Sabbatårsforvirring – et liv af kasser

24. november 2017

Ordet sabbatår frustrerer Oliva. Hun føler, at pausen mellem uddannelserne er blevet kategoriseret og sat i en kasse, der gør, at folk tænker på sabbatår som et dovent år. Som om, den skal bestå af nogle helt bestemte ting for at gælde. Som om, man kun har lov at tage et, højest to års pause. Som om man ikke lærer, oplever, udlever noget i de år.
Hvorfor skal det hele handle om at “komme i gang” og “komme videre”? Det har hun skrevet om her.

Illustration af Marie Matilde Stasig Mørk

På SEIN har vi for nylig holdt pause i en uge. En pause fra noget der ellers er vores hjertebarn. Altså en pause fra noget, der er godt, dejligt og produktivt – i hvert fald for os. En hel stille pause har det ikke været, vi har nemlig stadig produceret indlæg, holdt møder og delt idéer fuldstændigt som normalt. Men det har været en indlægspause. Så for jer, der læser med, har det været en pause. Sådan er det med pauser, de har mange facetter. Der er mange grunde til at holde dem, mange ting man kan holde pauser fra, og mange ting man kan lave i sine pauser. En pause behøver ikke være særligt sofa-liggende men kan derimod være meget aktiv.

En pause, der har fyldt meget i mit hoved og i rigtig mange andre unges hoveder, er jeg sikker på, er en slags ”livspause”. En pause, vi har valgt at inddele i hele år ad gangen. Den pause, der typisk ligger efter en ungdomsuddannelse og før mere uddannelse. Sabbatåret. Det ord har frustreret mig så meget. Sabbat betyder hvile på hebraisk og betegner oprindeligt den jødiske hviledag. Altså må sabbatår jo betyde et helt år med hvile? Det provokerer mig faktisk. For hvornår er noget år nogensinde det? Det kan godt være, at det ”bare” er et ord. Men jeg synes, det betyder ret meget, hvad vi går rundt og kalder det, der sker i vores liv.

Jeg oplever, at ordet sabbatår har en negativ klang, eller at mange unge i hvert fald har en tendens til at tale det ned eller undskylde for sig selv, når de siger, ”jeg skal måske bare tage et sabbatår mere”. Eller også bliver der spurgt, ”hvor mange sabbatår har du egentlig haft?”, som om det var et nederlag ikke at være begyndt på en uddannelse. Jeg har det som om, at vores ungdomsliv er struktureret omkring tre store kasser: ungdomsuddannelse, videre uddannelse og så ”det voksne liv”. Og måske er det derfor, vi ignorerer eller ser ned på alt det, der stikker udenfor eller lægger sig i mellem kasserne. Det er virkelig ærgerligt og et stort pres for os, som ikke kan eller har lyst at leve sit liv indenfor de kasser.

Heldigvis er det jo meget almindeligt og også accepteret at holde sabbatår efter en ungdomsuddannelse. Man taler om en ”pause fra skolen”,  eller at ”man skal ud og opleve verden”, men den umiddelbare frihed her er også sat i kasser. Du skal tage ét eller to år, og så skal du altså også til ”at komme i gang”.

Sabbatåret er den tid, hvor man skal nå alt det, man gerne vil, inden man begynder på næste uddannelses-etape. Det kan være at lave frivilligt arbejde, se verden, tage på højskole, dyrke sport, skrive en bog, være ski-guide eller 1000 andre ting – og så selvfølgelig arbejde for at tjene penge til det. Det vil for det første gøre det meget svært at kalde det for et ”pause-år”, og for det andet synes jeg virkelig, det er trist, at der er et afgrænset tidsrum på under to år til at gøre de ting.

Jeg er ked af, at vi bruger et ord, der peger på pause eller hvile, om den tid, hvor unge ikke går på en uddannelse. For jeg tror virkelig, at det er en forsvindende lille del af os, der har brugt et eller flere år på simpelthen at lave ingenting. Desuden betyder en pause ikke at lave ingenting. Måske betyder den bare at lave noget andet, noget nyt, noget sjovt, noget svært eller noget inde i os selv, som andre ikke kan se. Men når nu det mærkes som om, at vi hele tiden skal være i en kasse, eller på vej ind i en ny, så er det selvfølgelig også okay at tage en pause. En helt stille pause, hvor man måske bare stirrer ud i luftet i noget tid.

Måske betyder en pause bare at lave noget andet, noget nyt, noget sjovt, noget svært eller noget inde i os selv, som andre ikke kan se.

Jeg er egentlig bare træt af, at vores liv hele tiden skal kategoriseres. År er år, og de er alle sammen en del af livet, og alle sammen noget værd. Nogle er produktive, andre er ikke, og de veksler hele tiden. Derfor burde vi ikke tale om sabbatår som noget, der skal være hurtigt overstået og så føre hen til næste skridt. De er år i livet. De er fyldt med opture og nedture, sorger og glæder. Personligt bestod mine to sabbatår både af de vildeste og sjoveste oplevelser, af rejser og frihedsfølelse, af lange dage på diverse jobs, tider uden arbejde, frustrationer, bekymringer om fremtiden, stress og afslappethed. Altså en bølgegang ligesom de fleste andre år.

Jeg synes, at vi skal have lov til at fylde alle de år vi vil, med det vi vil og ikke se hele ungdomslivet som en bevægelse mod noget, vi skal skynde os at finde ud af, hvad er. Og så skal sabbatår måske bare hedde år i stedet. For de er både pause og aktivitet ligesom de fleste andre år.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *