Udbrænder uddannelsessystemet os, inden vi når arbejdsmarkedet?

Da jeg  startede på en videregående uddannelse i København sommeren 2019, præsenterede skolen alle os nye studerende for de skyhøje tal for, hvor mange der oplever stress, angst og depression i løbet af deres gang på skolen. Selvom intentionen var at belyse problemet, sad jeg desværre som studerende tilbage med følelsen af, at ansvaret for at komme helskindet igennem uddannelsen udelukkende lå på egne skuldre. For på trods af de dårlige statistikker oplevede jeg ikke, at skolen forsøgte at komme problemet til livs.
Tværtimod oplevede jeg et studie- og undervisningsmiljø, som var præget af en glorificering af travlhed og af kronisk dårlig samvittighed. Jeg har mødt undervisere, som eksplicit har opfordret til at arbejde i døgndrift alle ugens dage. Der blev ofte tegnet et billede af, at der ventede os en virkelighed, der så sådan ud, så vi kunne lige så godt vænne os til det. Vi skulle med andre ord ikke bare forberedes til erhvervslivet, vi skulle hærdes.

Men burde uddannelsesstederne ikke være der, hvor man skaber et grundlag for de gode arbejdsvaner? Burde der ikke implementeres en mere bæredygtig kultur i vores studie- og undervisningsmiljø, så vi ikke er udbrændt, inden vi når arbejdsmarkedet? Og hvem bør påtage sig ansvaret?

Jeg har flere venner og bekendte, som har oplevet lignende eksempler på en usund kultur på deres uddannelser. Men vi taler ofte om det, som om det er en selvfølge af studielivet og vores egen hovedpine frem for at adressere den systematiske problematik, som vi sammen står i.

Det er ikke kun på uddannelserne, at stressen raser. Det er et problem, der gennemsyrer vores samfund. Stressrelateret sygefravær koster nemlig den danske stat 27 mia. kr. årligt. 3000 danskere bliver årligt førtidspensioneret som følge af stress. Ifølge en undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen oplever over 40 procent af kvinder i aldersgruppen 19 til 24 år et højt niveau af stress. Det gælder for over 20 procent af mænd i samme aldersgruppe. Verdenssundhedsorganisationen WHO har endda varslet om, at stress vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020. Men på trods af at alarmklokkerne ringer, så lader det ikke til, at det har vakt nok politisk vilje til at gå ind i stressproblematikken. Et eksempel herpå er fremdriftsreformen, som i 2016 lagde op til, at de studerende skulle studere på fuld tid med en estimeret arbejdsuge på 43 timer. Samtidig slog den daværende regering studenterstillinger på 15 timer op i uddannelses- og forskningsministeriet. Det giver en arbejdsuge på 58 timer, hvilket svarer til næsten 12 timer om dagen, hvis man prioriterer at holde en smule weekend. Det ville kræve en prioritering, hvilket efterlader den studerende med et alt for stort ansvar. Heldigvis har vi set lempelser på fremdriftsreformen de seneste to år. Blandt andet er uddannelsesloftet og bonusordningen blevet nedlagt, og nu er der også udsigt til, at karakterskalaen skal reformeres, så den bliver mindre talorienteret og mere nuanceret. Det er initiativer som disse, vi skal have flere af. Og så skal vi have italesat, hvad sund arbejdskultur er.

Men hvem holder egentlig uddannelsesstederne i ørerne? De har også et ansvar for at passe på deres studerende. De har et ansvar for. hvilken kultur der får lov til at leve på studierne. De har et ansvar for aktivt at bidrage til at etablere sunde studie- og arbejdsvaner.

Hvis uddannelsesstedet oplever et højt stressniveau blandt deres studerende, har de et ansvar for at gøre det, der står i deres magt for at ændre det.

Uddannelsesstederne ville være et godt sted at starte for at ændre stressudviklingen i samfundet. Implementerer vi bæredygtige rammer og vaner på studierne, skaber vi grobund for, at vi kan tage dem med os videre ud på arbejdsmarkedet efterfølgende. Men ansvaret ligger højere oppe end hos de studerende. Og selvom det er vigtigt, at vi studerende sætter ord på tilstandene, så skal der mere til for at få skubbet til tendenserne.