To skildringer af overgangen fra barndomshjemmet ind i sit eget
Få begivenheder er mere skelsættende for overgangen til voksenlivet end at flytte hjemmefra. Det er en tid fyldt med usikkerhed og tab af tryghed, men også med nye friheder og glæder. Calle Vibild og Hannah Withen Hejl skildrer hver deres oplevelse af at flytte hjemmefra og ind i sit eget.
Det gamle kradser, det nye svier af Calle Vibild
Jeg kigger op i et loft, der først nu er blevet mit. Loftet er ikke troldtekt, eller noget andet moderne, men en eller anden form for planker. Fyldt med ringe fra der hvor nye grene har groet ud. Jeg tror nok det er en form for nåletræ, måske gran.
Så ligger jeg der og kigger op. Og først efter lidt tid går det op for mig. Jeg har før kigget på sådanne planker. Hjemme i mine bedsteforældres sauna, var væggene også beklædt med noget lignende. Jeg tror nok det var en form for nåletræ, måske gran.
Plankerne i saunaen var smukke husker jeg. De svedte altid harpiks. Jeg husker det godt, for gud hvor sad vi længe der. Med morfar og hans uendelige verden af historier. Eller med mormor, skiveskårne æbler, og alle hendes lege. “Båden er ladet med”

Klik her og Støt SEIN
Lyde:
susen fra biler, sirener et sted, skingre fuglefløjt, mænd der snakker lige ude foran mit vindue, nogle der borer i deres væg, en nabo/genbo/underbo som har fundet en måde at få lyd igennem de ellers solide murstensvægge.
Et pludseligt due-kald. Der kalder mig hjem. Hjemme i Sønderhygum, lå der et hus. Det sidste hus i byen. Og bag det hus, lå Harrys Granskov. Hvor Harry solgte juletræer ud, helt til han døde.
Efter han døde kørte naboernes børn motocross rundt deromme, og mor blev sur. Og truede med magt. Og de stoppede. Men Harrys søn har altid smidt træ i sin flisfræser, måske af bitterhed, gik han altid i gang, tidlige weekendmorgner, som jeg så kunne vågne op til.
Og nu ved jeg, at der også er duer til, heroppe. Og det trøster mig.
Jeg savner ikke Jørn’s flisfræseri. Og heller ikke det faktum at det kun var vores hus og tyskerens, som det eneste på vejen, der ikke fik skovlet sne, fra deres fortov, om vinteren. Usmageligt.
Men jeg savner skovduernes kald.
Og nu ved jeg, at der også er duer til, heroppe. Og det trøster mig.
Selvom jeg ikke engang vidste, at jeg havde brug for at blive trøstet.
Forvandlingen af et fremmede værelse til et hjem af Hannah Withen Hejl
Jeg sidder ved skrivebordet på mit værelse. På væggen foran mig hænger et billede af min mor og mig. Vi går hånd i hånd hen ad en badebro. Jeg går hende kun til navlen. Vi smiler. Under billedet er et postkort med pelargonier malet i akvarel. Når man åbner det, er datoen for hilsnen ‘august 2014’. Det er ti år siden, jeg modtog det, og nu står det her på mit skrivebord i mit nye værelse i min nye lejlighed.
Hvor jeg bor nu minder mig om et tidligere hjem i mit liv. Særligt dørene ligner. De er gamle og skal skubbes i for at komme i hak. Der er malerpletter på væggene. Min udlejer har sagt, at jeg må male på dem. Der er en rød hest i dørkarmen.
Da jeg flyttede ind i værelset, hang der to ting på væggen: en krans af tørrede blomster og en dukke, der ligner en tulipan. Dukken hænger med en nål i sit hår. Mine venner synes, den er skræmmende. Jeg synes, den er betryggende.
Den første nat kunne jeg ikke sove. Jeg ringede til en ven om morgenen, og fortalte ham om den manglende søvn. Mågerne skreg højt i himlen. Min ven sagde: prøv at sove der endnu en nat, bare én nat. Og så prøvede jeg.
Værelset er åbent for alle følelser. Her kan alt muligt sætte sig.
Nu er hjemmet et hi, jeg kan gå ind og ud ad. Jeg tør være alene i værelset. Al tid står stille. Jeg kan lide at fremkalde forskellige tider. Nogle gange går jeg rundt i værelset som barn igen. Jeg stiller mig foran mit spejl og ser ind i mine syv-årige øjne, og jeg venter besøg og mærker mine 16-årige sommerfugle i maven, og jeg redder min seng og laver morgengymnastik og er på vej ind i pensionsalderen. Værelset er åbent for alle følelser. Her kan alt muligt sætte sig.
Jeg kan lide at sætte mig i vindueskarmen og se ud over hele byen, mens regn rammer ruden. Jeg kan lide at ringe til en veninde, og invitere hende på te, selvom det er sen aften. Jeg kan lide at vågne i stilheden, og på min vej ned gennem opgangen hilse på andet morgenliv.
Tekst: Calle Vibild og Hannah Withen Hejl
Visuelt: Sofie Mylliin Rasmussen
Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj
ej i er for kære venner, hvor er det nogle finde tekster<33