Om tilgivelse

12. marts 2018

Camilla synes, at tilgivelse er noget af det sværeste, men også noget af det smukkeste, hvis man er i stand til det – ikke mindst for sig selv.

Hun har snakket med fire unge mennesker om tilgivelse og deres forhold til netop dette.

Illustration af Seline Rørbech

Når jeg går gennem livet, er jeg aldrig rigtigt alene. Med mig går nogle små væsener. De holder sig lige bag mig, de siger aldrig noget, og jeg kan ikke se dem. Men jeg kan mærke deres tilstedeværelse, som vi går dér sammen. Engang var der ingen, men henover mit (trods alt stadigt unge) liv er der kommet flere til. Lidt hen ad vejen er de dukket op – én for én – og sådan er de fulgt tavst med lige siden.

Sådan føles det i hvert fald: De tilgivelser, jeg aldrig har formået at give. Til veninden, der forsvandt. Til kæresten, der løj. Til roomien, der stjal. Til manden, der udnyttede. Til gymnastiktræneren, der mobbede. Til alle dem, der aldrig sagde undskyld. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Det er nærmere, fordi jeg ikke ved hvordan. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan tilgivelse ser ud.

Alligevel tror jeg, at det er ret smukt.

Tilgivelse er både det sværeste, men også noget af det største, man kan give til et andet menneske.

Tilgivelse er både det sværeste, men også noget af det største, man kan give til et andet menneske. Og ikke mindst til sig selv – og for sig selv. For i længden er det udmattende hele tiden at være ledsaget af små, påtrængende væsener, der gør opmærksom på alle de ting, der har gjort ondt.

Jeg har spurgt fire unge mennesker, der også alle har måttet forholde sig til den, om hvordan tilgivelsen ser ud – både når man har givet den, og når man ikke har kunnet. Og om, hvordan man kan tackle den. For i bund og grund kommer vi alle sammen til at stå ansigt til ansigt med tilgivelserne, både når de følger tavst med os, og når vi endelig får givet slip på dem.
Og så er det rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan have et svært eller ambivalent forhold til det med at tilgive.
Læs deres historier her.

Anna
”Jeg har en tendens til at tilgive alt og alle meget hurtigt, også selvom de ikke beder mig om det. Jeg ved ikke helt, hvor al den tilgivelse kommer fra. Måske bunder det bare i, at jeg forestiller mig alle de grunde, de kan have til at gøre, hvad de nu gør. Det er ikke, fordi det er store ting, jeg taler om. Det er bare alle de der små kommentarer og handlinger, som nogle mennesker måske bærer længe rundt på, og som nogle undskylder – og nogle ikke undskylder. Det er, som om jeg ikke rigtigt kan rumme det der med at blive fornærmet. Eller at sige fra. Eller at stå fast. Selvfølgelig tilgiver jeg folk, når jeg godt ved, at de nok ikke har ment noget ondt. På den måde er jeg også glad for min tilgivelse. Det gør, at jeg sjældent bærer nag, og jeg glemmer hurtigt de dumme ting.

Men det kan også gøre mig bange for, om jeg kan blive udnyttet. Det kan nogle gange føles, som om jeg hellere vil have, at det er mig, der giver mig lidt og er rummelig og gør plads end de andre. Og det er jo godt at kunne give plads, men det burde måske gå begge veje. For det hænger ofte sammen med, at jeg aldrig ville gøre eller kræve de ting, jeg tilgiver andre for at gøre mod eller kræve af mig. Hvis jeg havde en pik, så ville jeg nok ikke mase den så langt ned i halsen på mig. Og hvis der var gruppearbejde, så ville jeg sandsynligvis nok aldrig nægte at komme, fordi jeg hellere ville sove længe.”

Jonathan
”Jeg ved ikke, hvornår det gik op for mig, at noget var forkert. Det er så stor en del af mig, og der er så meget at tilgive, at jeg nok har skubbet det fra mig. Måske har jeg haft det med mig at tilgive de enkelte, mindre episoder. Men det med at reflektere over og tilgive alt, dét har jeg skubbet væk.

Igennem min barndom føltes det, som om min mor var to personer: Nogle gange en god og kærlig mor, andre gange én, der var utilregnelig og svigtede. I dag har jeg igen fået et godt forhold til hende, og i et stykke tid har jeg kun oplevet den gode side.
Alligevel har jeg ikke fundet ud af, om jeg har tilgivet. For jeg har ikke glemt og kommer ikke til det. Jeg tror ikke, at jeg er der, hvor jeg kan tænke over tilgivelsen endnu. Måske vågner jeg op en dag og har tilgivet det. Men når det drejer sig om at tilgive noget så stort, er det nok en løbende proces. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer dertil, at jeg kan tilgive det. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil tilgive hende, når jeg er klar til det. Men det tror jeg ikke, jeg er nu, hvor det stadig ikke er ordentligt bearbejdet. Jeg kommer aldrig til at acceptere eller respektere, at man kan yde omsorgssvigt for sine egne børn, men jeg kommer nok til at acceptere, at det er sket for mig, og at det er en del af min historie.
Tilgivelse handler også om at acceptere ens fortid og historie. Og at tilgive for sin egen skyld.”

Julie
”Jeg føler, at jeg har det med aktivt at tilgive personer, der har såret mig. Nok for at beskytte mig selv, så jeg ikke skal bære rundt på følelserne indeni. Jeg ser det at tilgive lidt som en forsvarsmekanisme, idet man beskytter sig selv ved at komme videre med sit liv i stedet for at gå og håbe, fortryde eller være sur over gamle følelser.

Jeg tror, meget af det bunder i at ville det bedste for andre og samtidig prøve at beskytte sig selv – bevidst eller ubevidst. Jeg har altid haft svært ved at finde ud af, hvilke følelser der er inde i mig selv, og det er først inde for det sidste års tid, at jeg er begyndt at få en forståelse for dem. Derfor har det også været svært for mig at vurdere, hvordan jeg i virkeligheden havde det med situationerne, og så har jeg taget en beslutning om at komme videre ved at tilgive.
Da både min ekskæreste og veninde gav slip på mig, tilgav jeg og accepterede, at det var sådan, de følte, og det gjorde, at jeg selv langsomt kunne komme videre og blive glad igen. Jeg tror, tilgivelse går hånd i hånd med, at man vil sine næste og dem, man holder af, det bedste – lige meget om det er med én selv eller med andre. Jeg ved, at det kan lyde lidt mærkeligt, men det at se positivt på situationen fremfor at bære nag gør bare, at man selv bliver gladere og kan komme videre.
Men man kan godt både tilgive og give sig selv lov til at være ked af det på samme tid – og så er det også vigtigt at tilgive sig selv for dét.”

Linnea
”Min far smed mig ud hjemmefra for et års tid siden fra den ene dag til den anden. Forleden kom jeg forbi hans hjem for at hente lidt mere varmt tøj, og mit værelse var pakket i kasser og stablet sammen i et hjørne. Han og hans kæreste bruger det nu som gæsteværelse, og ellers står det og støver til med mine bøger og billeder. Min far er glad og har en kæreste og hendes familie, og de har lige fået ny bil. Og jeg tror nærmest, at det er grunden til, at jeg ikke kan tilgive ham: Han er sluppet så let fra noget, jeg stadig lever i. Det er ikke, fordi vi har haft noget stort skænderi, og dét har nok bare gjort det værre. Han smed mig ikke ud, fordi han var vred i øjeblikket – han gad mig bare ikke mere.
Jeg tror nærmest, at jeg misunder ham for at være ovenpå, og det gør, at jeg ikke vil give ham det gode ved en tilgivelse. Men en del af mig vil jo gerne tilgive ham alligevel. Det gnaver mig i maven at være sur. Jeg synes, det er så svært. Jeg håber, at jeg en dag vil kunne tilgive ham. Men som det er nu, ville jeg ikke mene det, hvis jeg besluttede mig for at tilgive ham for at sætte mig i den situation, han satte mig i. Jeg føler lidt, at jeg har brug for at komme til det punkt, hvor jeg kan mene en tilgivelse mere, end han har brug for at blive tilgivet. Og selvom jeg ikke regner med det, så håber jeg på engang at få en undskyldning – for det ville gøre det så meget lettere.”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *