Genlyden af sommerens kampe

07. oktober 2020

Dette indlæg er første del i en serie med Olivia Anna Christensen og hendes tanker om efterdønningerne af det oprør, der fulgte i kølvandet på George Floyds død. Anden del handler om, hvordan vi kommer videre herfra.

Fotos af Søren Katborg-Vestergaard

 

Fra Minneapolis spredte Black Lives Matter-demonstrationerne sig til København. Men demonstrationerne i Danmark var ikke kun til for at vise sympati overfor afroamerikanerne på den anden side af Atlanten. Demonstrationerne udløste en diskussion og satte også racisme på dagsorden herhjemme. Men hvad har den aktuelle debat om racisme egentligt haft af betydning for dem, der oplever det?

Hvordan undgår man at tale andres sag, og hvorfor er det problematisk at spørge folk, hvor de kommer fra?

Aja og Tanya har forsøgt at stille nogle af de spørgsmål til Olivia, som er 24 år gammel og læser kommunikation på DMJX. Hun er opvokset i Albertslund med en mor fra Skive og en far fra Benin. I kølvandet på BLM-demonstrationerne har hun skullet tage stilling til sin hudfarve, noget, som hun ikke har tænkt alt for meget over før. 

Racisme er også et traume, og det tror jeg ikke, at folk forstår.

Der har været en øget opmærksomhed, og jeg har kunnet mærke, at der har været nogen, der har krævet noget af mig. De har krævet, at jeg tog stilling til det hele. Det har været mine venner og kollegaer, der ville have svar på de spørgsmål, de havde. Jeg tror altid, at de har spurgt af et godt hjerte. Der er også nogle, der har villet diskutere ting, så på den måde har det åbnet op for snakke, jeg aldrig har haft før, med mennesker, jeg ikke tænkte, var interesserede i emnet. Folk kunne finde på at spørge, når jeg mindst ventede det. “Nå, men, har du oplevet racisme?” eller “Synes du, det er okay at bruge ordet ‘mulat’?” Jeg har på den anden side kunnet mærke, at nogle er blevet mere forsigtige med, hvad de siger, og med måden, de siger det til mig på. Man har måske fundet ud af, at man ikke skal sige ‘mulat’ eller spørge, hvor man rigtigt kommer fra. Det møder jeg mindre af nu.”

 

Hvad er det problematiske ved at spørge ind til en persons rødder?

Da hele BLM startede, opdagede jeg for alvor, at jeg var den eneste sorte i rummet. Det var både på arbejdet, på studiet, i mine vennegrupper. For alle øjne var rettet mod mig. Racisme er også et traume, og det tror jeg ikke, at folk forstår. Nej, det er ikke, fordi det nødvendigvis hiver op i nogle traumer, at man spørger, hvor jeg kommer fra. Men at man spørger ind til mine rødder, gør det klart, at man ikke ser mig som dansker. 

Samtidig føler jeg mig også privilegeret over at have nogen tæt på mig, der interesserer sig for det. At føle, at jeg rykkede folks forståelse og holdninger. Det var hårdt, men det var en opgave, jeg gerne ville tage, fordi jeg havde overskud til det og mulighed for det. Men jeg tror, jeg syntes, det var svært at skulle bruge sig selv så meget. 

Men hvor langt kræver folk at komme ind, og hvor meget skal jeg udlevere af mig selv, før folk får stillet deres nysgerrighed?

Jeg havde et skænderi med en af mine studiekammerater, da jeg startede studie. Han blev til en fest ved med at kræve at vide, hvordan mine forældre havde mødtes. Jeg tror, det var første gang, vi talte sammen, og det kom ud af det blå. Ville du ikke synes, det var mega underligt, hvis jeg på den måde spurgte dig, hvordan dine forældre havde mødtes? Det er ikke, fordi jeg har noget problem med at fortælle det overhovedet. Men hvor langt kræver folk at komme ind, og hvor meget skal jeg udlevere af mig selv, før folk får stillet deres nysgerrighed?“

 

Da BLM-bevægelsen for alvor indtog de sociale medier, kom der en bølge af informationer om termer, mennesker og problemstillinger, som man skulle forholde sig til. Ord som ‘performative allyship’, ‘non-optical allyship’ og ‘mikroaggressioner’. Men er man nødsaget til at lære om og have en holdning til det, fordi man har samme hudfarve som dem, det handler om? 

“Der var mange ting, jeg ikke havde forholdt mig til før. Lige pludselig krævede alle, at jeg skulle tage stilling til alle mulige mennesker og alle mulige termer og begreber. Hvad der skete i USA, Bwalya Sørensen og demonstrationer. Jeg skulle have en mening om det hele. Mine venner ville vide, hvor man skulle donere, og om de skulle poste et sort billede. Samtidig var der tre journalister, der skrev, om jeg ville dele min oplevelse. Det var meget voldsomt at opleve fra den ene dag til den anden.” 

 

Jeg synes, medierne har lavet en heksejagt og reduceret hende til den her vrede, sorte kvinde.

Black Lives Matters ansigt udadtil er Bwalya Sørensen, som har stået i spidsen for de demonstrationer, der har været, og som mange har haft stærke holdninger til, særligt medierne. Black Lives Matter Danmark er på mange måder blevet billedet på kampen for minoriteters rettigheder i Danmark, men er det en selvfølge, at man føler sig repræsenteret af dem som afrodansker?

“Jeg ved, at Bwalya er forkvinde for en organisation, som kæmper for mine rettigheder. Jeg ved, hun kæmper af et godt hjerte og en god sag. Der var mange, der skrev til mig ‘Ej, hende her er jo helt syg i hovedet,’ så der kom jeg ud i nogle diskussioner, hvor jeg skulle forsvare hende, hvilket også føltes helt vildt mærkeligt. Jeg synes, medierne har lavet en heksejagt og reduceret hende til den her vrede, sorte kvinde. 

Lige nu støtter jeg BLM Danmark og Afro Danish Collective, fordi jeg synes, det er fedt, der er nogle organisationer, der kæmper for mine rettigheder. Om jeg er enig med alt, de gør, eller alt, hvad Bwalya Sørensen siger, det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om der er nogen organisation, som helt præcist repræsenterer det, som jeg som afrodansk person føler og tænker. Det tror jeg heller aldrig, man ville spørge hvide mennesker om. “Er du enig i alt, den her organisation gør, bare fordi den er dansk?” 

Det er fjollet at tænke, at alle med samme hudfarve er ens og tænker ens. Samtidig synes jeg, det har været vildt opløftende at se et stærkt dansk afrikansk community under BLM.

I Danmark er der over 200 forskellige etniciteter repræsenteret, og de fleste har vidt forskellige baggrunde. Hvor meget kan man sammenligne fx afrodanskeres historier, blot fordi de har samme hudfarve?

“Jeg har 100 % ikke haft samme opvækst som en, der er flygtet fra et land i Afrika eller andet. Jeg er vokset op i Albertslund, som er meget multikulturelt, og det tror jeg, har været godt. Jeg ved, at der er mange, der har oplevet meget mere racisme end jeg. Jeg har nogle privilegier, i form af at jeg går på en kommunikationsuddannelse. Jeg har mulighed for at komme ud med det, jeg mener. Det gør, at jeg skal være opmærksom på, at jeg ikke kan tale alle afrodanskeres sag. Det er fjollet at tænke, at alle med samme hudfarve er ens og tænker ens. Samtidig synes jeg, det har været vildt opløftende at se et stærkt dansk afrikansk community under BLM. Det har hjulpet mig med at sætte ord på nogle ting at kunne mærke, at jeg ikke var alene. Podcasten A Seat at The Table lytter jeg altid til. Nogle ting kan jeg slet ikke nikke genkendende til, men det er også tre afrodanske kvinder, som kommer fra vidt forskellige baggrunde. Der kan jeg godt mærke, vi har noget tilfælles, men jeg føler også jeg har lige så meget tilfælles med de to nordjyske piger fra Fries Before Guys.

 

Bl.a. på Instagram har både influencers, organisationer og almindelige danskere støttet op om Black Lives Matter ved at dele og poste opslag. Men hvad kan man egentlig dele på sine sociale medier? Og hvem skal dele?

“Jeg er meget splittet omkring det med at tale andres sag, for på en måde tror jeg, det er vigtigt, at vi i Danmark tør at stå ved de privilegier, vi har. Der er nogle, der har noget helt andet på spil, end jeg har. Det er vigtigt, at vi har fokus på at give ordet videre, og hvordan man kan give ens platform videre til andre.” 

Hvis nogen havde delt sådan et billede af mig, havde jeg nok ikke været venner med dem længere. 

Hvordan kan man støtte en kamp uden at tage over?

“For det første: Støt økonomisk. Hvis du ikke har de muligheder, er det ved aktivt at vise din støtte, og det kan du gøre ved at dele andres ord. Man skal ikke sætte sig selv for meget i fokus. F.eks. det at Mette Frederiksen poster et billede på Instagram af sin sorte veninde og skriver: “Hun betyder mega meget for mig, så selvfølgelig går jeg ind for sortes rettigheder”. Hvis nogen havde delt sådan et billede af mig, havde jeg nok ikke været venner med dem længere. 

Også modebrands, der har sorte på forsiden. Det er der jo som udgangspunkt ikke noget forkert ved, men de brands skal blive ved med at gøre det. Hvis det kun er, mens der er mega meget fokus på det, så er det dér, det bliver en forkert kamp. Ellers er det bare for at se godt ud.”

 

Hvordan skal man forholde sig til at blive “brugt” til andres aktivisme?

“F.eks. da jeg blev valgt som elevrådsformand, eller når fyre har lagt an på mig i byen, så har jeg fået kommentarer som: “Det er jo nok også, fordi du er mørk.” Jeg håber jo ikke, det er derfor, jeg blev valgt som elevrådsformand, eller at det er derfor, fyre gerne vil kysse mig i byen. Jeg håber ikke, de har brugt mig i en eller kamp, men det kan jeg jo ikke vide. Den form for racisme har jeg nok oplevet oftest – altså, at folk siger, at de ting, jeg opnår, er pga. min hudfarve.“

Lad os nu anerkende, at det findes, og i stedet snakke om, hvordan vi kan komme videre herfra.

I forbindelse med BLM har mange etablerede medier udgivet artikler med danskere af anden etnisk baggrund, som fortalte deres historie. Er det vigtigt at blive ved med at skildre de personlige fortællinger for at vise, at racismen findes i vores danske samfund? 

“Jeg har faktisk prøvet at undgå at bruge mig selv som eksempel. Jeg har måske postet nogle ting af politisk karakter på Instagram. F.eks. at dele artikler eller film, som på et strukturelt niveau viste, hvordan der er racisme i Danmark, for at komme væk fra de der enkelthistorier. For der vil altid være forfærdelige enkelthistorier. Men jeg føler, der er så mange beviser, hvis man kan sige det, på, at racismen stikker dybere og ikke kun er mod afrodanskere. Men også alle mulige andre etniciteter og minoriteter i Danmark.”

Jeg synes ikke, det var om, hvorvidt der findes racisme eller ej, der var det vigtige, selvom medierne satte fokus på det. Lad os nu anerkende, at det findes, og i stedet snakke om, hvordan vi kan komme videre herfra.”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN