Tiden løber

Nu er det et nyt år. Det er et nyt år, og det går igen op for mig, at tiden går. Den løber. Den løber også fra mig de fleste dage. Så sidder jeg der tilbage uden tidsfornemmelse og opdager først, hvad der er sket, når tiden kommer tilbage til mig, tager mig med til ting, og pludselig er vi begge to forsinkede. Den løber og løber, og pludselig forsvinder Dronningen fra skærmen igen, champagnen er drukket, og jeg sidder her i en sofa, 23 år gammel.

For et par dage siden gik det op for mig, at det er 10 år siden, at jeg var 13 år. Det burde måske ikke være en overraskelse, men det var det alligevel. Pludselig lå folkeskolen, gymnastikopvisninger og første kys i en fjern fortid. 10 år.

Jeg var stor, da jeg var 13 år. Jeg var jo teenager, næsten voksen. Sådan føltes det i hvert fald. Mine hofter var allerede begyndt at vokse, mine bryster sad som to hårde kugler på mine ribben. Alt begyndte at bule ud, mine arme blev længere. Fremtiden var lang og lys. Jeg havde endnu ikke truffet min første vigtige beslutning. Min vej i livet var lagt for mig, asfalteret af mine forældre.

Da jeg var 13 år, var verden ikke så stor. Verden lå i Danmark, på Sjælland, i Sorø. Når jeg blev stor, skulle jeg flytte til København. Jeg skulle gå på café, drikke kaffe, og om aftenen skulle jeg på restaurant. Jeg skulle bo i en kæmpe lejlighed, gerne i et kollektiv. Jeg skulle læse på KU. Måske noget med kommunikation? Noget med film? Noget med mode! Noget sjovt i hvert fald. Det var helt sikkert. Og noget vigtigt. Noget, hvor man kunne blive en succes, komme på forsiden af Eurowoman. Fremtiden var lys, og lang.

Da jeg var 13 år, havde jeg ikke truffet nogen valg. Det var, før jeg skulle beslutte, hvor jeg ville bo, hvem jeg ville bo med, hvad jeg skulle læse. Dengang ville jeg bare være noget stort. Det var før bekymringer om jobmuligheder, SU-lån, boliglån, månedlige ydelser, breve fra betalingsservice, rejsekort, professionsbachelor eller længerevarende uddannelser, frivilligt arbejde og frokostordninger.

Nu sidder jeg her i sofaen. 23 år. Fortiden og nutiden baner vej for fremtiden i min bevidsthed. Jeg prøver som regel at holde den ude. Der er så mange forventninger til fremtiden, for meget pres, for mange vilde drømme. Og tiden forsvinder jo. Den løber. Og jeg bliver nervøs. Da jeg var 13 år, kunne jeg ikke vente med at blive voksen. Jeg ville tage mine egne beslutninger. Træffe mine egne valg.

Nu har jeg gjort nogle valg. Jeg har valgt at have tre sabbatår. Jeg har valgt at rejse. Jeg har valgt en uddannelse. Men har jeg valgt rigtigt? Det er vel valgets paradoks: Hver gang vi vælger, vælger vi også fra. Og for hvert valg og fravalg går tiden, og vi bliver ældre.

Min mor fortalte mig engang om en gammel dame, hun havde snakket med. De havde snakket om alder og alderdom, og pludselig havde damen kigget min mor i øjnene og sagt: “Jamen Luise, du må forstå, at indeni er jeg stadig en ung kvinde på 25 år”.

Så måske er jeg bare ikke klar til at give helt slip på mit 13-årige jeg. Mit lyse teenagesind og den lange, lange uforudsigelige fremtid. Den ligger der jo stadig, fremtiden, lys og lang.