Taler Mette Frederiksen sandt om Kinas klimaindsats?

Man kan stille sig selv mange spørgsmål i kølvandet på det internationale klimatopmøde. Gør vores ledere faktisk noget ved problemet? Er det alt sammen bare tomme ord? Og hvem skal stå til ansvar, når der ikke længere skal snakkes, men rent faktisk handles?

Alle disse spørgsmål er vigtige at stille. Især når det er os unge, der skal leve med konsekvenserne, hvis indsatsen ender med ikke at være tilstrækkelig. Af den grund er det også vigtigt at lægge ansvaret på de rette skuldre. Men har Mette Frederiksen ret, når hun siger, at det er Kina, der er den værste synder?

Billede: Malte Legène

Lad os kigge på tallene

Vi kan  først og fremmest undersøge, hvor meget af verdens drivhusgasser Kina udleder. Det er trods alt disse gasser, der er roden til alle de kommende klimakatastrofer.

Kigger man på OurWorldInData.org er det helt korrekt, hvad statsministeren siger: Kina er det land i verden, der udleder allerflest drivhusgasser. Citka 14 milliarder ton bare i 2022, mens USA på andenpladsen i samme år blot udlod cirka 6 milliarder ton. Kina står altså rundt regnet for 27 procent af alle verdens drivhusgasser.

Kilde: Our World In Data

Men er den totale udledning den eneste faktor? Det vil jeg ikke mene. Kina er et stort land, som er hjem til omtrent 18 procent af verdens befolkning, så selvfølgelig vil de være en af de nationer, der udleder mest.

Lad os se på vægten af deres udledning ved at kigge på udledningen per indbygger. Her ligger Kina pludselig kun på 39.-pladsen – under lande som USA, Saudi Arabien, Rusland, Canada og Australien.

Det giver mening, da mange af de ovennævnte lande ligesom Kina udvinder deres eget kul og olie, mens de samtidig ikke har nær så stort et befolkningstal. Men allerede her bliver Frederiksens udtalelse misvisende.

Kilde: Our World In Data

Udledning per indbygger er ikke det sidste stop på vores lille data-verdensturné. For én ting er, hvad landets samlede udledning via dets produktion bliver, når man fordeler den blandt alle dets borgere. En anden ting er, hvad disse borgere selv forbruger, og hvor meget af denne produktion der i virkeligheden går til forbruget af andre landes borgere.

Kina er stadig verdens fabrik, og mange af de varer, der kommer til eksempelvis Danmark, har jo nok noget mandarin stående på bagsiden. Men her er der ikke tale om Kinas forbrug – der er tale om vores. Så hvad så, når man kigger på Kinas udledning med handel og befolkningstal taget i betragtning?

Kilde: Our World In Data

Som set ovenfor ender det altså med, at Kinas udledning med handel taget med i regnskabet ikke bliver mere end 8,4 ton per indbygger. Da illustrationen fra 2021 kun viser CO2-udledninger og ikke alle drivhusgasser, er jeg kommet frem til tallet baseret på, at CO2 udgør cirka 85 procent af alle Kinas udledninger.

 Dette er ifølge Stockholm Environment Institute ikke mere end 0,4 ton over EU’s per-borger-gennemsnit for samme år, hvilket gør Kina udledning tilsvarende lande som Norge, Polen og Kasakhstan.

Man kan altså ikke sige, at Mette Frederiksen ligefrem har stået og løjet på klimatopmødet, for går man ikke længere i denne proces end det allerførste skridt, taler hun sandt. Dog har hun bestemt udeladt væsentlige nuancer fra samtalen med den effekt, at vi danskere kan ånde lettet op under den indbildning, at det jo ikke er os, men Kina, der skal tage mere ansvar.

Dybere ned i kaninhullet

Hvad gør Kina så for at tage ansvar for klimaet? Statsministeren siger ”ikke nok”, men hvor sandt er det? En hurtig internetsøgning fortæller, at Kina er det førende land inden for udviklingen af grøn energi, så allerede her står Mette Frederiksen igen på vaklende grund. Lad mig gøre det lidt mere konkret.

Billede: Malte Legène

Allerede i 2025 vil Kina nå dets 2030-klimamål, nemlig at toppe med udledningerne i 2030, hvorefter de så skal begynde at dale. Og det mål kan vi altså glæde os til at se blive opnået allerede et sted i næste år – 5 år før tidsplanen. 

Denne forudsigelse er baseret på, at 40 procent af landets samlede energiforbrug i øjeblikket kommer fra grønne energikilder. Det er resultatet af, at dets regering siden 00’erne har taget flere og flere grønne initiativer og investeret stort i udviklingen af ny teknologi som del af dens 5-årsplaner.

Derudover er Kinas større plan at blive fuldkommen klimaneutral før 2060, og hvis landet fortsætter i dets aktuelle retning, peger alt på, at det meget muligt bliver virkelighed.

Hvordan ser Kinas grønne omstilling så ud?

I 2030 er det ifølge CNN forventet, at Kina vil producere mere energi udelukkende med dets solceller, end alle USA’s sektorer sammenlagt kan nå at forbruge.

Ifølge Yale University har Kina i 2023 nemlig installeret flere solceller end hele resten af verden ejer tilsammen. Noget, der selvfølgelig er lettere gjort, når man er en nation, hvis landareal er så enormt. Oven i det har Kina også øget den globale produktionen af energi fra vindmøller med så meget som 66 procent.

Billede: Malte Legène

EIA skriver, at Kina på kun 10 år har næsten tredoblet dets antal af atomkraftværker fra 19 til 55, med 27 under konstruktion og 150 yderligere planlagt til senest 2035. Cirka 13 procent af verdens atomkraftværker ligger altså nu i Kina, mens lande som Tyskland aktivt nedlægger dem til fordel for fossile forbrændingsanlæg. På denne måde vil Kina altså eje en tredjedel af verdens atomkraftværker om omtrent et årti.

Det er af den grund naturligt, at Kina også er den ledende innovatør inden for ny grøn teknologi. Dets vindmøller, solceller, dæmninger og atomkraftværker opererer i skrivende stund flere generationer foran de vestlige ækvivalenter. Her er elbiler ingen undtagelse.

Hver anden bil, der bliver solgt i Kina, kører på el. Halvdelen af befolkningen foretrækker dog at anvende de mange muligheder for offentlig transport, som landet har installeret gennem årtierne. Deres elbiler bliver rost for deres kvalitet, men både EU og USA har nu været nødsaget til at indsætte told så høje som 45 procent for at vedligeholde, hvad de kalder for fairplay for europæiske bilproducenter.

Hvorfor der er håb, kære statsminister

Til at slutte af med er det vigtigt at sige, at Kina siden 90’erne rundt regnet har tredoblet produktionen af fossile brændstoffer for at kunne udvide deres industri. Og der er jo nok en af grundene til, at Mette Frederiksen sagde, hvad hun sagde til klimatopmødet, oveni at Kina for tiden også bliver fremstillet som det helt store fjendebillede.

Og har man ikke fulgt med i de fremskridt, som Kina har gjort siden slutningen af sidste årtusinde, så giver dette ræsonnement også virkelig god mening. Men sådan står det bare ikke til længere.

Udviklingen af fossile brændstoffer i Kina er nemlig stagneret til fordel for grøn energi, mens hele resten af verdens skyder i vejret, og landets intention er som nævnt tidligere fuldkomment at udfase kraftværker for i stedet at blive klimaneutralt inden 2060.

Jeg mener, at man i stedet kan og bør kritisere Kina, når det handler om, at meget af den energi, de henter fra kul og olie, faktisk bliver solgt til udlandet frem for at blive anvendt nationalt. Dette betyder, at denne fossile energi ikke bliver regnet med i landets eget energiforbrug, selvom der faktisk tjenes penge på den.

På den måde kan man beskylde Kina for at anvende global handel som dække for ubelejlige tal på samme måde, som vores egen regering gør det med de udledninger, der kommer fra blandt andet Mærsks internationale transport.

Men gad vide om vi ikke snart kommer til at se Kina sælge grøn energi i stedet?

Tekst: Malte Legène

Visuelt: Malte Legène

Redaktør: Rosa Bundgaard-Laursen