Sorte og hvide huller i universet

Alt, der kommer for tæt på et sort hul, vil blive fanget af tyngdekraften.

Selv ikke lyset kan undslippe.

Og lyset er endda det hurtigste, vi kender til.

Tyngdekraften i et sort hul er så massiv, og tætheden så uendeligt stor.

Så den hastighed, undvigelsen kræver, overgår lysets hastighed.

Sorte huller spiser lys til middagsmad.

Der findes et særligt lys. Et lys, der udskilles, når en stjerne eksploderer i universet. Det sker, når en stjerne har opbrugt al den energi, som før opretholdt den ved at modvirke tyngdekraften. Dens indre masse vil kollapse under sin egen tyngde i en uendelighed og blive til et sort hul uden tid. Stjernens endelighed bliver dens egen uendelighed.

Hvis man vil vide, hvordan et sort hul ser ud, skal man forestille sig det mørkeste mørke. Og så tænke, at det er endnu mørkere end det. Som en sort vinterdag. Men rundt om det sorte hul bevæger lysende spiraler af gasser sig. Det er friktionen mellem disse gassers magnetfelter, der gør gasserne så varme, at de bliver til en ring af ild omkring det sorte hul. Interaktionen mellem elektroner og magnetfelter vil skabe en emission af radiobølger med forskellige længder.

På den måde stråler det sorte hul.

Den sorte skygge vil altid have en lyståge til at forfølge sig.

Mennesker lyser meget kraftigt, når de står omkring et sort hul sammen. De stråler.

Hvis en stjerne eller en galakse kommer for tæt på et sort hul, vil den straks blive slugt.
Når først den er kommet ind i det sorte huls tyngdefelt, vil den ligge og cirkulere rundt omkring hullet som årerne i en trækrone eller vandet omkring et hestehul.

Det er et slags point of no return.

Derefter vil den blive flået og revet i, fuldstændig massakreret til ukendelighed, og til sidst vil den være fortæret, forsvinde bort.

Uigenkaldeligt.

Tiden går langsommere omkring de sorte huller.

Men når jeg kigger tilbage på tiden, virker den meget komprimeret, som om det hele gik så hurtigt. Det gjorde det også.

Det er sjældent, at en stjerne ligger alene i rummet. For det meste følges den ad med en anden eller flere stjerner. Oftest kan man kun se én stjerne, men dens bevægelser afslører, at den har en tung ven at danse med. Som to lydspor, der løber parallelt, men hvor der er skruet ned for den enes stemme.

Jeg tænker, at der var en lysskive omkring os.
Den var meget midlertidig.

Vi cirkulerede.

Det er de sorte huller, som får nogle fænomener i universet til at lyse kraftigst.

Jeg husker, at vi kiggede på blodmånen. Men månen var ikke rød, den havde en ildrød ring omkring sig. Vi var meget fascinerede. Vi fjollede og grinede af alle de vejrværter på TV, der i flere dage havde jublet over fremkomsten af dette forunderlige fænomen. Den store røde runde måne. Og så var den bare hvid med en sølle rød ring omkring sig. Vi var også lidt fulde. Og vi syntes stadig, det var smukt. Nu tænker jeg, at himlen var et spejl af os.

Utroligt, at jeg stadig ikke er mørkeræd.

Forskere er begyndt at tale om hvide lyshuller. Huller med den omvendte funktion af de sorte. Som ikke æder og absorberer, men som reflekterer og kaster tilbage.

På den måde er der til evig tid en ubrydelig sammenhæng mellem lys og mørke.

Lyset, der svæver henover himlen, og de sorte huller, der får ting til at lyse, alt imens de æder det, der lyser. Gardinerne, der blæser ind i rummet.

Månen lyser hvidt.
Den heler.

Nogle gange hjælper det at se sig selv som et fænomen i universet.
Som en astronomisk tilstand.