Trang til at dislocere
Følg Theis’ blik, der bliver fanget af en kvinde til en technofest, og oplev, hvor overbevisende et møde mellem øjne kan virke.
Visuelt af Astrid Ida Cornett
Klokken 02:07, natten til lørdag
Støjen fra de store højttalere brager igennem kroppen, så det føles som om, jeg har Parkinsons. I bar mave og sved danser jeg til rytmens tunge bas og synthesizer, som var det den sidste dag på jorden. Jeg ser ikke meget i dette dystopiske univers under den store lagkage lige ved Vesterbro Station men lever i nuet og bevæger kroppens legemer til en lyd af anerkendelse. Jeg ser ikke mig selv i lysets stærke kontraster, jeg mærker blot helheden af mig blive mere guddommelig i takt med de mange toiletbesøg. Det stresser mig ikke, at støjen i min krop råber efter ro, jeg tænker blot på den vidunderlige tid i det uvisses symbiose.
Som technoen buldrer igennem mine trommehinder, flyder jeg ud på gulvet som den sidste vals til det kongelige bryllup. Efter hvad der føles som ti sekunder, men nok snarere har været en time, bøjer jeg nakkens struktur og leder mine øjne op mod det epileptiske lys. Inden jeg når loftet, falder mine øjne over en så yndig og vidunderlig skabelse forklædt som en kvinde. Jeg tror ikke mine egne øjne, det her kan ikke være sandt, tænker jeg til mig selv. Jeg blinker og hælder noget vand ud over mit hoved for at vågne og sætte mig ind i virkeligheden igen, men den yderst smukke, slanke ”kvinde” står der stadig. Stadig med den blege hud, som hun havde før, og øjne, som kunne dræbe enhver. Mon hun er Medusa? Jeg skynder mig at kigge væk for ikke at blive forstenet af hendes skønhed med de øjne, som i lyset fra technoklubbens led-lys svinger hendes adonis fra fysisk form ind i min sindstilstand, som i forvejen er forvrænget.
Jeg tør ikke, men jeg vover at kigge derhen igen. Hun kigger mig dybt i øjnene, og vores to ånder mødes nærmest i midten af dansegulvet imellem os. Jeg er fanget, der er intet, jeg kan gøre. Nu må jeg se det i øjnene, edderkoppen har fanget mig i sit spind, nu må jeg lege med for ikke at blive viklet ind og få suget livet ud af mig. Sekunder, minutter, timer går, der er ikke et blik, der bliver fjernet, vi forstår hinandens distance og spyer med ild som drager for at ramme hinanden, men vi respekterer hinanden og har ikke brug for at udlevere hinanden til kendsgerningerne.
Hun stirrer ind i min sjæl og overfalder mig sensuelt som den dominatrix, jeg nu engang tror, hun er. Men som natten bliver længere og støjen fra de rå og barske højtalere falmer, som gnisten begynder at springe imellem os, bliver jeg også mere træt. Jeg ved ikke, om det er naturligt at have denne forfængelige fornemmelse af at være fortabt i så stor en forelskelse, for det er ikke blot Medusa, edderkoppen, skønheden som svinger mig omkuld, men også den mængde wc-besøg, som har gjort mig døsig. Jeg løsriver mig den ubehagelige men vidunderlige oplevelse af at være fortabt i en anden og beslutter mig for at tage hjem. Ned ad Istedgade tænker jeg på, hvor god sex jeg har haft, og jeg glemmer helt, at jeg aldrig har rørt personen.
Skribent: Theis Milling Eriksen
Redaktør: Johanne Ringøen
Visuelt: Astrid Ida Cornett
Dette digt maler et levende billede af en intens oplevelse i technoklubbens univers. Forfatterens beskrivelse af lyd, lys, og den mystiske “kvinde” vækker sanserne og skaber en surrealistisk atmosfære. Teksten formår at fange læseren med en blanding af sensoriske indtryk og følelsesladet narration, hvilket resulterer i en dybt engagerende læseoplevelse. Oplevelsen af forbindelse, forvirring og erotik væves smukt sammen og efterlader et mindeværdigt indtryk, der transcenderer det konventionelle. En sanselig rejse ind i det ukendte, hvor hvert ord synes at danse i takt med technorytmens pulserende energi.