The backwards law: Måske bliver det ikke meget bedre

Når vi træder ud af hoveddøren med et stift fokus rettet mod vores planer og timeslots, så er det nemt at glemme hvor almindelig følelsen af smerte er, for det er jo aldrig det vi i udgangspunktet søger. Vi er programmeret til at reagere på smerten, for at passe på os selv, men hvordan reagerer vi på den? Og hvornår fængsler smerten os, og hvornår den sætter os fri?

Jeg oplever selv og ser mange unge som synes, at det er svært at rette opmærksomheden mod de negative følelser, før det er blevet så overvældende, at man ikke kan tænke på andet. Måske er du ligesom mig og vil gerne forstå dine bekymringer med rationelle forklaringer, både fordi det er spændende og også for at slippe af med dem. Jeg har dog opdaget af at det kan betale sig at begynde et andet sted. Lad os starte med at forstå, hvordan bekymringer gør os mere bekymrede, men også hvordan vi med den østlige tænkning kan forholde os til alt det, der er svært at forlige sig med.

Alan Watts som var teolog og filosof blev kendt for sin folkelige formidling af østlig filosofi fra zenbuddhisme, hinduismen og taoismen. Særligt konceptet “the backwards law”, eller “law of reversed effort“ har jeg fundet meget ro i. Måske fordi den skubber til den gængse måde at forholde sig til følelser på. Især følelser vi helst kryber under dynen med eller låser inde i en boks, som naboens kat har slugt nøglen til. 

Mange lærer tidligt sig selv, at smerte er noget, vi helst flygter fra, og jeg har selv været en del af den statistik. Til dels er jeg det stadig, og jeg kommer måske aldrig helt ud af den, for det er naturligt at vi alle søger mod det der gør os glade. Væk fra angsten, frygten og bekymringerne.

Vi vil gerne have succes med det, vi går efter, vi vil gerne vågne op hver dag og føle os elsket; vi vil gerne møde verden med en positiv indstilling, og vi vil gerne være lykkelige i mere end et par minutter ad gangen. I bund og grund vil vi bare gerne være lykkelige, bekymringsfrie. Men frihed uden bekymringer, er som at søge efter et æg uden en blomme; det er livløst, åndsforladt. Det er en naturlov, at hjerte rimer på smerte, og at lykken hænger uløseligt sammen med sorgen.

Mine egne usikkerheder har gennem tiden både været, at jeg syntes min mavedelle var for stor, min humor for mærkværdig, og jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke kunne snakke med fremmede. Men det var aldrig min krop, min humor eller mine sociale evner, der var det egentlige problem. Det var min anstrengelse væk fra at føle mig utilstrækkelig, der skabte problemet, for jeg bebrejdede mig selv, og i det stille mørke ønskede jeg at være anderledes.

“You want to be happy, to forget yourself, and yet the more you try to forget yourself, the more you remember the self you want to forget”
– Alan Watts, The Wisdom of Insecurity

Dét citat indkapsler mig så præcist. Jeg blev usikker over at være usikker, og anstrengelsen væk fra mine usikkerheder overtog al tænkning i mig. Alan Watts mener, at flugten væk fra vores problemer er vores største smerte. Ikke problemet alene. Det gælder selvfølgelig ikke den smerte, der opstår ved nogle typer af sygdom, fattigdom, katastrofer, angst og lignende. Smerte der er så overvældende at hverken accept, stamina eller en filosofisk idé kan mildne omstændighederne uden udefrakommende hjælp (men tankegangen kan være en ven i mørket, hvis man kan overkomme at gå ind i den).

Watts eget eksempel på flugten væk fra vores usikkerheder er dette: Hvis jeg mener, at jeg ikke burde være så egoistisk som jeg er, fordi jeg er overbevist om at jeg er et bedre menneske, når jeg er uselvisk, men at årsagen til dette er fordi, at jeg er egoistisk og ved, at jeg i langt højere grad ville elske og respektere mig selv hvis jeg tænkte mere på andre, da ender jeg i en blindgyde. Det er det uendelige problem, at ville være noget vi ikke er, for vi kan ikke være andet end det vi er, med alle vores fejl og mangler. 

En anden forhindring fra at have det godt er den mentale rejse frem og tilbage i tid, i minder og forventninger. Det giver os følelsen af, at fortiden og fremtiden bliver mere virkelige tider end det øjeblik, der udspiller sig lige nu. Det mest virkelige liv, jeg kan komme i tanke om, er det, der udspiller sig netop nu – hvad end det er tidligt om morgenen, mens resten af byen sover, i silende regnvejr på vej til arbejde, i en rus med de bedste om natten, eller mens jeg snitter løg eller når jeg vasker mit hår.

Når vi ikke tænker på fortiden og fremtiden, så kan vi hengive os til øjeblikket med alt, hvad det indebærer. Med Watts briller kan forestillingen om, at der kommer en bedre fremtid blive en forberedelse på hvordan vi vil leve, i stedet for at leve. Vi kan forberede vores madpakke til i morgen og vores planer for nytårsaften, men vi kan ikke forberede følelsen når først vi oplever det.

Ønsket om positive oplevelser burde umiddelbart føre til flere positive oplevelser. I en vis forstand er det sandt, men i samme åndedrag er det kun sandt hvis vi tillader de negative oplevelser at følge med. Watts påstår, at ønsket om den positive oplevelse bliver til en negativ oplevelse, og accepten af den negative oplevelse bliver til en positiv oplevelse. Quote on quote. Ifølge “the backwards law” er jagten efter det lykkelige liv derfor et paradoks, fordi den positive oplevelse, som vi i første omgang søger, vil skuffe os uden accepten af det negative, der naturligt følger med.

Men hvordan accepterer vi det negative, den indre overtænkning, skænderierne med dem, vi holder af, dobbelthagen og tilfældige åndsboller i trafikken? Svaret ligger ikke i at tænke negativt eller positivt, som en anden positiv psykologisk tilgang til vores problemer. Det handler om en erkendelse af, at vi kun bliver mere nedtrykte når vi fokuserer på bedre tider, for deri ligger et andet fokus; et fokus på alt det, vi mangler. Hvis vi ikke kan forlige os med smerten, eller det filosofiske koncept for den sags skyld, så lad være, siger Alan Watts. Det er nemlig hele pointen: At lade være med at prøve (på at være anderledes end dem vi er). 

Gå efter det der føles rigtigt for dig, men mærk i smerten når den banker på. Tal med nogen om dine bekymringer, og del din frygt, for det er når vi dvæler ved den uundgåelige smerte bag vi ynder at finde fred med den. Tænk på en orgasme; den kommer, når vi giver slip. Tænk på vand i en bæverdæmning; det stopper aldrig med at flyde ud mellem grenene, men finder altid en ny vej ud gennem hullerne. Uden anstrengelse og kun ved hjælp af tyngdekraften. Det er i tilladelsen af, at der er en usikkerhed eller en forhindring vi finder roen med, at det ikke bliver meget bedre lige nu. Og når vi finder den ro, så bliver det ofte bedre, så kommer vi videre fra der hvor vi gik i stå.

Flere østlige idéer kan sagtens kritiseres for at være banale udsagn og selvindlysende nonsens, for det er banalt, at vi skal acceptere livets downsides og være i nuet. Enhver kan formulere banale livsråd og få succes med det, så længe det er intellektuelt formuleret. Men når jeg tænker endnu engang over de østlige idéer, så er det for mig ikke så ligetil, som det lyder. Ofte er de mest banale ting i livet, de mest komplicerede, og selvom det er endnu en kliché pointe, så er det med god grund, at østlig filosofi har fået oprejsning de seneste par år i en tid, hvor psykiske lidelser og uoverskuelige mængder af overfladisk indhold raserer. Og speaking of “intellektuelt formuleret”, så mener Alan Watts faktisk, at den korrekte tilgang til den østlige filosofi er uintellektuel. Hvis vi tager det hele meget alvorligt og rationaliserer over banaliteter, så er vores tilgang bagvendt af “the backwards law”: Kun ved at være paradoksal, først læse, lytte og forstå (intellektualisere) og dernæst overgive sig til det, der er i livet – først dér forstår vi budskaberne. Så nu vil jeg lægge det her indlæg og min rationalisering over svære følelser fra mig, så jeg kan komme ud blandt mennesker i efterårssolens lys.