Solidaritet – en svag aftegning af noget, vi engang byggede vores land på

11. oktober 2021

I foråret 2021 sker der ting i Danmark, som er umulige ikke at forholde sig til. Dengang skrev Astrid det indlæg, der kommer her. Helt ungt, ærligt og ufiltreret. Det handler om, hvordan hun oplevede de uger i dansk politik. Om frustrationen over, at det land, man hører til, pludselig virker uigenkendeligt, og at de værdier, man er vokset op med, virker forladte. Om hvordan man som ung dansker længes mod chancen for at rette op på det hele. Hvis det da ikke er for sent.

Nu kommer sommeren. Solen lader lange skyskrabersilhuetter falde ind over Amager Fælled. Den frie naturs sidste bastion i betonjunglen. I Tyskland erklærer højesteret statens klimapolitik for en overbebyrdning af de kommende generationer. I Danmark ser vi lige på det i år 2029. Vi har andet at se til lige nu. Fx de nye motorveje, der skal bygges ude vestpå. Eller at håbe, ingen beder os forholde os til konflikten i Palæstina. Nå nej, Israel, for Palæstina findes jo slet ikke for os. Hvad gør amerikanerne? Så gør vi nemlig også det! Eller hvad? Han er måske lige lovlig progressiv, ham Biden, med sin globale selskabsskat, hævning af flygtningekvoten og vaccineforæringer til særligt ramte lande på den anden side af kloden. Han har måske visioner, men Mette har folket! “Hele Danmarks Mette”. Gad vide, hvad Salling Group har betalt for at holde møde med hende. Hvad de har fået for at danne reklamesøjle for ‘hele Danmarks’ statsminister. Men det behøver vi slet ikke bekymre os om, for vi har ikke lobbyisme i Danmark. De synes sikkert bare, hun er et prisværdigt forbillede #NoAd. En rigtig forretningskvinde. Hun driver virksomheden DK med hård hånd. Det er noget, de kan forstå i det liberale erhverv. Her er der fandme ikke noget, der hedder medarbejderindflydelse. Pelle Dragsted kan godt sætte sig ned og rette ind. Og ellers kan Enhedslisten jo bare prøve at vælte regeringen.

Det er maj. Christiansborg Slotsplads flyder med Adidastrøjer og fløjshandsker. Så er der nok møde. Forårsolen skærer gennem vinduerne, og måske er det den, der blænder dem. Nogen har glemt at slå flytilstand fra på sin telefon efter hjemvendelsen fra en ikkehemmelig rejse til Rwanda og flere ikkehemmelige destinationer og opdager slet ikke de missede opkald fra folk, der ikke vil stå inde for deres udtalelser, når de misbruges til at krænke menneskerettighederne. De siger, at vi gerne må vide, hvad de skulle på det afrikanske kontinent, de har bare ikke tænkt sig at fortælle os det. Jeg håber, at de i det mindste fik spurgt Rwandas regering om gode råd til, hvordan man kommer op i top 10 på de internationale ligestillingslister.

At inspirere Viktor Orbán til at føre en strammere flygtningepolitik er jo også en form for bedrift

Jeg hører meget Alicia Keys for tiden. Lauryn Hill. Billie Eilish. Liberté, egalité, Beyoné. Læser Kapitalen i det 21. århundrede. Piketty: Politik kan og skal gøre verden til den, vi gerne vil leve i. Går i provinsgenbrug og køber en T-shirt med Wonderwoman. I caps lock står der GIRLS WILL SAVE THE WORLD. Det kunne være nice, hvis man ikke var nødt til at tage parti. Men det er man jo. Jeg hører Pigekoret synge “Den signede dag” efter morgenradioavisen og føler i disse dage stor forståelse for de socialdemokrater, der sender åbne breve til regeringen. For deres utilfredshed med partiets politiske linje. Jeg forstår dem, der melder sig ud, men jeg forstår også dem, der ikke kan. Det kræver meget at forlade sit hjem.

Jeg går gennem Mejlgade. Forbi Aarhus Katedralskole, hvor hagekorsene hænger over indgangen. Jeg ved, at det ikke er de samme hagekors som nazisternes, men symbolikken virker i disse dage ubehageligt klar, da to blonde gymnasieelever krydser gaden og går ind. Snart bliver nogle studenter. I Danmark har vi social mobilitet for de udvalgte. Og tager studenterhuerne fra de andre. Det kan hurtigt blive lige lovlig meget frihed og lighed og Beyoncé for det danske demokrati. De konfiskerede studenterhuer vil formentligt også brænde smukt på Skt. Hans-bålet om et par uger. Nu hvor vi ikke må brænde dukker af længere. Eller er det kun bestemte dukker, Frederiksen? Er det feministisk eller fascistisk motiveret? Det vil formentlig være godt at få på plads, inden formanden for Vissenbjerg Gymnastikforening får dobbeltstraf til byens bålfest.

Gad vide, hvor på tronen de sidder på Amalienborg? På kanten? Det kan være svært at vide, hvor grænsen går for, at man kan få lov at være med længere. Hvor meget må man koste systemet, før det vurderes at en one-way ticket er billigere? Plus/minus 100 mio. kr.? Og blodet er der jo ikke meget dansk af tilbage i de royale årer. Men i det mindste er det blåt. Og det kan man jo godt lide i det danske system. Alle vil være blå nu til dags. Blue is the warmest colour. Det er rød bloks redning, at det danske partisystem gudskelov er fuldstændig lige så reaktionært som den miniput-fodboldverden, eliten var ved at efterlade med sig selv for få måneder siden. For at citere Bo Kampmann Walther i Deadline: “Det lyder, som om fodboldverdenen har været et grundtvigiansk kræmmermarked.” Spoiler alert: Det har det ikke. Vores kære landsholdsanfører modtager en årsløn på 30 mio. kr., men inden du hidser dig for meget op, så er det jo kun lige lidt mere end lønnen for et traditionelt kvindefag.

Jeg har brug for at blive mindet om, at der var engang, hvor nogle mente noget, fordi de faktisk troede på, at det var det rigtige, selvom det var progressivt

Det må siges at være rød bloks redning, at Socialdemokratiet er så stokkonservative med deres rugbrødsmadder og flaskeøl, at de ikke har kigget op et øjeblik nok til at indse, at dé faktisk er de Nye Borgerlige. Forestil dig al den magt, de kunne have med en opposition på sølle 43 mandater, som blot består af et sønderskudt Radikale Venstre, et som sunket i jorden SF og et spørgelse af Alternativet. Og nå ja, Enhedslisten. Selv de har jo formået at rykke sig tættere på magten, hov, midten. Så nu kan man jo faktisk godt begynde at skrue lidt op for lyden igen, når de unge, smukke, veltalende piger fra revolutionspartiet taler i TV. De er slet ikke så skingre længere. Og revolutionen, den ligger i en gammel Danske Bank-mappe på lageret for ‘De projekter, ingen lige orker at kigge på pt.’ Gad vide, om alting dér også er delt op efter religiøs overbevisning? For et ideologisk arkiveringssystem er jo i hvert fald ikke effektivt, når alle er på hold vest. Hvornår falder hammeren egentlig i sagerne om majestætsfornærmelse? I Thailand giver kongen jo gerne 43 år. Hvad giver du, Mette?

Hvor langt er der egentlig fra kommunist til populist? Tesfayes politiske karriere får Naser Khader og Ida Auken til at ligne mønstereksempler på ideologisk målrettethed. Hvor mange parlamentarikere har haft behov for at klargøre, at de ikke er diktatorer, men folkevalgte? Putin? Lukasjenko? Assad? Og når vi nu er ved integrationsministeren, så kunne man jo passende vende ansvaret for minoriteter i Danmark. Eller ansvar og ansvar. Vi lever jo i en tid, hvor man skal give sig selv iltmasken på først, før man så kan vurdere, om man eventuelt kunne overveje, hvorvidt man er mere eller mindre tilbøjelig til at se på de mulige sager, der måske, måske ikke er relevante eller overhovedet værd at diskutere. Lidt ligesom med AstraZeneca-vaccinerne. Vi vil ikke selv bruge dem, men det er jo rart lige at have dem just in case. Der er jo alligevel ikke andre, der vil have dem. Nå, og i debatten om det faktum, at der findes andre mennesker end os selv, så skifter ting ligesom fortegn. Når man normalt taler om regeringens støttepartier, så er det dem, der var så angste tilbage i 2019, for at verden ville gå af lave, hvis Danmark igen fik en blå regering, så de støttede op om børnenes statsminister. Og måske skulle de lige have afklaret, om det var alle børnene eller bare nogle af dem, som Frederiksen ville være minister for. Og mon ikke et par af de røde lige blev sat tilbage til gymnasiets dansklokale, da de så den rapsgule jakke med de koboltblå knapper Frederiksen troppede op i til sejrstalen på valgnatten. “Hov, det var da et spændende farvevalg, mon der er noget symbolik i det?” Når man så efterfølgende følger lidt med, så kan tingene nemlig blive lidt svære at gennemskue, for nej, de hedder støttepartier, men så meget støtter de så heller ikke op. Det er der til gengæld, andre der gør. Nemlig dem, man med en fagterm kalder oppositionen. Og det er helt korrekt, at der i det ord ligger en betydning af noget eller nogen, der udøver modstand, men hvorfor gøre det, når man som Dansk Folkeparti kan få vedtaget en hel del af sin egen poltik på blot 12 mandater. At inspirere Viktor Orbán til at føre en strammere flygtninge-/integrationspolitik er jo også en form for bedrift.

Sent en aften sidder jeg og scroller på demokratiets nye skatteundvigende platform Facebook. Og midt imellem selfies og kommentarspor tænker jeg, at politikeres udtalelser minder mere og mere om Google-poesi. Collager af mest søgte udsagn og svar. Jeg går hen til min bogreol og finder noget af Suzanne Brøgger, fordi jeg har brug for at blive mindet om, at der var engang, hvor nogle mente noget, fordi de faktisk troede på, at det var det rigtige, selvom det var progressivt.

I disse dage mærker jeg en fremmed ambivalens ved ordet dansker. Vesterhavet ligner pludselig en højrenational reklamevideo, da jeg går en tur i solnedgangen. Jeg tænker i disse dage meget på, hvordan regeringens politiske projekt får mig til at skamme mig over at være dansk. Men jeg tænker også, at man må tro på demokratiet. Det er efterhånden det eneste, der er at være stolt af. Og hvis man må tro på det, så må man også tro på, at det ikke alene er regeringens, men folkets ansvar, at den danske solidaritet og humanisme lige nu kun ses som en svag aftegning af noget, vi engang byggede vores land på.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN