Unge på Udebane – ekstreme tider: Jøde, muslim eller bare ung?
I første version af serien “Unge på Udebane” udgiver SEINs nyhedsredaktion i hele april indlæg med temaet “Ekstreme tider”. I denne artikel skriver Megan om polariseringen efter angrebet i Israel den 7. oktober 2023.
To nye rapporter belyser, hvordan Israel-Palæstina konflikten påvirker jødiske og muslimske unge i København. Men hvor langt er der fra unges opråb til politisk handling?
7. oktober 2023 blev en dato, der sendte rystelser langt ud over Mellemøsten og dybt ind i unges hverdag herhjemme. For jødiske og muslimske unge var der ikke længere tale om en fjern konflikt.
Den sneg sig ind i deres hverdag og relationer. Nogle oplevede, at deres stilhed blev tolket som en holdning. Andre, at deres ord blev brugt imod dem.
Nu har to nye rapporter fra Moss-Bjerre Consultants, lavet for Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsudvalg, dokumenteret, hvordan det er at være ung på begge sider af konflikten i en ekstrem tid, hvor en skarp linje ofte tegnes mellem siderne.
En rapport om det at være ung muslim og en rapport om det at være ung jøde.
Nogle oplevede, at deres stilhed blev tolket som en holdning. Andre, at deres ord blev brugt imod dem.
En narrativ kampplads
Den mangeårige konflikt mellem Israel og Palæstina eskalerede i oktober 2023, og siden da har den offentlige samtale været præget af polariserende holdninger til både jøder og muslimer. Konflikten har ført til en øget antisemitisme og islamofobi over hele verdenen. Også herhjemme er banehalvdelene kridtet op.
Polariseringen er ikke kun et spørgsmål om politiske holdninger, men også om, hvordan unge oplever deres plads i samfundet. Når ekstreme holdninger dominerer debatten, skabes et os-og-dem-narrativ, der ofte gør jøder og muslimer til syndebukke for konflikten.
Men to nye rapporter viser, at unge på begge sider af konflikten deler en fælles oplevelse: De er sat udenfor fællesskabet. Gennem interviews med borgere og fagpersoner tegner rapporten et billede af to grupper, der i en tid med voksende modsætninger faktisk har mere tilfælles, end debatten giver udtryk for.
Frygten taler højere end de unge selv
I den ene rapport fortæller jødiske unge om en hverdag præget af frygt for at tale om deres jødiske baggrund i det offentlige rum. Det skaber en følelse af at være fremmedgjort over for omverdenen.
I rapporten fra Moss-Bjerre Consultants finder man som eksempel dette citat: ”Jeg havde en følelse af, at man skulle skjule den (jødiske identitet red,), og at den (jødiske identitet, red.) var forkert.”
Muslimske unge har en lignende oplevelse, men her handler det i højere grad om frygten for at sige noget forkert. I rapport nummer to fortæller flere, at de bevidst undgår at tale højt om konflikten. Ikke fordi de er ligeglade, men fordi de frygter at blive misforstået, udskammet eller sanktioneret.
Men selvom marginaliseringen af de to grupper er forskellig, har det samme resultat. Både jødiske og muslimske unge oplever en mærkbar afstand mellem dem og det omkringliggende samfund, hvor frygten for reaktioner fra omverdenen får dem til at censurere deres hverdag.
I en tid, hvor konflikten burde adskille dem, er det i stedet frygten, der forbinder dem.
Denne fremmedgørelse forstærkes yderligere af sociale medier, som har gjort konflikten mere nærværende end nogensinde. Dog ikke mere nuanceret.
I stedet har sociale medier bidraget til at forstærke narrativer om ekstremisme og generaliseringer, hvor algoritmer og cancel culture har tvunget unge til at forholde sig til konflikten.
En fagperson i rapporten forklarer:
”Det, der har været den store forskel på denne konflikt og de tidligere, er de sociale medier. Mange unge, der ikke plejede at blande sig, gjorde det, fordi de også fik meget materiale fra blandt andet TikTok. Det er ikke så nuanceret.”
Den offentlige debat giver indtrykket af to fjendtlige lejre. Men når man ser på, hvad de unge oplever, tegner der sig et andet mønster.
I en tid, hvor konflikten burde adskille dem, er det i stedet frygten, der forbinder dem.
To brande, der ikke bliver slukket
Ifølge en søgning på statsbiblioteket.dk er der blevet skrevet 23.691 artikler, der indeholder ordet antisemitisme siden oktober 2023, mens kun 380 artikler nævner ordet islamofobi i samme periode.
Denne forskel rejser spørgsmål om, hvem der egentlig bliver hørt?
I rapporterne beskriver jødiske borgere, at de ofte føler sig set af det danske samfund, især når de omtales i officielle sammenhænge som Dronningens nytårstale, eller når folketingspolitikere udtrykker sympati for dem. Men de ser ikke ord blive til handling.
På den anden side udtrykker mange muslimske borgere en dyb mistillid til det danske demokrati. De føler ikke, at de bliver taget alvorligt eller har samme beskyttelse og frihed som andre grupper i samfundet.
Med andre ord føler de jødiske borgere sig overset i en samtale, der burde handle om dem. Samtidig oplever de muslimske borgere, at de slet ikke bliver inviteret ind i den.
Forestil dig, at der er to brande i en bygning. Den ene brand er antisemitisme, den anden er islamofobi.
Begge brænder, men brandalarmen ringer kun for den ene. De jødiske borgere står i rummet, hvor alarmen ringer, men de føler ikke, at nogen faktisk lytter til dem, når de prøver at forklare, hvordan ilden spreder sig.
De muslimske borgere står i det andet rum og ser røgen. Men deres brandalarm er aldrig blevet installeret, så selvom de råber om hjælp, er der ikke nogen, der reagerer.
Med andre ord føler de jødiske borgere sig overset i en samtale, der burde handle om dem. Samtidig oplever de muslimske borgere, at de slet ikke bliver inviteret ind i den.
Hvem får plads ved bordet?
Muslimske borgere fortæller, at de oplever en stor folkelig opbakning, særligt i forbindelse med propalæstinensiske demonstrationer. De kan råbe i gaderne, men hvad hjælper det, hvis deres ord runger hult?
Mandag den 31. marts havde Københanvs Beskæftigelses- og Integrationsudvalg andenbehandling af rapporterne fra Moss-Bjerre Consultants.
Her skulle de blandt andet tage stilling til, om Muslimernes Fællesråd skulle inddrages i Københavns Kommunes følgegruppe for handleplanen mod racisme og diskrimination.
Mens visse muslimske fællesskaber allerede er repræsenteret i følgegruppen, har Muslimernes Fællesråd hidtil været fraværende på trods af deres betydelige arbejde på området.
Finn Rudaizky, som er medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, er selv jøde og har tidligere været formand for Mosaisk Trossamfund i Danmark. I et telefonisk interview fortæller han SEIN, at det nu er besluttet at invitere Muslimernes Fællesråd ind i følgegruppen, dog uden yderligere kommentarer om, hvorfor det først sker nu.
Samtidig bekræfter han, at tre nye indsatser baseret på rapporternes konklusioner er vedtaget. Men ifølge Rudaizky bør man også rette blikket mod specifikke grupper, særligt i forhold til antisemitisme.
”Demonstrationer, der har været i relation til Israel – som jeg synes, er helt okay, og som man har man lov til – har afledt trusler mod jøder herhjemme i Danmark, og den del er man nødsaget til at tackle,” siger han.
Han påpeger, at antisemitisme blandt andet kan findes i bestemte befolkningsgrupper, og fremhæver særligt palæstinensere:
”I relation til antisemitismen findes det blandt andet en hos del af palæstinenserne. Men jeg vil understrege, det her har ikke noget med Israel at gøre. Det har noget at gøre med det generelle jødehad, der er opstået i København.”
Bør der også være større politisk fokus på islamofobi?
“Uanset hvor der er racisme, så skal den jo bekæmpes. Det vil sige, at foregår der det, så skal der selvfølgelig gøres noget ved det,” siger Finn Rudaizky.
Hvad siger du til, at rapporterne fra Moss-Bjerre Consultants tydeligt dokumenterer, at der foregår islamofobi?
”Ja, men så skal der også gøres noget ved det, det er klart,” siger Finn Rudaizky.
På trods af rapporternes dokumentation af diskrimination rettet mod muslimer står det uklart, om den politiske vilje til at handle konsekvent mod alle former for diskrimination deles bredt i udvalget.
SEIN har forsøgt at få kommentarer fra flere medlemmer af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, men uden held.
To sider af samme problem
Lad os vende tilbage til brandalarmen: Ja, de muslimske borgeres stemmer fylder i gadebilledet, men det betyder ikke nødvendigvis, at en alarm ringer i de officielle systemer.
De unge, der har bidraget til rapporterne, peger selv på en voksende polarisering. Mange oplever, at deres erfaringer ikke spejles i hverken den politiske indsats eller den offentlige debat.
Når antisemitisme og islamofobi i højere grad fremstår som adskilte problematikker end som fælles udfordringer, risikerer det at skabe afstand mellem grupper, som i virkeligheden har meget til fælles.
Undgår man at finde fællesnævnere i kampen mod diskrimination, kan unge ende med at stå tilbage med en oplevelse af, at deres virkelighed overskygges af politiske dagsordener.
Når antisemitisme og islamofobi i højere grad fremstår som adskilte problematikker end som fælles udfordringer, risikerer det at skabe afstand mellem grupper, som i virkeligheden har meget til fælles.
Spørgsmålet er ikke længere kun, om man bliver hørt, men hvem man først og fremmest bliver set som. Er man jøde, muslim eller bare ung?
I næste uges udgave af “Unge på Udebane: Ekstreme tider” skriver Juliane om lukningen af Pusher Street på Christiania i forbindelse med begivenhedens 1-års-jubilæum.
Er du nysgerrig på, hvad “Unge på Udebane” er, kan du læse mere om det her.
Hvad tænker du?