Vi må blive bedre til at snakke om sorgen

“I får aldrig et sprog for at miste så længe alle sørger i tavshed,
systemets største sejr er at gøre sorg til et privat anliggende”

Sådan skriver Caspar Eric på side 179 i digtsamlingen Alt hvad vi ejer. 

Men det er løgn. 

Det er ikke en gevinst for samfundet at gøre sorg til et privat anliggende, men man skulle tro det, eftersom det er sådan, kulturen omkring sorg har stadfæstet sig. 

Jeg har, siden jeg læste bogen for halvandet år siden, opholdt mig meget ved netop disse to sætninger. Det har jeg, fordi de desværre meget præcist skildrer en virkelighed, jeg har opfattet på samme måde. En kultur, der har berøringsangst for døden såvel som for sorgen, og et helt samfund, der ikke har lært, hvordan man bør agere overfor en sørgende. En kultur, der er sorg-sprogløs, og hvor hæmmende det kan være for udviklingen af en sorgproces. Ligeledes har den tændt en fandenivoldskhed i mig, for det kan fandme ikke være rigtigt, at det skal være sådan, selvom jeg ulykkeligt kan bekræfte, at det indtil videre er en korrekt samfundsanalyse. 

Det ved jeg, for jeg har selv oplevet det i dagene efter min fars død, da jeg atter var tilbage i skolens kæmpe store aula med nogle-og-hundrede medstuderende. Tre dage efter uheldet var jeg i skole, ikke for at lære noget, men fordi jeg havde et knugende behov for at kramme nogle af mine klassekammerater. Et holdepunkt, som noget af det sidste, der var efterladt urørt, mens alt andet var vendt på hovedet. Men også det var løgn. Den del, jeg kom for, var skøn og afledte for et kort stund, men jeg glemmer aldrig de mange øjne, jeg pludselig havde i ryg, nakke og fra siden. Alle lod til at kende min nye skæbne. En skæbne, jeg endnu slet ikke havde begreb om. Der var selvfølgelig nogen, der havde fortalt mig, at min far var død, men jeg var nok den sidste midt i cafeteriets intetsigende interiør, der i virkeligheden vidste, hvad jeg stod overfor.

Øjnene talte deres eget sprog. Jeg var midtpunktet, men på en præmis, jeg på ingen måde havde indflydelse på. En virkelighed, jeg ikke engang havde overvejet var mulig. Jeg vidste godt, at øjnene absolut ikke var et udtryk for, at folk ikke ville mig det bedste. Det gjorde mig dog alligevel hunderæd, og jeg husker, jeg tog hjem, bange og fortabt. Havde folks billede af mig ændret sig for altid? Ville de ikke længere turde snakke til mig, og ville det ændre min relation til nogle af disse mennesker? Jeg erindrer folks læber, der stoppede i en ellers led strøm af ord, når de fik øje på mig, og ansigtsudtryk, der var at aflæse på kilometerlang afstand, som havde de netop set noget hinsides menneskelig formåen.

Vi mangler simpelthen et sprog for sorgen. Vi lærer ikke at omgås den. Det gør vi blandt andet ikke, fordi den forties. Den gøres til et privat anliggende, for hvad kan vi, som nærtstående og bekendte, i virkeligheden gøre ved sorgen? Døden er nu engang en af de få definitive ting, vi mennesker ikke kan ændre udfaldet af.

I afmagt sender vi endnu et hjerte på Instagram i striben af allerede ens kommentarer for på den måde at tilkendegive vores omsorg. De fleste af os ville i virkeligheden nok gerne kunne sige noget mere, men det er, som om tungen knuder sig sammen, og fingrene pludselig føles formålsløse i forsøget på at skrive mere. Jeg har alle dage følt mig taknemmelig for den kærlighed, jeg alligevel godt ved ligger indrammet i det enkeltstående hjerte – men jeg synes samtidig også, at der ligger en vis absurditet i, at vi simpelthen ikke er bedre til at udtrykke os.

Jeg vil ikke gå til angreb og skyde med skyld-bly mod majoriteten, for de taler ikke sorgens sprog. Det er svært, hvis ikke umuligt, at tale et sprog, man ikke kender. Men før vi kan komme problematikken til livs ved at lære dens sprog, må vi derfor starte ved foregående punkt: nemlig at lære at lytte.

Og det er vi i Danmark, for at sige det mildt, ikke særlig gode til. Faktisk gør det os decideret ukomfortable. Særligt når vi efterfølgende ikke har muligheden for at sige noget konstruktivt.

Amalie Langballe skrev i februar 2017 i Informationen således: 

“Når det kommer til sorg, vil folk gerne bedrages… Hvis du ikke skal blive bitter på din omverden, er det vigtigt, at du forstår, at de fleste mennesker er løsningsorienterede. De vil gerne hjælpe, men du er grundlæggende hjælpeløs. Du har et uløseligt problem, og de kan ikke lide magtesløshed – slet ikke din indædte magtesløshed. Det skal du ikke bebrejde dem.” 

Og det har jeg heller ikke tænkt mig. Jeg har tænkt mig kollektivistisk at prikke til de mange af os, der ikke har lært at omgås sorgen. Lave lidt larm for et alvorligt hæmmende problem, vi har i vores kultur – måske helt uden at vide af det.

Det gør ondt, så min krop trækker sig sammen og sender sviende fornemmelser til hver enkelt celle, når min veninde fortæller mig, at en fælles bekendt, vi har, efter lang tids overtalen har fortalt hende, at hun synes, det var svært at håndtere morfarens nylige død. Hun havde ikke rakt ud, fordi – hvad skulle andre kunne hjælpe hende med? “Han kommer jo ikke tilbage,” havde hun forklaret. 

Og det er ganske vist rigtigt, at han ikke returnerer til tilværelsen. Men det piner mig, at mange af mine medsørgende føler, at de tærer på folk ved at forklare dem om sorgens overskyggende væsen. At de ikke føler, de kan tillade sig det. Vi dealer alle med hvert vores – så blot fordi døden er et uopretteligt problem, er det ikke ensbetydende med, at den alene af den grund ikke må få taletid. Sorgen er tung – tungere end så meget andet – så vi skal blive bedre til at spørge om hjælp. De fleste af os vil jo gerne hjælpe med at bære lidt på den tunge kuffert, hvis vi blot bliver spurgt. 

Mit held – og min klare fordel – har alle dage været, at jeg er god til at snakke om følelser. Det har gjort, at jeg den dag i dag står solidt i tilværelsen og har kunnet falde tilbage i en position, hvor jeg igen kan varetage et almindeligt liv. Jeg har med selvrespekt udtalt mine behov overfor venner og bekendte og med mig selv vidst, at det var okay at bede om hjælp. Jeg har klaret min sorgproces godt, men det skyldes primært, at jeg har råbt op om det, der gjorde ondt. Jeg ved samtidig også, at det ikke ligger alle lige nemt at række ud på samme måde. Jeg forstår, at det er svært at spørge om hjælp. Jeg forstår, at man er bange for at belemre folk. Men samtidig synes jeg også, at det er en forkert tanke. En tanke, som man ikke kun kan bearbejde de sørgende. I stedet for lade dem bære ansvaret for at række ud, så bør vi, samfundet, kigge på vores ansvarsfralæggelse og komme ind til kernen af, hvorfor det føles så forbandet svært for de sørgende at række ud.  

Jeg ved, magtesløsheden er øredøvende, men det er den måske mest af alt, fordi vi forbinder det at være til hjælp med at være konstruktiv? Mit skøn er, at vi i få andre tilfælde bliver konfronteret med samme magtesløshed, som når vi oplever døden. At vi her, i et mislykket forsøg på at hjælpe, også har prøvet at lette sørgende med tomme floskler som tiden læger alle sår, og andre har taget dem til sig, for hvad fanden siger man ellers om den brutale død? Hvad fortæller man en, der står sønderknust tilbage, hvis fremtid, sågar dagligdag, aldrig ser ud til at blive den samme? 

Jeg taler for alle, der nogensinde har lidt et tab, når jeg siger, at man aldrig bør gøre brug af sætninger som: Det nok skal gå over, og: Det hele bare er overvældende lige nu. For sorgen bliver ikke mindre, tværtimod. Man lærer med tiden sorgens plads at kende. Det bliver man nødt til, for den er kommet for at blive. Sorgen er ikke noget lineært aftagende forløb. Det nye liv uden den manglende person indfinder sig blot. Man laver de første minder uden personen i sammenhænge, hvor personen skulle have været der. Man flytter måske et andet sted hen, holder jul, tager på ferie og indtager måske den dødes spisebordsplads. Man tilpasser og tilvænner sig. Men det er direkte usandt, at tiden mindsker eller fjerner savnet. Intensiteten dulmes, men savnet gør på ingen måde. 

Faktisk er noget af det, der gør allermest ondt, tanken om, at den afdøde kan forsvinde helt. At folk tror, savnet aftager. Noget af det mest trøsterige, folk rent faktisk kan fortælle, er, at man aldrig nogensinde kommer sig over tabet. Det at skulle tro på, at den afdøde en dag er helt væk, og at det lille rum, hvor personen stadig er levende – minderne – skal frarøves en med tiden, synes næsten ubærlig. Tænk sig, så er de jo først rigtigt borte. 

Jeg kender det her fra egen krop, da jeg det første halve år efter min fars død havde meget svært ved at forestille mig ham. Det hele var meget sløret, og jeg kunne ikke se hans ansigt eller forestille mig hans stemme. Jeg var så ked af det og rædselsslagen for, at han for evigt var borte. Men i takt med at chokket lagde sig, kan jeg nu atter mærke hans ru hånd, som strejfede den mig i dette øjeblik. Jeg kan igen se hans markante rynker, der gjorde deres fremtræden, når han trak på smilebåndet. Jeg kan genkalde mig hans stemme, som den lød, når han hujede mod fjernsynet, og herrelandsholdet i håndbold atter i de sidste afgørende minutter hev sejren hjem.

Vi kommer alle på den ene eller den anden måde til at mærke sorgens uundgåelige, ødelæggende og ulidelige væsen. Hvis du elsker, skal du sørge. Sorgen er simpel udregning af kærlighed og savn. Sorg er en af livets betingelser, en naturlig lidelse, så hvorfor er det, at vi ikke har et vokabularium for den?

Jeg er forståelig over for, at sorgens sprog er broget. At sorgen har mange udtryksformer. Jeg hører ofte fra medsørgende, at sorgens sprog er svært at tilegne sig. Der er mange former, der ikke passer. Ikke desto mindre har jeg de sidste tre år gjort mig bekendt med følgende: Sorgens sprog er ikke helt, ikke altdækkende. Lige meget hvor meget du end vender og drejer, bøjer og vrider, så har du svært ved at sige det meste. Det er i virkeligheden mere et empatisk kropssprog, vi kan tillære os, og vi skal samtidig trække på vores allerede eksisterende sprog, hvis vi køber præmissen om at være sårbare – og turde være i det. 

Derfor er mit ønske ikke, at du som pårørende ved, hvad du skal sige. Men hvis du ønsker at hjælpe en sørgende, er mit klare råd: Spørg. Simple spørgsmål som: “Hvordan har du det?”, “Savner du egentlig stadig den afdøde meget?” eller: “Hvordan tackler du sorgen?” kan være indgange, som kan lede til rigtig fine samtaler. Som med så meget andet findes der ikke rigtig og forkert, men den sørgende vil med sikkerhed gemme din omsorg i sit hjerte. 

Det er vigtigt at nævne, at den sørgende ikke altid vil tale. Men vær villig til at lære, hvis den sørgende vil belære, aflaste eller sørge lydt. Det er den bedste hjælp, du kan give. At have en skulder fri og at være villig til at påtage dig en lille flig af tabet.

Men spørgsmålet er så i virkeligheden, om det rent faktisk er muligt for at komme dette problem til livs, eller er det et uforanderligt faktum, jeg fejlagtigt prøver at ruske i?

Kan man også bare tillade sig at stikke halen mellem benene? Magter de fleste det bare reelt ikke? Kan man tillade sig det, altså at lade den sørgende stå alene med sit særskilte sprog, eller har man et ansvar for at forsøge at lære det? 

Det må være op til den enkelte. Men med livet kommer døden, og med kærlighed kommer sorg. Det er et unægteligt vilkår, og når tiden kommer, vil vi alle møde den – og da vil de fleste af os måske kunne finde trøst i, at der fandtes et sprog, vi alle kunne finde ud af at tale. 

Og så er mit håb, at vi sammen tør udvikle et nysgerrigt og kærligt sprog for sorgen, så den kan blive en lige så naturlig del af samtalen, som den er en naturlig del af livet. Husk, vi får aldrig et sprog for at miste, så længe vi alle sørger i tavshed.