Solens uventede lysglimt – i anledning af international selvmordsforebyggelsesdag

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning alle årets dage fra kl. 11-05: 70 201 201

Mailrådgivning og chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk 

I dag den 10. september markeres den internationale selvmordsforebyggelsesdag. En dag, jeg lærte at kende for præcis 2 år siden. Jeg var iklædt sort fra top til tå med en trøje, jeg ikke længere kan have på.

Jeg plukkede solsikker, der blev ramt af solens uventede lysglimt, for der skulle have været et voldsomt uvejr. Det var en begravelse med åbne døre – der var slet ikke plads i den smukke kirke, for han havde rørt så mange mennesker.

Til fadervor bad præsten os flette hinandens fingre frem for vores egne, da vi i dag og fremover skulle holde sammen.

Ugen forinden havde min ven begået selvmord. Han var ung, alt for ung. Det var hans bisættelse, der tilfældigvis faldt den 10. september 2022.

I Danmark omkommer 600 mennesker årligt som konsekvens af selvmord, og på verdensplan er det over 720.000. For at mindske de tal og fremme forebyggelsen af selvmord, etablerede IASP (International Association for Suicide Prevention) og WHO (World Health Organization) i 2003 International Selvmordsforebyggelsesdag.

I 2024-2026 behandles temaet “at ændre fortællingen om selvmord”, og jeg vil derfor give mit besyv til, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til at snakke om selvmord, før de finder sted.

Åbne døre

Når jeg nu ønsker at rive de mure ned, vi har bygget op omkring selvmord og tankerne bag, bliver jeg nødt til selv at vise gennemsigtighed. Jeg har flere gange i mit eget liv ønsket at dø; haft selvmordstanker, vil mange nok kalde det.

Jeg er ikke den eneste. En undersøgelse fra juni i år viser, at op mod en tredjedel af danske unge har haft selvmordstanker eller selvmordsadfærd. Det er bare ikke noget, man snakker om, og fordi vores sprog til at snakke om mistrivsel, kriser og modgang er så begrænset, bliver der ofte mistolket, eller samtalen undlades helt.

Ordet “selvmordstanker” er i min optik for bredt og spænder over mange forskellige tanker. Derfor prøver jeg at nuancere mit sprog, når jeg snakker om det. Jeg har lavet en lille ordbog til dette formål.

Min egen ordbog:

• Afmagt = man opfatter livet som uoverskueligt og håbløst, men man har ikke lyst til at dø
• Passivt dødsønske = man ønsker ikke at være til stede, men har ikke lyst til at tage livet af sig selv
• Aktivt dødsønske = man ønsker ikke at være til stede og har lyst til at tage livet af sig selv
• Selvmordsplaner = man planlægger, hvordan man kan tage livet af sig selv
• Selvmordsforsøg = man forsøger en selvmordsplan

Selvmordstanker lever i hovedet og kan snildt vokse sig større, hvis ikke de bliver snakket om. For i kontrast til, hvad mange tror, opfordrer man ikke til selvmord ved at snakke om det. Man giver derimod personen en mulighed for at gentænke og overveje andre udveje.

Rør mange mennesker

I indskolingen lærer man at færdes i trafikken, og overalt ses skilte, der opfordrer til sikker kørsel, men alligevel dør der cirka tre gange flere til selvmord end i trafikken årligt. Hvor er undervisningen og kampagnerne?

De kommer måske snart, for selvom selvmord stadig er et meget tabubelagt emne, har Danmark fået en handlingsplan for selvmordsforebyggelse. Et af målene handler om afstigmatisering, hvor det fastslås, at manglende viden er en af de primære årsager til stigmatisering.

Her benævnes dramatisk og detaljeret mediedækning som værende negative forebyggelsesmetoder. I stedet skal positive fortællinger, der fokuserer på håb og bedring, være det, der fylder i medierne.

Disse fortællinger kan både mindske berøringsangsten på samfundsplan, men endnu vigtigere, få personer med selvmordstanker og deres pårørende til at føle sig set og hørt. Tal om selvmord med menneskerne i dit liv. Det berør flere end du tror.

Flette hinandens fingre

Da min ven døde, følte jeg mig ikke holdt i hånden. Jeg følte mig ikke forstået, og det udviklede sig også til en slags skyldfølelse, fordi jeg oplevede, at mange i min omgangskreds havde svært ved at snakke om sorgen.

De var bange for at gøre mig ked af det, men det er meget vigtigt at spørge ind, og forresten helt okay at græde.

Jeg skulle også have spurgt mere ind, for i det seneste år, hvor jeg endelig er begyndt at snakke mere frit om selvmord, viser det sig, at utrolig mange har følte sig alene, med lige nettop de samme tanker som jeg. 

Uventede lysglimt 

Som jeg konkluderede tidligere, var jeg åbenbart ikke helt alene. Derfor vil jeg også dele et tip, der hjælper mig i mørke perioder. Jeg forsøger at finde de små lysglimt, for de er der, og jo mere man kigger efter, jo flere ser man.

I en note på min gamle telefon findes en lang liste med navnet “Små Lyse Momenter”. Her er et par stykker:

• At se fødslen af en kalv på en mark og se dens første skridt 
• At se min mor i trafikken helt uplanlagt
• At min lillebror sagde, at jeg var “dagens yndlingsperson”
• Når nogen skriver “de bedste hilsner” som afslutning på en besked
• En taxichauffør, der holder tilbage for en krage, der spiser korn på vejen

Nu kender du også til international selvmordforebyggelsesdag. Jeg håber, at du fremover vil tale med dine nære om selvmord, også selvom det er et sårbart og svært emne. Sammen kan vi afstigmatisere selvmord. Lad os snakke om selvmord.

Tekst: Tilde Marie Bundgaard

Redaktør: Johanne Ringøen

Visuel: Esben Løbner Rosenberg