(U)lykke

Vi sidder om bordet, og pigerne taler om spraytan. Jeg tænker på digtet, jeg har skrevet. Jeg tænker på Bjarke. På Caroline. På Ulrik. Vådservietterne er bedre end cremen, siger en af dem. Jeg forstår ikke noget.

En fugtig søndag morgen blev jeg ringet op og fik fortalt, at Ulrik var sovet ind samme nat. Han havde haft kræft i halsen et par år forinden og havde været i Texas for at få strålingsbehandling i ansigtet. Et par måneder inden var det igen i kroppen, og tingene var ikke, som de havde været anden gang rundt. Ulrik og jeg var gode venner, men allermest var han mine to bedste venners bedste ven. De havde været igennem begge sygdomsforløb med ham, hængende på kanten af sengen og fordelt hans tunge tanker mellem dem – og delt dem.

Den morgen græd jeg ude på fortorvet, men ikke som sådan, fordi det var mig, der var ked af det. Jeg tror, jeg var blevet ulykkelig på deres vegne. Blevet øm i kroppen ved tanken om, hvordan de havde det i samme øjeblik. Øm i brystet og ør i hovedet.

Det var, som om et bord blev ryddet den dag. Og skufferne tømt for alle overflødighederne, som vi normalt blindt beskæftiger os med. Brok, irritation, bekymringer, planlægning. Som en baggrundsstøj, der blev lydløs. En tinitus, der aftog. Alt det, som normalt kunne fylde alting, blev mast væk i den tætte luft den morgen af en kvast stemme i telefonen, og jeg kunne ikke andet end at tænke på de to. Mine to.

Jeg så det slå dem langsomt ihjel i den følgende tid. Som om de fik kræft af at miste ham. Jeg havde aldrig oplevet en så ødelæggende følelse, som da Bjarke bar kisten på sin venstre skulder med et blankt udtryk. Som følte han intet, fordi han følte alting. Og hvad gjorde det værre var, at jeg kun havde en løs ide om, hvordan det var for ham. Et gæt. Jeg vidste ikke, hvad han tænkte, og jeg turde for første gang ikke spørge ham. Det her menneske, jeg kendte så godt. Som jeg altid havde kunnet fornemme stemning og følelser hos, men som nu var sløret og utydelig for mig. Som jeg nu ikke turde tale til eller gå tæt på. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det her ødelagte menneske foran mig, for ligegyldig hvad jeg sagde, så ville det nærmest være en fornærmelse af ligegyldighed og mangel på betydning for det, der var sket lige foran os. Jeg ville så gerne sige noget, der kunne redde situationen. Noget, der kunne fikse det, der var faldet sammen. Men hvordan fikser man et ødelagt menneske? Hvor begynder man? Ved at samle resterne i det små? Ved at bygge ovenpå? Ved at lukke øjnene og ønske efter mirakler?

Af mangel på et mirakel gav jeg Bjarke en pakke blå Kings, Nescafé og æg, vi kunne kaste ud over skinnerne, i håbet om at han ville smile, fordi det var noget, kun han og jeg forstod. Måske det bare kunne få ham til at smile lidt. Jeg gav Caroline min barndomsbog ‘Linnea i månelyset’ om et barn, der oplever en voksen i sorg og glæde. Hvis nu det kunne minde hende om, at der var gode dage in mente, hvor hun ville have det lettere end nu. Som hun ville få det, halvandet år efter, da hun flyttede til i Berlin og blev det mest lykkelige, jeg har oplevet hende som.

Jeg sidder på trappen, og min fars kæreste siger, at jeg skal vaske globalknivene op i hånden i stedet for at lægge dem i opvaskemaskinen. Jeg kigger op. Hun holder en brødkniv i hånden. Jeg forstår ikke noget.

Mit hoved virkede tømt. Tomt. Nærmest hult. Jeg fik en tendens til at finde et sted at stirre hen på, hvor mine øjne ville falde til ro, indtil de blev tørre, og lågene ville trækkes i af refleks. Som var de gardiner, andre mennesker trak for og hen. Efterfølgende begyndte jeg at tænke helt enormt meget. Jeg begyndte at tænke på ting, som normalt lå mig langt fra sinde. Som at høre ordentligt efter, når folk talte til mig, som at spørge folk hvordan de havde det, som at se dem i øjnene. Tingene tog pludselig en drejning fra 100 km/t til gåtempo. Et tempo, jeg kunne følge med i. Bjarke og jeg kørte lange ture langs vandet. Nogle gange sagde vi meget, nogle gange intet.

Det virker, som om der kan ske ting, der er så store, at det går på tværs af hverdag og virkelighed. Der rydder hjernen for overflødige hovedpiner. Som skænderiet i sidste uge, der stadig ligger i maven. Som hvordan man skal klare sig igennem kemi indtil sommerferien. Som hvornår man burde få repareret sin computerskærm. Som i stedet giver én lyst til at sige undskyld. Til at smide telefonen ud. Til at trække vejret. Giver én en lyst til at leve midt i alt det, vi har gang i. Jeg begyndte at tænke over, at man egentlig i noget enormt menings -og magtesløst af og til kan skimte det fine og meningsfyldte.

Jeg tror faktisk ikke på, at den værste følelse er at være ulykkelig, men derimod at være tom. Ikke at de to ikke kan hænge sammen eller komme lige op ad hinanden, men er man ulykkelig, så oplever man følelser, som fylder ud, og som også minder én om, at man er et menneske, der lever et liv, der begår sig på godt og ondt. Man omgives af en form for menneskelig kærlighed, og man er opslugt af en sorg, der er omdrejningspunktet for ens verden i en periode. Er man tom derimod, så er man rastløs, ensom, uden en finger at sætte på, hvad det hele nødvendigvis skyldes. Ulykkelighed fylder i hver en del af kroppen, ligesom det gør at være lykkelig. Propper én med følelser, der forløses med lykkelige grin eller en ulykkelig gråd. Jeg tror ikke, at de to er ens, men de er måske heller ikke modsætninger. Måske kan store ting, som både død og forelskelse, ændre størrelsesforskellen for de ting, man går op i. Præcisere ens fokus – eller tvære det helt ud. Trods alt så kan både ulykke og lykke – død og forelskelse – få én til at blive øm i brystet og ør i hovedet.

Jeg står udenfor grusstigen ved en rododendron. Kigger på en himmel, der er blevet en sart lyserød. Bjarke tager mig i hånden og siger, at han har læst mit digt til Ulrik. Jeg krammer ham. Der dufter af sommer, og jeg bilder mig selv ind, at det er ham.