Solmodne tomater

Min psykolog og jeg sidder altid på samme måde. Ham i den brune læderstol til højre og jeg selv i den venstre. Væggene er beklædt med bogreoler og vinduerne er aldrig blevet pudset, mens jeg har været der. Det er en slags kælderrum og der står både bøger om Freud, en gammel dåse – måske en dåse flåede tomater – hvor etiketten er revet af og vand i en karaffel, som jeg aldrig har taget noget af – jeg ved heller ikke, om andre, der kommer der, tager noget af vandet, måske står den bare til pynt. I det hele taget et rodet rum og det giver mig lidt ro, da jeg ikke behøver at holde en intens øjenkontakt, men i stedet kan undre mig over, hvad der mon er med den gamle konservesdåse.

Han starter altid med at spørge, hvordan jeg har det og jeg svarer altid, at jeg har det fint. Fint er jo sådan en stagneret betegnelse, der ikke rigtig forklarer noget om ens følelser. På den måde giver jeg intet væk fra start af. Men selvom jeg sad den dag og sagde ”jeg har det fint”, så havde mine tanker cirkuleret om noget i døgndrift. Lykken. Eller måske nærmere fraværet af lykken. For hvordan føles den? Hvordan bliver man lykkelig og hvordan ved jeg med sikkerhed, hvordan lykke føles, når der ikke findes en bestemt formel på den? Gør andre det? Findes der virkelig nogen, som er 100% sikre på, at den følelse, de sidder med i kroppen, er ren og skær lykke?

Jeg har en idé om, at lykken opstår, når jeg har kontrol over mit liv. Når alt er planlagt og jeg har en kone, der elsker mig og børn, der hiver mig i buksebenet for at få fredagsslik på en torsdag. En idé om, at når der står et bestemt antal penge på min opsparingskonto, så vil lykken overrende mig og aldrig forlade mig igen, fordi jeg er blevet fortalt, at økonomisk sikkerhed er alfa-omega. Jeg tror også, at folk, der danser gennem tilværelsen og drikker kaffe på caféer på daglig basis er lykkelige, fordi de ikke skal kløjes i lunken Nescafé. Måske endda også dem, der i deres sabbatår ikke er ramt af en pandemi og nu sejler rundt i Caribien eller backpacker gennem Sydøst Asien. De ser i hvert fald også lykkelige ud på deres Instagram-profil, der er oprettet kun til formålet, at folk kan følge med i deres rejse.

Med andre ord så tror jeg, at rigtig mange andre mennesker er lykkelige og at lykken er noget, man skal gøre sig helt vildt overdrevet fortjent til. Og måske er nogen bare givet en skæbne, der er at være lykkelig helt uden at arbejde for det. Er lykken overhovedet et evighedsbegreb, eller er lykke også bare et kortvarigt rus, der med det samme går over igen og forårsager en slags lykke-tømmermænd dagen efter, fordi at normalen føles så ulidelig, når man ved, hvordan den ægte rus føles?

Kaos. Jeg tror på mange måder, at jagten på lykke kan føles absurd kaotisk og at dét, der gør mig lykkelig eller i hvert fald skaber en illusion herom, ikke nødvendigvis er det, der gør min nabo lykkelig. Eller min veninde eller min bedstemor, for den sags skyld. Og måske føles lykken også forskellig for os alle. Så hvordan finder jeg frem til alt det, der skal lykkeliggøre min tilværelse?

Min psykolog kigger på mig og jeg er ung, forvirret og lidt halvdeprimeret, selvom forårssolen skinner ind ad hans beskidte vinduer. Jeg spørger forsigtigt i frygt for svaret; ”tror du, at jeg nogensinde bliver lykkelig?”

Det korte svar bliver et nej. Nej, man kan ikke blive lykkelig på samme måde, som man kan blive salgsassistent i H&M. Man kan ikke blive lykkelig, som man kan blive 60 år gammel eller som man kan blive solbrændt, hvis man som ligbleg dansker soler sig i Sydspanien uden solcreme på. Lykke er hverken en identitet, et filter på Instagram eller en evighedsfølelse. Måske ikke engang en grundfølelse, selvom jeg håber, at den kan være det.

Lykke er måske, når det prikker i mine fingerspidser eller når min mave kramper, fordi jeg griner med en god ven. Måske er det, når jeg smiler uden at vide hvorfor. Måske er det, når jeg griner højt til en komediefilm, selvom jeg er den eneste i værelset. Måske er det energien til at stå ud af sengen inden klokken 8:00 fire dage i træk og måske er det at køre gennem en forårsgrøn skov med nedrullede vinduer. Lykken er måske mange andre små ting, selvom vi tillægger den en guddommelig betydning og som noget kæmpestort, man skal stræbe efter.

Jeg spurgte min psykolog; ”hvordan tror du, at man bliver lykkelig?”. Her svarede han næsten lige så provokerende, som da han svarede nej til forrige spørgsmål. Han havde en illusion om, at så snart han groede solmodne tomater i hans have i Randers, som smagte præcis som at spise solmodne tomater i Italien, så ville hans lykke indtræffe. Så simpelt kunne lykke se ud. Som en lille, rund grøntsag, der har groet i solen i det nordlige Danmark og som var nationalitetsforvirret, fordi den troede, at den var italiensk.

Jeg har gået og tygget på hans anekdote om solmodne tomater i noget tid nu og det er som om, at de solmodne tomater ikke helt forlader min bevidsthed. For hvorfor skal vi egentlig have alt i hele verden, før vi tror, at vi er lykkelige? Hvis dét at dyrke tomater kan sætte lighedstegn med en voksende lykke, så har vi jo egentlig ikke behov for filtrede instagram-virkeligheder eller en evighedslykke, der måske blot er en drømmende illusion.

Hele samtalen om tomaterne minder mig lidt om dengang, TV3 sendte realityprogrammet ”Besat af Badboys”, hvor to deltagere sidder på en date. Hun spørger, hvor han ser sig selv om 5 år, hvortil han svarer, at han gerne vil være glad. Redaktionen har nok taget klippet med, fordi han ser lidt uvidende om, hvorfor nogen kunne tænke, at det var et underligt svar. Hans date sidder i hvert fald og er både overrasket og en smule irriteret; måske fordi hun havde forestillet sig, at han begyndte at opremse hans boligsituation, hans jobstilling og hvilken hund eller hvilke børn, han gerne ville have.

Egentlig det helt perfekte billede på hele tomat-lykken. Nogen forventer, at man har det hele klart i kalenderen. Hvad der skal til for at få det perfekte liv, der udadtil ser lykkeligt og glamourøst ud, mens at man egentlig bare har en lyst til at have en rar følelse helt ned i maven. Men hvordan får man det formidlet, hvis forventningerne er nogle helt andre? Hvis folk forventer en pastelfarvet tilværelse, en velbetalt stilling i erhvervslivet og daglige opslag på sociale medier, før at følelsen af at være glad er legitimeret.

Jeg tror, at hvis nogen spørger mig, så vil jeg også gerne være glad om fem år. Jeg vil gerne være glad for, at jeg måske ikke kan gro tomater i min lejlighed i Aarhus midtby, men at jeg i det mindste kan lægge mine hjemmekøbte tomater i et solrigt vindue, der kan få dem til at smage en smule af det sydlige Italien. Eller som i hvert fald kan minde mig om, at jeg kan finde lykken i hvad som helst; om det er tomater, en rigtig espressomaskine, der kan lave mig en kop kaffe som dem på caféerne. Om det er at spise et bøgeblad om foråret for at smage foråret, der smager lidt af barndom eller det at danse for sig selv i køkkenet og skråle i en grydeske, bare fordi man egentlig godt kan lide Citybois uden at skamme sig over det.

Jeg tror i hvert fald, at jeg vil søge efter den lille lykke, der findes. Som netop findes i alt det, man lægger en smule kærlighed og omtanke i. Det at slå sig fri og ikke søge efter det. Næsten ligesom klichéen om, at kærligheden kommer, når man mindst venter det. Måske kommer lykken, når man begynder at tænke på, at når den kan findes i en baghave i Randers, så kan den vel også findes i min treværelses lejlighed i Aarhus, i din baglomme, i en besked fra din mormor eller i en vejsideblomst på motorvejen, som fangede dit blik i forbifarten. Det håber jeg.