Syracuse

Syracuse, New York
13. december 2024

Det var en aften, jeg sad og talte med Michael. Og det var et lys, der tændte i hans øjne, jeg vendte mig om for at se, hvad det var. Det brune hår, den helt rigtige tid på året. Jeg så ham, lige inden musikken startede, og lyskæder var blevet sat op, så ovenlyset kunne slukkes.

Folks ansigter lå i smukke skygger og sov. Rolige ting med grødede stemmer. Jeg tænkte, han var syg, derfor fik han sikkert feber i morgen, derfor så hans øjne så sunkne ud. En alene fugl, der kommer ind ude fra kulden, ydmygt, som den sidste, der ankommer.

“Hvad kigger du efter?” som et reb om min hals.

“Ikke nogen,” hoster jeg.

Og jeg vrider en klud op i løgn:

“Ville bare se, om der var plads til at gå op i baren.”

Jeg rejser mig fra den polstrede sofa, maser mig forbi en studiekammeret på vej hen til bordet med farvet glas, frugter, Fireball, Morgan, Smirnoff, Absolut ved køkkenet ved døren. Han stopper ikke, idet han går forbi mig, jeg skærer citroner i gule, runde skiver.

Andrews ven havde sat op til drinks, han kender ham også, måske kommer de til at stå og tale sammen. Måske laver han ham en drink, måske kan jeg blive stående. Alle sidder og taler sammen.

Blandt dem i sofaerne sidder han nu på den plads, jeg før forlod, snakker med Michael, ser lyskæderne i hans øjne. Hvis Michael nu rejser sig op, kunne jeg gå hen og tage hans plads. Men stuen er i gridlock – og jeg bliver tiltagende bevidst om, at jeg spærrer for baren.

Så taler jeg med Harper.

“Jeg vil gerne sige hej.”

Jeg har ikke set ham i et par uger.

“Snakkede du med ham sidst?”

Og alle svar er onde, for de dræber muligheden.

“Ja.”

Jeg leder efter et sted at holde den næste time. Det ligner, han sover, det kunne godt være en aften, hvor jeg bare tog hjem i seng.

Senere har jeg skåret mange citroner, og boblerne har ladt ting komme op til overfladen.

“Tror du, han har lagt mærke til, at jeg kigger efter ham?”

“Hvem?” spørger Michael og kigger rundt.

“Stop.”

Jeg sidder tilbage foran Michael og ser lyskæderne glimte i hans øjne. Mine vender ud mod det mørke vindue. Jeg overvejer, om man kan se lyskæderne i mine øjne fra vinduet, der reflekterer lyset i dets mørke.

“Er der lys i mine øjne?”

“Hvad?”

“Kan man se lyskæderne bag mig reflekteret i vinduet og så i mine øjne?”

“Ikke rigtig, måske hvis du prøver at kigge op.”

Han retter mit hoved og holder det i den rigtige vinkel. Jeg vrider mig fri. Jeg kigger mig rundt, jeg vil gerne se, hvor han er gået hen.

“Hvem sad her før?”

“Undskyld.”

“Du sad vel ikke bare alene, mens jeg snakkede med Harper.”

“Nej, jeg talte med Lucas, han gik op til baren for at lave en drink til sig selv og sin kæ- …”

Jeg havde fået drukket min drink hurtigt og havde brug for en ny. Jeg maste mig forbi studiekammeraten og Harper. Når lige at fange fuglen på sin pind.

“Hej.”

“Hej.”

Stille.

“Hey, tak for sidst.”

“Ja, her den 29. til Andrews fest? Det var to uger siden.”

“Ja.”

“Jeg synes, det var vildt spændende, det vi talte om.”

“Ja, hvad var det nu?”

“Vi talte om forskellen i matematik fra business og comp.vid, hvordan …”

“Ja, det var spændende at høre om. Jeg har faktisk lige lavet en drink til min kæreste, han sidder dernede, og jeg tror, vi spærrer baren, men det var godt at se dig igen.”

“Jeg skulle også bare have en drink. Tak, i lige måde.”

Så sad jeg med drinken ude foran trappeopgangen. Og i stedet for at gå ind, begyndte jeg mod Hanover Torv.

Det var den mørkeste tid på året, og jeg lod mørket tage om mig som et tæppe. Jeg ville være nødt til at bevæge mig tilbage mod kollegiet på et eller andet tidspunkt. Studiekammeraten var min ædru chauffør.

Jeg var den eneste på gaden, og foran skiltet faldt jeg i staver. Jeg kunne ikke se, hvad der stod, men jeg vidste godt, hvad der stod. Jeg overvejede, hvordan noget så simpelt som ordet ”torv” kunne adskille dette sted fra andre steder.

Træerne ved Hanover begyndte at nynne. Natten var så mørk, at man ikke engang kunne se stjernerne, og pludselig gik det op for mig, at gadelygterne slet ikke var tændt. Jeg prøvede at tage det roligt ved at tage en tår, men drinken var endnu engang tom.

Jeg begyndte med hastigere skridt at gå tilbage, overvejede om der måske var et strømsvigt i centrum, og det også ville være mørkt til festen.

Mine skridt var i mellemtiden blevet til løb, og jeg havde sluppet drinksglasset. Jeg håbede, at Lucas eller Michael eller Andrew eller Harper eller en eller anden var gået ud for at se efter mig, hvis dørtelefonen heller ikke virkede.

Min eneste forklaring på den aften er, at mit løb må have fået mig til at misse den gade, jeg skulle være drejet ned ad. I stedet viste det sig, at jeg var drejet ned ad en blind vej. Omringet af tre mure var jeg som fanget i et tårn. Jeg vendte mig om mod åbningen, jeg var kommet ind af.

Forenden, ude på den store vej, troede jeg, at jeg skulle til at se et lyset fra en bil. Men det var bare en skygge.

Tekst: Oskar Lauge Dahlberg

Redaktør: Johanne Ringøen