Søskende: om kærlighed, misundelse og forvirrende følelser

17. september 2018

Søskende er ofte dem, man elsker mest betingelsesløst. Samtidig er det svært ikke at sammenligne sig med dem, og det kan være ensomt at skulle bære rundt på en forvirrende blanding af kærlighed, beundring, mindreværd og misundelse, når det gælder disse mennesker, man vokser op med – specielt når man føler sig alene om det. Sådan havde Camilla og Rikke det med hinanden, indtil de en dag åbnede op og fandt ud af, at de delte mange af de samme følelser, når det gjaldt forholdet til hinanden. Dét har de sat sig ned og talt videre om, og de håber, at det kan hjælpe med at aftabuisere de forvirrende følelser, som mange tumler med, når det kommer til søskende.

Illustration af Harley Nanfeld Foged

”Jeg kan huske, at jeg havde en periode, hvor jeg følte, at du gjorde alt det, jeg ikke kunne gøre,” erindrer jeg og kigger på min lillesøster, som hun sidder dér i den anden ende af sofaen. I hendes skød ligger tæppet, som hun lige har bredt ud over vores sammenkludrede ben. Hun har lagt hovedet på skrå og skubbet underlæben lidt ud, som hun gør, når hun lytter. ”Det endte med, at jeg følte, at jeg blev nødt til at holde mig lidt på afstand af dig, fordi jeg ikke kunne håndtere at have den følelse”.

I nogle af de teenageår, hvor man føler sig allermest sårbar (ofte uden helt at være opmærksom på det), havde jeg det svært med min søster. Samtidig var hun min bedste ven. Jeg bar på en følelsescocktail, jeg ikke kunne finde ud af at forholde mig til, imens den åd mig op indefra. ”Men da vi blev lidt ældre, havde vi en snak om det, hvor vi lidt fandt ud af, at vi havde det på samme måde med hinanden, og der var det, som om det forsvandt,” siger jeg.

Sådan starter vores samtale – en efterkommer til de mange snakke, vi gennem de senere år har haft om emnet – da jeg en dag i juni spørger hende, om jeg må skrive om vores forhold og erfaringer med at tackle de lidt mere svære (og lidt mindre klædelige) følelser, som man også kan tumle med i forholdet til sine søskende. I dag kan jeg ikke længere huske, hvornår jeg og min søster første gang fandt ud af, at vi faktisk delte oplevelsen af denne splittelse – en splittelse, der afkastede følelser, som nemt kan forveksles med jalousi, men som i virkeligheden er langt mere komplekse end som så. For hvordan beskriver man det spektrum af uregerlige følelser, der strækker sig fra beundring, uendelig kærlighed og stolthed til mindreværdskomplekser, frustration, misundelse og tvivl på egne evner?

”Jeg har siden fundet ud af, at mange af mine venner har det på samme måde og føler, at de aldrig ville kunne have sådan en snak med deres søskende, som vi to har haft,” fortæller jeg og fortsætter: ”Derfor kom jeg til at tænke: Fuck, hvor er det åndssvagt, at det skal være så svært at tale om, og hvor kunne det være godt, hvis man kunne få åbnet op for den samtale”.

Så det gjorde vi. Igen. For at komme nærmere, hvorfor man kan få det svært med dem, man elsker allermest, hvordan det ofte hænger sammen med ens eget selvværd, og hvor meget det egentlig hjælper, når først man siger det højt. Og for måske at kunne fortælle dem, der genkender følelserne, at de rent faktisk ikke er så ene om det, som man umiddelbart kunne tro.

C: Vil du ikke starte med at beskrive vores forhold?

R: Jamen altså… Vi er jo storesøster og lillesøster, sådan objektivt set. Men vi er jo mere, synes jeg, veninder. Vi er både familie og virkelig tætte venner. Altså vi fungerer godt sammen, og vi kan have det virkelig sjovt sammen, og vi kan være virkelig sure – sådan helt raging-bitch-psycho-sure – på hinanden. Vi er… Vi er jo bedste venner, os to. Synes jeg i hvert fald.

C: Det synes jeg også. Men har du nogensinde tænkt over, at vi kan have en tendens til at måle os selv med hinanden? Og blive sådan… jeg ved ikke, om jaloux er det rigtige ord, men er det noget, du har tænkt over?

R: Ja. Men det er jo noget, jeg har tænkt over sammen med dig.

C: Kan du huske, da vi begyndte at tale lidt om det?

R: Ja. Jeg kan meget tydeligt huske, at jeg syntes, at det var virkelig underligt, at du havde haft sådan en periode, hvor du følte, at du blev nødt til at distancere dig selv fra mig. Det er underligt, at du har haft det syn på mig, fordi fra mit perspektiv var jeg bare en kikset teenager, og jeg lavede intet sejt. Og jeg har altid tænkt, at alle vildt godt kunne lide dig, og sådan så jeg ikke mig selv. Jeg ville jo egentlig bare være ligesom dig.

C: Men i samme periode syntes jeg jo, at du kunne alle de ting, jeg strugglede med ved mig selv. At du havde flere venner, var dygtigere i skolen og pænere end mig.

R: Men det er sjovt, fordi lige det der med udseende, ikke? Det gjorde jeg altså også virkelig meget sådan… Da jeg var mindre, kan jeg huske, at jeg virkelig følte, at du var den pæne søster. Det er så dumt, men i forhold til kærester, for eksempel, har jeg været sådan “Ej, så kommer de hjem og ser Camilla, og så tænker de, at de har valgt den grimme søster”.

C: Ej, men jeg har jo tænkt helt det samme med dig.

"Det bliver meget tydeligt, når vi snakker sammen, at vi i de samme situationer har set på hinanden med helt forskellige øjne. At så har vi i virkeligheden tænkt præcis det samme om den anden, som den anden tænkte om én selv."

R: Og jeg syntes, du var vildt dygtig til alt det, du lavede. Jeg tror altid, at jeg følte mig sådan lidt kejtet. På den måde er det farligt, det der med at sammenligne sig med andre, for vi ser jo kun alt gennem vores egne øjne. Og det bliver meget tydeligt, når vi snakker sammen, at vi i de samme situationer har set på hinanden med helt forskellige øjne. At så har vi i virkeligheden tænkt præcis det samme om den anden, som den anden tænkte om én selv.

C: Måske har man nogle gange en tendens til ikke at kunne se det gode i sig selv? Og det er, som om vi måske i virkeligheden – når vi ikke selv har kunnet se de gode ting ved os selv – har fundet ud af efterfølgende, at den anden har lagt mærke til det og fokuseret på de gode ting.

R: Ja. Det er lidt underligt.

"Det er måske også dét, der kan være svært ved at føle, at man ikke kan leve op til det, ens søskende kan. Man føler, at det bliver meget ensomt."

C: Men ærligt talt – og det overraskede mig lidt, fordi jeg er virkelig glad for, at jeg ikke længere føler den samme sammenligning mellem os – men engang imellem kan de samme følelser godt dukke op, og så kan jeg tage mig selv i det og være sådan: “Fuck, det er åndssvagt tænkt”… Men heldigvis er det også, som om jeg nu mere bliver stolt af, at jeg har en søster, som er så god og så smuk og så klog og så sød og så nærværende og så omsorgsfuld. Jeg har virkelig følt, at jeg over de seneste år har kunnet vende det til, at jeg bare stolt af dig. Men det tror jeg måske også kommer af, at vi har fundet ud af, at vi lidt har været on the same page med det der. Så man ikke føler sig så ensom med at have det sådan. Og det er måske også dét, der kan være svært ved at føle, at man ikke kan leve op til det, ens søskende kan. Man føler, at det bliver meget ensomt.

R: Og det er jo også vildt sårbart. Når man begynder at sammenligne sig med folk, der ligger op ad ens hjerte, så bliver det svært at undgå at blive såret. Vi er jo ikke ens og har gjort forskellige ting, og det må man jo også lige have in mente.

C: Men er det noget, du snakker med dine venner om? Er det nogensinde noget, der kommer op, eller er man sådan lidt bange for at snakke om det?

R: Jeg ved ikke, om vi er bange. Men jeg har da stadig bekendte, som er et sted, hvor de sammenligner sig. Meget firkantet sagt, så når man erkender, at man sammenligner sig eller er jaloux, så er det jo også en eller anden selvkritik, man retter mod sig selv. Så er det jo også en måde at sige “Ugh, jeg synes ikke, det her er godt nok, og derfor sammenligner jeg denne her faktor ved mig selv med min storesøster”-agtigt, og det kan jo også være meget sårbart og hårdt at erkende.

"Jeg har jo aldrig, når jeg har sammenlignet mig med dig, ønsket, at du skulle være grimmere, for at jeg kunne være pænere i forhold til dig. Jeg har jo aldrig ønsket, at du skulle være dårligere til noget, så jeg kunne virke bedre."

C: Ja. Måske er det i virkeligheden det, der blandt andet gør det så svært at snakke om, for hvis man i forvejen føler, at man ikke er lige så meget værd eller ikke har lige så meget at byde på… Hvis man så oven i købet siger det højt, så føler man, at man gør sig selv endnu mindre værd.

R: Præcis. Men jeg vil så også sige – lige i forhold til det der med jalousi og at sammenligne sig med andre… Når man sammenligner sig med sine søskende, så er der jo altid – i hvert fald for mit vedkommende – sådan en kærlighed indblandet. Jeg har jo aldrig, når jeg har sammenlignet mig med dig, ønsket, at du skulle være grimmere, for at jeg kunne være pænere i forhold til dig. Jeg har jo aldrig ønsket, at du skulle være dårligere til noget, så jeg kunne virke bedre. Man har jo altid ønsket, at ens søskende skulle have alt den succes i hele verden og skulle bruge alle de gode ting, de har.

"Jeg tror også, at det reflekterer tilbage på det her performance-samfund, vi lever i, hvor man skal være god nok inden for en bestemt ramme, der er sat; hvor det er karakterer og uddannelse og nogle gange også udseende, der er det vigtigste"

C: Men det er jo også netop dét, der gør det så forvirrende. Det der underlige mix af, at man på den ene side elsker de her mennesker så højt, og virkelig bare vil dem alt det bedste og er så stolt af de ting, de gør, men på den anden side også bare kan – netop når tingene går så godt – føle, at man selv bliver presset af det. Og det er en underlig ting at håndtere. Men jeg tror også, at det reflekterer tilbage på det her performance-samfund, vi lever i, hvor man skal være god nok inden for en bestemt ramme, der er sat; hvor det er karakterer og uddannelse og nogle gange også udseende, der er det vigtigste.

R: Ja. Men jeg tror også, at vi har været heldige, for det har jo ikke været noget, der på den måde har skabt længerevarende konflikt mellem os.

C: Nej, men det var godt, at vi snakkede om det dengang. Altså jeg havde kun tænkt på alle de ting, jeg syntes, du gjorde bedre end mig, men da vi så snakkede om det, gik det jo op for mig, at jeg aldrig havde tænkt over, at du muligvis kunne have det på samme måde med mig.

"Hvorfor skulle jeg ikke kunne sammenligne mig med dig, når du sammenligner dig med mig? (...) Det, der er farligt ved at sammenligne sig, det er, at man lidt har en tendens til at lukke af for alle andre perspektiver end sit eget."

R: Men det er jo helt dumt, ikke? For hvorfor skulle der være nogen forskel? Hvorfor skulle jeg ikke kunne sammenligne mig med dig, når du sammenligner dig med mig?

C: True.

R: Jeg synes ikke, det gør noget, at man er god til at se kvaliteter i den anden, men man skal bare lige huske på, at nogle egenskaber og kvaliteter i ens søskende ikke nødvendigvis kan eller skal overføres til én selv.

C: Ja. Jeg føler virkelig, jeg er blevet så meget lykkeligere efter, at jeg bare 100 % har kunnet kun være glad og megastolt af dig. Men jeg tror også, at det der gjorde, at jeg kunne komme til det punkt, var, at jeg fik det bedre med mig selv. Måske handlede meget af det i virkeligheden ikke om dig, men var fordi jeg selv var et sted i mit teenageliv, hvor jeg havde det stramt over, hvem jeg var og ikke kunne finde ud af, hvem jeg skulle blive, og hvordan jeg kunne være god nok. Så det også handler om at få det godt med sig selv.

R: Bestemt. Og det, der er farligt ved at sammenligne sig, det er, at man lidt har en tendens til at lukke af for alle andre perspektiver end sit eget.

C: Du er så klog. Er der noget, der mangler at blive sagt?

R: … I love you.

C: I love you. Tak for snakken.

Hvad tænker du?

  1. Birgitte Shamir siger:

    At i er dejlige, skønne og smukke begge 2, fin snak og meget relevant. Nu har i jo også verdens bedste forældre. I er kloge unge mennesker. Dejligt at kende jer.

  2. Anonym siger:

    Åh. Tak, søde Birgitte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN