Tid er ikke bare penge – den er også andres

05. november 2021

Tid er penge. Tid er helende. Tid er flygtig. Tid er relativ. Tid er kostbar. Men tid er også andres. Astrid skriver i dagens indlæg om, hvordan vi er så optagede af vores egen tid, at vi glemmer, at den ikke kun er en kostbar ressource for os selv, men også for andre. Enten skal vi begynde at slappe lidt af med tiden, eller så skal vi huske at respektere andres tid lige så meget som vores egen, for det skader ikke kun os selv at være stressede, men også andre og ikke mindst vores relationer til hinanden.

Tid er kostbar
Tid er overalt. Det er betingende for alt, hvad vi foretager os i løbet af den tidsinddeling, vi har kaldt dagen. Vi har stillet vores ure ens. Indført dem i klasselokaler og på arbejdspladser. Vi har endda inddelt kloden i zoner af tid, for på den måde at sørge for en tidslig ensretning. Filosof og historiker Lewis Mumford har kaldt uret for den største teknologiske opfindelse nogensinde. Den tilførte samfundet den kollektive rytme, som har drevet Vesten frem mod stadig mere effektivitet. Benediktinermunkene begyndte i det 13. århundrede at strukturere dagene ved hjælp af klokker for på den måde at optimere deres tid. I dag er klokken en uafværgelig rettesnor for den vestlige civilisation. Man hører ofte de samme vendinger: Tid er penge. Tiden løber. Spild ikke tiden. I 2017 måtte et japansk togselskab undskylde, at deres tog havde forladt perronen 20 sekunder før tid. En tidsrespekt, som vi dog dårligt kender herhjemme. Men vi ér alle sammen utroligt bevidste om vores tid. At den er kostbar. At alt har en ende. Den kan synes ekstremt begrænsende. Som når man længes efter en tid, som er forbi. Eller mod, at en tid skal gå. Og derfor er vi generelt gode til at prioritere vores tid. Også over andres. Hvordan kan det være, at vi trods vores store tillid og underdanighed overfor tiden alligevel kommer 10 minutter for sent til en kaffeaftale, 5 minutter efter forelæsningen er begyndt, eller en halv time senere end planlagt til det arrangement, nogle andre har brugt netop deres tid på at arrangere for os? Tid er ikke bare uundgåelig, frustrerende, helende og kostbar, den er også andres. Det har vi somme tider tendens til at glemme.

Tiden er også andres
“Vi er besat af at spare tid, men til hvilken pris? Man siger, at tid er penge, men det er forkert. Tid er livet, tid er ikke penge.” Sådan sagde Anupama Kundoo til Weekendavisen sidste år, men på det sidste har en (meget gen z-agtig) tendens fået mig til at tænke, at Kundoo tager fejl. Vi er ikke besat af at spare tid. Vi er besat af at få andre til at tro, at vi ikke har tid. Det er ikke nødvendigvis begæret efter mere tid, der driver os, men derimod efter den prestige det i dag er at have travlt.
I virkeligheden er det jo bare mere spild af min egen tid konsekvent at komme 10 minutter senere. Ville jeg ikke udnytte mine minutter bedre ved at sidde og tale med studiekammerater syv minutter, inden vi skal spille fodbold, end ved at gå rundt og trække tiden med min fyldte vandflaske og snørrede sko i lejligheden, fordi jeg ikke vil komme for tidligt?

Spilder vi i virkeligheden vores tid for at simulere, at vi har noget vigtigt at bruge den på?

Og en ting er, at jeg spilder min egen tid på at se 50 billeder igennem fra et amerikansk kendisbryllup på Instagram. Det egentlige problem er vel, at når jeg kommer trissende ti minutter efter aftalt, er det ikke bare min egen tid, jeg spilder, men andres. “I kunne jo bare være gået i gang uden mig” eller “Sry, men jeg kommer lige lidt for sent” er jo fuldstændig det samme som at sige “Undskyld, men jeg er egentlig ret ligeglad med jeres tid”.

Det er netop i forsøget på at overkomme det hele, at vi glemmer, at andre forsøger det samme

Alt dette kan måske lyde som et forsvar for, at vi skal have mere travlt. Oppe os. At vi skal presse os selv endnu mere. At man ikke må bruge tid på ingenting. Det er det på ingen måde. Unge i dag balancerer studie, lønnet og frivilligt arbejde med venskaber, familie og kærester. Og personligt længes jeg ofte efter en tid med undervisning fra 8-16 og det dertilhørende selvopfyldende sociale samvær. At være en 22-årig studerende er et studie i planlægning, foruden i at strukturere sin akademiske indlæring, overskue sin økonomi og overholde rengøringsplanen for ejendommens fællesbad. Jonglere venskaber, kæreste, familie og en selv. Somme tider kan det føles som om, der ikke er tid nok. Som om man konstant negligerer noget, man burde prioritere, og det er netop i forsøget på at overkomme det hele, at vi glemmer at andre forsøger det samme. At de også har udvalgt netop disse to timer til en og dermed fravalgt noget andet.

Kuren mod at føle sig stresset og i tidsmangel er formentlig ikke konstant at være bagud. Måske skaber det ro for nogen at læse 13.25, når man aftaler at mødes kl 13, men til gengæld skaber det frustration hos andre.
I en artikel på Zetland udlægger forfatter og kommunikationsekspert Malene Rydahl, hvordan den dårlige svarkultur, der hersker i Vesten og ikke mindst i Danmark, har stor negativ indflydelse på både selvværd og de relationer, vi har til hinanden. Vi begynder ifølge artiklen at læse ting ind i det manglende svar på den messengerbesked, vi sendte i forgårs. Den undersøgelse, Rydahl baserer sine udtalelser på, er foretaget af Occurrence og viser, at vi føler os uelskede, afviste og ydmygede, når vi ikke modtager respons. Dertil opfatter vi modtageren af beskeden som arrogant og upålidelig.

Måske glemmer vi, at tid også er en lige så vigtig ressource for andre, fordi vi er opdraget til at være effektivitetssøgende egoister

Hvorfor er vi så ligeglade med andres tid?
Det er vi formentlig ikke. Vi er nok nærmere blot ekstremt optagede af vores egen. Den svære accept af, at dagene ikke bliver længere end 24 timer, med mindre vi indfører en ny tidsinddeling er umiddelbart mere en kollektiv svaghed end en individuel. At det har prestige at have travlt. At man føler sig mere tilstrækkelig, rigtig eller dygtig, når man planlægger sine dage minutiøst, er noget vi opvokser med i vores del af verden. Den effektive tidsudnyttelse er en del af den tidsopfattelse, vi opfostres med. Hvis vi havde konstrueret uret anderledes, ville vi formentlig have et andet forhold til tiden. Hvis ikke benediktinermunkene havde søgt struktur og tidsoptimering, var det måske ikke de idealer, som man begyndte at hævde i tiden efter og som lagde grundlaget for vores måde at leve på i dagens vestlige samfund.
Måske glemmer vi, at tid også er en lige så vigtig ressource for andre, fordi vi er opdraget til at være effektivitetssøgende egoister. Fordi individet i vores del af verden langt oftere kommer før kollektivet end omvendt. Måske er det, fordi vi aldrig helt kan slippe ud af det selv-fokus, som vores bevidsthed dyrker.

Skal man tro Occurrences undersøgelse, så skader det vores relationer, når vi er dårlige til at svare hinanden. Min overbevisning er, at det har samme effekt, når vi kommer for sent, er fraværende eller på anden måde negligerer det faktum, at tid ikke kun er kostbar for os selv, men også for andre.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Ønsk dig SEIN i gave