Unge ejer verden – afsnit 1

01. februar 2019

Scholl-søskende. Tavi Gevinson. Nadia Comăneci. Jeanne d’Arc. Mozart. Greta Thunberg.

Astrid og Oskar har sammen med andre fra SEIN-redaktionen skrevet om og illustreret unge mennesker, der har gjort noget vigtigt eller beundringsværdigt. For at vise, hvor meget ungdommen kan.

Dette er første afsnit i en serie, hvor vi vil hylde unge mennesker, der har gjort noget vigtigt eller beundringsværdigt. Vi har ledt i historien og i nutiden. Vi har valgt seks (syv) personer, som vi har skrevet om og illustreret.

Vi vil gerne vise, hvor meget man kan som ungt menneske, vi vil vise nogle af de alternativer, unge mennesker har præsenteret, nyskabelser, modstand, forandring, fred. Vi vil gerne vise, at ungdommen ikke bare er en venteposition, en tid, hvor man vokser og lærer og bliver et færdigt menneske. En voksen. Men at man kan udrette store og små – og vigtige – ting, mens man vokser, mens man lærer. Det handler ikke nødvendigvis om at sammenligne unge og voksne, at sætte dem hårdt op mod hinanden. Men det handler om at sige: Det er ikke kun voksne, der ændrer ting i verden, det er ikke kun mennesker, der har levet i så og så mange år, der ved noget eller kan noget.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at en styrke ved ungdommen er, at man måske ikke endnu har accepteret, at sådan er tingene, men at man ser andre muligheder. Jeg ved godt, at idealisme ikke er forbeholdt ungdommen. Men jeg tror, at ungdommen har en særlig styrke. At den styrke måske er at kigge på verden med nye øjne. Og jeg mener ikke kun politisk eller samfundsorienteret. Jeg tænker også inden for kunst, videnskab, sport osv. osv. Alle disse verdener med hver deres regelsæt. Regelsæt, som ungdommen kan bryde eller om-tænke.

Fælles for de unge mennesker, vi har valgt, er, at de alle på en eller anden måde har ændret noget, har trodset noget, har gjort eller skabt noget helt nyt.

Det er en hyldest, ikke bare til de personer, vi portrætterer, men til ungdommen. Samtidig er jeg klar over, at det godt kan være et pres at være ung, især når man ser unge mennesker have overskud til at gøre noget stort og anderledes. Måske har man travlt nok med at gå i skole eller med at være der for sine venner og familie, måske ved man ikke, hvor man skal begynde. Vi ønsker ikke at sige, at den eneste indsats, der tæller, er den indsats, der kan blive skrevet om i historiebøger eller aviser. Men vi ønsker at fremhæve de her personer for at prøve at vise, hvor meget styrke og revolution der ligger i det at være ung. Det er vores håb, at det kan være inspirerende. Jeg tænker selv de her mennesker som fyrtårne, som en slags alternative idolplakater. Jeg håber, at det kan blive en påmindelse om, at andre ikke skal undervurdere os, at vi ikke skal undervurdere os selv eller hinanden. En påmindelse om, hvor meget vi kan. Især hvis vi er sammen.

– Oskar Fehlauer Nielsen

 

Hans og Sophie Scholl

Hans og Sophie Scholl blev kun henholdsvis 21 og 24 år. De blev begge henrettet d. 22 februar 1943 i et fængsel i München, kun få timer efter at de havde fået deres dødsdom. De blev dømt til døden under det nazistiske regime i Tyskland for deres arbejde i modstandsgruppen ”Weiße Rose” (”Hvide Rose”). ”Hvide Rose” var en ikke-voldelig modstandsgruppe, der skrev kritiske tekster om styret. De brugte forskellige forfatteres og Bibelens ord til at beskrive, hvor forkert og umenneskeligt nazismens verdenssyn var.

Den dag, de blev arresteret, var de i gang med at uddele pamfletter for gruppen på det universitet i München, hvor de begge studerede. Sophie læste filosofi og biologi, og Hans læste medicin. En pedel på universitetet opdagede dem og angav dem til Gestapo, det hemmelige politi i Nazi-Tyskland. Der er lidt forskellige historier om den meget hurtige retssag, nogle mener, Sophie nægtede sig skyldig, indtil Hans tilstod, og at hun så gav efter, andre, at hun gik i døden som en slags martyr. Uanset hvad er historien om Scholl-søskende et billede på ungdommens ønske om at ændre det etablerede. Samtidig er historien om dem også historien om regimets grusomhed.

Det var Hans, der startede ”Hvide Rose”, og egentlig havde han forsøgt at holde Sophie væk, fordi han vidste, det var farligt, men hun insisterede. Hun nægtede at forholde sig passivt, hun kunne ikke leve med ikke at forsøge at gøre noget, der kunne modarbejde naziregimet. Hans og Sophie nåede aldrig langt med deres arbejde, men de er nogle af de mange unge, der kæmpede mod det totalitære og for frihed, og selv efter deres død kan Hans og Sophie vise, hvordan idealismen og den folkelige modstand var stor, selv under det værste regime i nyere historie.

Tekst af Olivia Nedergaard, illustration af Frida Sønderlev Hansen

Tavi Gevinson

Tavi Gevinson tog billeder af sig selv i underlige outfits i sin baghave. Helt i den tidlige, tidlige tid af bloguniverserne havde hun startet en modeblog. Hun var lille og troldeagtig og 11 år gammel. Hendes tøj var en blanding af børnetøj, mormorstil og avantgardekunst. Da hun blev lidt ældre, begyndte Tavi at skrive dagbøger. Rigtig, rigtig mange. Og hver bog blev art directed, så alt i hendes liv passede til dagbogens stemning – både håndskriften, tegningerne, idoler, hendes værelse, musik, hun lyttede til, og tøj, hun gik i.

På et tidspunkt skrev hun på sin blog, at hun ville starte et ungdomsmagasin. Hun modtog over tre tusind e-mails og brugte resten af sit første år i high school på at læse dem igennem og samle en redaktion.

I 2011, da Tavi var femten år gammel, startede hun Rookiemag. Det blev en platform og et fællesskab for en masse unge kunstnere rundt omkring i verden. Og for mig at se var det begyndelsen på en bølge af ungdom, kreativitet, diversitet og aktivisme, der dukkede op alle mulige andre steder end bare lige på Rookiemag. Efter syv år skrev Tavi i december et langt brev om, at Rookiemag var nødt til at lukke, fordi det ikke længere kunne køre rundt økonomisk.

Tavi har engang sagt, at det bedste råd, hun kunne give til andre unge, er, at man skal lave sin egen toolbox: en samling af tv-serier, musik, bøger, film, æstetiske udtryk, mennesker, citater – ting, der inspirerer én, hjælper én eller minder én om noget vigtigt. Ens referencer og de ting, man bruger til at skabe noget med, kan være alt, der bare interesserer én. Og de er de bedste redskaber, til når man skal passe på sig selv eller få nye idéer.

Selvom Tavi som kun 22-årig har arbejdet på den vildeste, progressive måde – hun har ud over at være chefredaktør også nået at spille med i store teaterstykker på Broadway, udgive fem Rookie-bøger, skrive interviews for andre magasiner og holde taler ved blandt andet TED og Sydney Opera House – så virker det alligevel, som om hun stadig bruger over tre timer om dagen på bare at sidde i sin seng og høre musik og farvekoordinere ting, der er flotte.

Tekst af Sara Mering, illustration af Astrid Lund Johansen

Nadia Comăneci

Den rumænske gymnast Nadia Comăneci er født d. 12. november 1961. Hun blev sat til at dyrke gymnastik allerede i børnehavealderen – simpelthen fordi hun, med sin evige energi, var svær at styre. Comănecis talent skilte sig ud fra mængden af gymnastikelever, og hun blev som seksårig spottet af den anerkendte gymnast Béla Károlyis, hvorefter hun startede på hans gymnastikskole. Da hun var ni år, vandt hun, som den yngste nogensinde, de rumænske mesterskaber i gymnastik. Året efter vandt hun sin første internationale konkurrence.

Comăneci kunne i 70’erne og 80’erne kalde sig den yngste vinder af hele fem guldmedaljer i de Olympiske Lege. Guldmedaljerne fik hun naturligvis ikke for ingenting; hun var den første i hele verden, der scorede et perfekt “10.0” under OL-konkurrencerne i 1976. Faktisk kunne måltavlerne slet ikke vise hendes resultat, da de ikke var beregnet til så fejlfri en præstation.

Nadia Comăneci er et eksempel på en pige, der ikke blot kæmpede sig vej til en plads i de Olympiske Lege, men også overgik alle verdensrekorder, der hidtil var sat. Og ikke mindst et ungt menneske, der forstod at udnytte sit talent – og sin passion. Jeg tror, at en beundringsværdig stærk krop afspejler et endnu stærkere sind. Comăneci har uden tvivl haft sine kampe, både forbundet med det fysisk hårde i at udøve gymnastik, men også den mentale udfordring, der ligger i som 15-årig at gå ind i en verden, der er så konkurrence- og præstationspræget, som elitesporten er.

Under et møde med Michelle Obama i 2014 fik Comăneci at vide, hvilket håb OL-sejren havde givet den daværende førstedame, som sagde:

“Nadia, do you know what you did to me? When I saw you do what you did, you made me believe that I could do anything, too, if I just worked hard enough.”

Tekst af Johanna Okkels, illustration af Frida Sønderlev Hansen

Jeanne d’Arc

Jeanne d’Arc er både en mytisk og historisk figur. Helgeninde og krigshelt. Hun blev født i år 1412 i den franske by Domremy i Lorraine. På det tidspunkt havde Hundredeårskrigens stridigheder mellem Frankrig og England varet  i mange år. Man siger, at hun allerede begyndte at høre stemmer som barn. At det var Gud, der talte til hende. Senere gav stemmen hende en mission: Hun skulle bekæmpe englænderne i den franske by Orléans. Historien lyder nogenlunde sådan her: Hun klippede alt sit hår af. Hun iførte sig rustning og kæmpede på slagmarken som en mand. Hun ledte en hær og befriede Orléans fra englændernes besættelse. Da hun senere blev fanget af englænderne, overbragt til Inkvisitionen, ført for retten, anklaget for at stå i ledtog med djævlen og brændt på bålet som heks, var hun kun nitten år. Først længe efter har den katolske kirke renset hendes navn, udnævnt hende til martyr og kanoniseret hende som helgen.

Jeanne d’Arc står på mange måder tilbage som et symbol, som et kirkeligt eller feministisk ikon. Historien om hende er et eventyr. Og nogle historikere peger på, at store dele af historien om hende virkelig blot er opspind, at Orléans aldrig var besat af englænderne, at historien udspringer af franskmændenes behov for en nationalhelt. Jeg ved ikke nok om det til at sige, hvad der er rigtigt og forkert. Men jeg synes, at det er vildt og vigtigt at tænke på, at der findes historiske optegnelser, der minder os om, at dele af historien er sand, og at der i hjertet af fortællingen om hende findes en ung pige, der åndede og levede. 

Tekst af Oskar Fehlauer Nielsen, illustration af Astrid Lund Johansen

Wolfgang Amadeus Mozart

Wolfgang Amadeus Mozart er måske den mest berømte klassiske komponist nogensinde. Hans kompositioner står på mange måder som arketypen for klassisk musik. Hos Mozart er hver eneste gren af værket kendetegnet ved ikke kun en enorm teknisk dygtighed, men også ved en følelsesmæssig umiddelbarhed, der gør, at hans ofte bombastiske og storslåede dramaer med lethed kryber ind under huden på lytteren. Jeg synes, du skal lytte til hans 41. symfoni – også kaldet jupitersymfonien – for her hører du, hvordan Mozart væver et tæppe af små motiver, der langsomt stiger og falder i intensitet på samme måde som bølger, der skylder ind over en strandkant.

Mozart blev født i 1756 i den østrigske by Salzburg. Han var et vidunderbarn, og selvom der senere er blevet sået tvivl om, hvorvidt han virkelig var tre år, da han lærte at spille cembalo blot ved at høre andre spille, er der ingen tvivl om, at han fra en uhørt tidlig alder udviste et overvældende talent. Man mener, at Mozarts far, der tilsyneladende var umådeligt dygtig til markedsføring, skulle have overdrevet en smule for at få den unge Wolfgangs bedrifter til at tage sig endnu mere imponerende ud.

Lad mig for den gode histories skyld holde mig til den officielle fortælling, der lyder på, at Mozart – udover cembalo – også hurtigt lærte at spille klaver og violin, hvorefter han allerede som femårig begyndte at komponere og i en alder af otte år komponerede sin første symfoni. Da han fyldte 18, havde han komponeret 30. Af de tidlige symfonier er min favorit hans femogtyvende, som Mozart komponerede, da han var 17 år. Få symfonier nærmer sig den, når det kommer til at udtrykke en stemning af tragedie og fare.

Fortællingen om Mozart fascinerer mig. Ikke fordi han var et vidunderbarn – dem er der forholdsvis mange af i historien om klassisk musik – men fordi han også bare var et barn. Et barn med al den uansvarlighed og skødesløshed, der hører til – i barndommen såvel som i voksenlivet. Meget tyder på, at han senere i livet havde problemer med både ludomani og utroskab. Breve skrevet af Mozart til venner og familie viser desuden, at han havde en overraskende forkærlighed for humor, der primært involverede prutter og afføring. En lang række psykologer og lignende har forsøgt at fortolke denne tendens, men det, synes jeg, er unødvendigt. I mine øjne er det udelukkende interessant, fordi det viser, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem tidligt at udvise talent og tidligt at blive moden. Fordi det viser, at han ikke er så forskellig fra os andre, at han ikke er fejlfri, blot fordi hans værk er så komplekst. For mig gør det Mozart mere menneskelig. Han kommer ned fra sin piedestal og er pludselig i øjenhøjde med os andre. Han bliver menneskelig, og det samme bliver hans musik – menneskelige følelser, godt nok genskabt med matematisk præcision, men trods alt menneskelige.

Tekst af Rasmus Weirup, illustration af Frida Sønderlev Hansen

Greta Thunberg

“…You are not mature enough to tell it like it is. Even that burden you leave to us children. But I don’t care about being popular. I care about climate justice and the living planet…”

Sådan lød det, da den kun 16-årige svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg gav alle verdens voksne og politikere en alvorlig opsang og skideballe til klimatopmødet COP24 i Polen i december 2018. Det var efter den varme sommer, hvor den globale opvarmning kunne mærkes på egen krop og ses i naturen med skovbrande flere steder i verden, bl.a. Sverige, at Greta besluttede sig for at strejke for klimaet frem til det svenske riksdagsvalg. Hun ville sætte fokus på klimaet og skabe opmærksomhed på de klimaproblematikker, politikerne ikke tager alvorligt nok.

Med en hjemmelavet plakat, hvor ordene ’skolestrejk för klimaet’ stod med fede, håndskrevne bogstaver, satte hun sig foran Sveriges parlament, Riksdagen. Og det varede ikke længe, inden folk blev opmærksomme på den 15-årige skoleelev. Politikere og journalister ville tale med hende, og både jævnaldrende og ældre klimaaktivister satte sig sammen med hende og deltog i hendes strejke.
Efter det svenske valg vendte Greta tilbage til skolen, men hun fortsætter stadig sin strejke hver fredag, som hun kalder Friday for future, der nu har spredt sig til hele verden, hvor børn og unge strejker for klimaet.

I Gretas Instagram– og Twitter-bio står der ”16 year old climate activist with Asperger”. Greta har diagnosen Aspergers, der har påvirket hendes helbred, bl.a. i form af en spiseforstyrrelse. Men hun mener også selv, at den har haft betydning for hendes engagement i klimaet og den måde, hun går til udfordringerne på.

Greta tager klimakampen for de børn og unge, der skal overtage jorden efter deres forældre, og spørger de voksne, hvilken planet de vil overlade til deres børn. Som hun sagde i sin tale til COP24:

You say you love your children above all else, and yet you are stealing their future in front of their very eyes. Until you start focusing on what needs to be done rather than what is politically possible, there is no hope. We cannot solve a crisis without treating it as a crisis.”

Tekst og illustration af Astrid Lund Johansen

Hvad tænker du?

  1. Michael Frederiksen siger:

    Det her er så god en idé! Og en fryd at læse noget så gennemarbejdet – jeg glæder mig til de(t) kommende afsnit.

  2. Thora siger:

    Helt vildt godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *