man godt kan selv, når man møder en udfordring. Man kender egentlig allerede svarene på de svære situationer, der opstår i ens liv”.

Et faktum Karoline selv har lært sig på livets landevej, når hun har befundet sig i vanskelige situationer, som skulle håndteres på egen hånd. I overgivelsen til selvet, får den indre stemme en stoisk røst, der taler tydeligt igennem al larmen.

Dog er Anna og Karoline enige i at styrke kommer i andre afskygninger end en ukuelig tro på sig selv, navnlig også i udtrykkelsen af sårbarhed.

Sårbarhed, der ellers kan være ekstra nervepirrende at udvise, i denne digitale tidsalder, hvor alt bliver dokumenteret på sociale medier, og lagret et sted i matrixen.
Telefonen er sjældent længere væk end en armslængde, hvilket også afspejles i “Smukkere” i den autentiske portrættering af måden hvorpå trekløveren Jasmin, Alberte og Selma, er sammen.

Mobilen bliver et socialt redskab, der knytter deres relation tættere sammen, fordi de kan opløse grænsen for hvornår de er fysisk sammen, og hvornår de er adskilt. Ligesom vi kender det fra vores eget liv.

På ethvert tidspunkt af døgnet kan vi assimilere os ind i den virtuelle virkelighed og hænge ud med vennerne uden, at fysisk hænge op af hinanden. Men hvilken effekt har det, at vi af den grund, aldrig er fuldstændig alene?

Både Anna Munch og Karoline Hamm mener i den forbindelse, at det er vigtigt at kunne finde ro i eget selskab, for at holde fast i sig selv i en verden med fart på. Det at kunne være alene uden at føle sig ensom bliver i vores tid et essentiel anker i et liv i konstant bevægelse.

En slags eksistentiel modstandshandling, der bliver et udtryk for integritet i en tid, hvor vi hele tiden spejler os i andres blikke, også dem på den anden side af en skærm.

Et andet sted hvor mobilen og de sociale medier karambolerer med mennesket, er i den omnipotens den virtuelle verden afføder. Det enkelte menneske kan frit designe sig selv og vælge hvordan de vil fremstå og perceptueres. Man har muligheden for at skabe sin egen simsdukke, der er en poleret udgave af mennesket bag.

Dette forårsager en stadigt stigende tendens til selvpromovering og selviscensættelse, hvilket blandt andet bekræftes på skolegangene hos generation Z.

Her kan Anna, der blev student i sommeren 2023, berette om en bidende udseendebevidsthed, hvor huden helst skal være glat som en porcelænsfigur og glødende som solen en varm efterårsdag. Håret skal sidde perfekt fra sekundet, man betræder skolens matrikel, til øjeblikket man forlader den (og helst også efter).

En glansbilledekultur, der har haft et aggressivt frembrud de seneste par år. Karoline mener nemlig, at virkeligheden var en anden, da hun gik i gymnasiet fem år forinden Anna. Men hvordan hænger denne tiltagende forfængelighedsbølge sammen med et stigende fokus på mental velvære og indre værdier?

Kan disse to fænomener leve i symbiose med hinanden, eller er væsensforskellene for store? Karoline nærer et håb om, at vi blot skal leve et par år mere knædybt nede i den digitale sump, der fremavler dette udseendesmæssige hyperfokus, før det hele kollapser, og en mere hollistisk grundet verdensorden kan opstå.

“Om en række år tror jeg også, vi kommer til at undre os over, hvad vi lavede med de mobiltelefoner. Jeg er sikker på det. Der skal bare lige et ordentlig dyk til, og det tror jeg seriøst vi er i lige nu”

Nye dagsorden i sigte?

Verden har en historisk tendens til at forstå sig selv i modsætningsforhold og svinge som et pendul fra den ene yderlighed til den anden. Derfor skal den digitale fiksering og fortabelse

lige nå sit peak, før den eksploderer, og alt hvad der hedder sociale medier, mobiler og gadgets ryger ned i afløbet sammen med badevandet. Ligesom naturen følger årstidernes skiften, skal verden lade den digitale æra gå ind i sit efterår, så et nyt paradigme kan spire frem fra muldjorden som de første forårsblomster i Marts.

Dundrer håbet om en ny verden også i sulet på dig, og kan du genkende nogle af de symptomer på at være menneske, vi har drøftet i selskab med Karoline Hamm og Anna Munch, så synes vi du skal tage ind og se “Smukkere” – en sårbar og gennemarbejdet fortælling om det at møde sig selv på ny og stå ved sin integritet i en tumultarisk verden, der godt kan tilsløre klarsynet.

Tekst: Christine Lange
Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj
Visuelt: Cirkeline Aggerholm