Sommeren et sted, hvor alt udenom er større

18. juli 2022

Ferie og følelsen af, at man kan gøre næsten alt. Man kan crowdsurfe festivaller, ræse rundt i storbyer, eller måske endda drage helt væk. Men hvad er der særligt ved sommeren i provinsen?

Som strandet på Sydfyn, reflekterer Johanne i dette indlæg over forestillinger om den danske sommers provins-idyl.

Har du brugt hele sommerdage, fedtet ind i olie og påtagen venlighed, blot for en opsparing til pølsefesterne i sommervarmen? Kender du følelsen af lugten af lort og blomster, når alting pludselig begynder at spire? Stor vaffel og guf mellem kuglerne. Minigolf på campingpladsen. Det perfekte slag, der rammer lige i hullet på første forsøg. Pommes med ekstra remo. At skåle over en lun ramme Odense Classic på dåse… Eller hvordan havde du forestillet dig sommeren i provinsen?

Når man aldrig har prøvet andet end Doggystyle

”Der er tre ting, man kan lave herude: Knalde, tage stoffer, eller brænde noget af”

Sådan tegnes provinsbilledet af Asta; den fiktive hovedkarakter i DR3-serien ”Doggystyle”. Asta er 2019’s svar på storbymennesket Erasmus Montanus, som ufrivilligt må tilbringe sin sommer i provinsen. Spoiler: Hun ender med at holde af det. Med mit eget hjerte i provinsen forstår jeg hende godt. Forskellen er dog, at jeg aldrig rigtig har prøvet andet.

Onsdagsøl på onsdagsbakken, sensommeren 2020

Jeg befinder mig i den sydfynske havneby, Svendborg. Her sidder jeg på den selvnavngivne ”onsdagsbakke” og sludrer med en gruppe venner. Onsdagsbakken ligger bagved Kvickly og bruges mest om onsdagen til at drikke øl efter skole. Det kan man selvfølgelig også gøre andre dage på ugen, men der er nu noget særligt over at gøre det på den ellers mindst oplagte dag.

Nu er det heldigvis blevet sommerferie. Vi byder derfor varmen ind med en skål i lunken øl for endnu en sommer i hjertet af Sydfyn. Hvad skulle vi ellers lave her? Udover at drikke øl, knalde, tage stoffer, eller brænde noget af – Hvad kan man så med en sommer i provinsen? Ikke det store. Man kan lige så godt sige, at vi befinder os i et hul, langt væk fra der hvor alting sker. Men sådan er det jo ikke helt.

MGP-fest i laden, midsommeren 2021

“Jeg troede, at Fyn var en motorvej?”

Den danske sommer kan vise sig så idyllisk, at man af og til føler sig som hovedrollen i sin egen film. Jeg husker dog, da det gik op for mig, at de fleste film er lokaliseret i København. Eller i hvert fald at det var dem, der fik flest visninger.

Jeg mødte nogen, som troede, at Fyn var en motorvej, fordi de kun kendte til udsigten over markerne set fra vinduet i DSB. Så føler man sig pludselig lille, når man lever i kulisser så stilstående, at folk tror, det er et glansbillede.

Jeg er opvokset midt i glansbilledet, som i virkeligheden er en provinsby udenfor Svendborg. Om vinteren er det en spøgelsesby på 450 indbyggere. Men så snart sommersolen titter frem, forvandles det til en ferieby fuld af campister og turister i bare ben og sommerkjoler. De fleste af dem slikker sol på stranden eller guffer pomfritter i iskiosken. Det er selvfølgelig også lækkert, men nogle gange får jeg lyst til at hviske dem i øret, at provinsen kan andet end, hvad Google anbefaler.

Otterup-fest på Kahytten, midsommeren 2021

The perks of being i provinsen om sommeren

Med eftertanke tror jeg, at fordelen ved bøhlandet er den gode gamle:

"Man har kun det sjov, man selv laver"

Min erfaring er, at landsbytosser er bedøvende ligeglade med, hvor dum du ser ud. Så finder man hurtigt ud af, hvor sjovt det er at ligne en idiot. At tisse på en mark uden insta-potentiale, men med pis og flåter løbende op og ned ad lårene.

Der er en sjov kontrast i det småborgerlige, hvor man ikke løfter et øjenbryn for folk, der opfører sig mærkeligt, men til gengæld søges der øjenkontakt i forbipasseringen af det fremmede.

Det er følelsen af, at mennesker gerne vil komme hinanden ved. Armkrogen med de stive sømænd på havnen, som ikke har andre intentioner end bare dét at være til stede. Det tilfredse smil, man møder hos ungarbejderne med de lortelønnede sæsonjobs. Den levende jazz i gårdhaven og fadøl til en sølle 20’er.

En lur over åen, midsommeren 2020

Og så stilheden

Provinsen er også kontrasten mellem den vilde larm på værtshuse og dagen derpå i et gylle-lugtende landskab. Man kan sidde på onsdagsbakken og føle sig på toppen af verden, og så kan man mærke ordentligt efter og føle sig strandet in the middle of nowhere.

Efter at have tilbragt det meste af mit liv som hovedrollen i en film, ingen gider at se, så har jeg alligevel lært at nyde det. Selvom man måske er nødsaget til at finde sig i sin position, er det faktisk ikke det værste at tilbringe sommeren i lugten af lort og blomster.

Sommeren i provinsen er noget særligt, ligesom så mange andre ting er noget særligt. Dog vil jeg påstå, at provinsen er langt mere end det stilstående glansbillede, som kan anes fra vinduet i toget. I virkeligheden er det nok mest bare, hvad man selv gør det til.

Hvad forbinder du med dét at holde sommer i provinsen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her