Tiden vil gå uden jeg følger med

26. oktober 2023

I dette indlæg prøver Sigrid at beskrive den oplevelse af sorg, der er svær at placere et konkret sted, men alligevel føles tilstedeværende overalt, når man er i den.

Værdien af livet var summen af mennesker
og nu du er væk
er regnestykket gået i stykker
betydning siver lige så stille ud af rygsøjlen på alle jeg kender
og stiger til vejrs i en form jeg ikke kan holde fast

jeg kan prøve at gribe og indfange den
men mine hænder
vil altid skubbe luften foran sig og imellem
jeg skaber selv den afstand
jeg prøver at overkomme

selv hvis jeg får fat
må jeg gå med knyttede hænder resten af livet
og ligne en bokser
fordi jeg har noget jeg ikke kan give slip på

sorgen falder på plads i mig som et støvkorn på et værelse
ved den mindste bevægelse
en fod hen over gulvet
kan den hvirvles op igen

og den kan ikke altid ses
men nogle gange rammer lyset den
og jeg vil tænke at den nærmest er smuk

*

Jeg forstod dig ikke da du levede
og nu når jeg det ikke
måske hvis jeg havde fortalt
at jeg ikke kan overskue himlen og
at nogle gange når jeg kigger på urskiven
bliver den til et sigtekorn

jeg vil så gerne forstå dig
men du ville aldrig kunne forklare mig
hvordan du satte det kolde løb mod din pande
mens du havde øjne i ryggen

det nåede aldrig at blive sommer
nåle af regn splintrede mod fortovet
på skift med mine skridt
jeg bærer min fortid i en hale bag mig
smider den som et firben ved den mindste trussel
taktisk afklædt
verden er et rullebånd under mig
tiden vil gå uden jeg følger med


Skribent: Sigrid Langgaard
Visuelt: Sigrid Langgaard

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her