Tid til at tænke

Eftermiddagsturen hjem fra studiesalen er en god stund. Jeg finder min cykel frem i gården og sætter mig til rette på det slidte, solide sæde – og så afsted. Jeg er for mig selv, og jeg har tid. Min krop får lov til at sukke. Jeg kan i ro fordøje dagens virvar af indtryk; den nye viden kan finde plads i min hukommelses kroge, de mange samtaler fra dagen kan tolkes og vurderes, og ansigtsudtryk genfremkaldes. Behandlerriet i maskineriet i mit indre får lov at folde sig ud, mens jeg på min cykel triller ned af de mange stier, der skal føre mig hjem.

Det føles rart med vinden, der kommer mig i møde. Så jeg holder op med at træde i pedalerne og lader vinden gøre hvad den kan, mens jeg dykker ned i min krop. Min efterårsfrakke og jerseytørklæde kommer i begejstring til at lade sig rive med af vindens muntre dans, og giver sig til at blafre i store fagter. Det føles rart, og jeg kommer til at trække på mundvigene i et tavst smil, inden jeg fatter mig selv og tager en hånd fra styret for at fæstne mit tørklæde og knappe frakken. Jeg er ikke alene på gaden, og jeg har godt set de store øjne og måbende miner af forbipasserende. Jeg måtte nok have set krigerisk ud med de blafrende faner, der kom susende forbi dem, tænker jeg og trækker igen på mundvigene. Min påklædning vækker meget opsigt i disse dage. Også helt uden at blafre i vinden.

I min påklædning ser man nemlig, at jeg er troende. Og med ét faldt hammeren og fornuften, og fanden er malet på væggen. Tro er et let ord. Og med et sæt bliver det et tungt anker med dykkende kurs. Troende muslim. Jeg ryster på hovedet. Et godt, forskelligt og ganske varieret folk. Et yndigt land – invaderet af en ildelugtende fjendtlighed, der i ny og næ pruster med sin velkendte odør, som spreder sig blandt masserne, så de straks jamrer vagt i gevær. Og den intense stemning giver et sæt i de fleste og smitter af på de omkringværende.

Vi må passe på os selv, siger den grumme stemme. Det onde, der lever blandt os. Det onde, der vil overtage os. Stjæle vores arbejde, stjæle vores piger og nasse på vores kroner og ører. Omvælte, Omvende, Omslutte. Vi må lukke det ude, skråler stemmen. Og stemmen vokser sig større. Det er dem. De er. De er. De er. Og de er ikke os. Jeg hører det. Jeg hører vagt i gevær, så selv den muntre eftermiddagsvind, jeg kommer cyklende i, må holde inde med sin raske dans og gå i ly, hvor ingen kan se hende.

Jeg glædes over de pauser, jeg har kunnet tage mig i løbet af dagen. 10 min. til at vaske ansigt, albuer og tæer for derefter at have mig en stille bøn i bederummet på 1. sal. Hvordan skulle mit sind og sjæl nogensinde kunne holde sig oprejst i det sjæledøde ræs uden bøn, hvor jeg kan kigge indad. En menneskehed, der sværmer rundt i møder, aftaler, opkald, tog og lyntog, online og on time, hurtige og overfladiske samtaler, uovervejede gengivelser af: ”han sagde, du sagde, hun sagde, de skulle…”.

Det er intet mindre end en befrielse at kunne lægge panden på gulvet, så verden kan få lov til at sortne i baggrunden. Jeg kan give slip med ro i hjertet, for jeg er lettet i Guds hænder. Det sjæledøde ræs får perspektiv, arbejdet får perspektiv, den ubehagelige samtale får perspektiv, succes og fiasko får perspektiv, og så er intet svært længere.

Jeg kan afslutte bønnen og træde ud i ræset igen med fornyet energi og perspektiv. Og inden jeg glemmer perspektivet og lader mig rive med, er det forhåbentligt tid til endnu en bøn.

Troen er vigtig for mig, spiritualitet er øverst i Maslows behovspyramide, men tro er en kejtet sag i det nutidige Danmark. Hvem vil ses med Tro ved sin side? Tidsånden lader sig ikke tro på særlig meget – specielt ikke åbenlyst. Tidsånden vil helst ikke give sig tid til at samle sig. Til at stille de spørgsmål, den har brug for at stille. Den er ikke til langsom tænkning. Alt må gå stærkt, og vi må følge trenden og vinde klikkene og seertallene. Vi må bekræfte den hurtige tanke. De umiddelbare, indoktrinerede svar fra det forreste kammer i panden.

For hvem giver sig tid til at tænke tanken langsomt, tænke den grundigt og tænke den selvstændigt?
Hvem giver sig tid til at møde den fremmede og lære verden at kende.
Hvem giver sig tid til at faktatjekke og bekræfte det skrevne og det sagte.
Med egen krop. Med de følende hænder og seende øjne.
Hvem giver sig tid til at gå på opdagelse.
Når man kan opdage så hurtigt blot gennem klik og tv-skærme.

Jeg drejer ind af den sidste gade og kan se min hoveddør i lysningen. Jeg træder de sidste runder i pedalerne og rejser mig fra sædet, imens min gode cykel triller af. Jeg er hjemme.