Utroskab – skammen over ikke bare at gå sin vej

Dum. Naiv. Mangel på selvrespekt. Desperat. Afhængig? Det var de prædikater, jeg i dag skamfuldt må indrømme, jeg satte på dem, jeg kendte, som tog deres kærester tilbage, efter var blevet udsat for utroskab.

Op gennem folkeskolen, efterskole, gymnasiet, højskole og i mit sabbatår hørte jeg med jævne mellemrum om klassekammerater og venner, som fik deres hjerte og tillid knust af deres kærester.

Jeg havde ondt af dem, jeg trøstede dem og forestillede mig, at jeg kunne sætte mig i deres sted, men set i bagklogskabens lys, er det tydeligt, at utroskab var som en by i Rusland for mig dengang.

Klik her og Støt SEIN

Jeg vidste godt, at det var et tillidsbrud, at det var dybt forkert, og at det måtte føles som verdens største mavepuster. Men så var det ikke dybere end det. Selvfølgelig skal du gå fra din kæreste, der har været dig utro. Hvorfor skulle du ikke gøre det?

Hvis det var mig, der stod i den situation, havde jeg ikke været i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde simpelthen regnet det ud, og det havde de ikke. Jeg var klog, og de var det modsatte. 

Det var, indtil jeg selv stod en tirsdag eftermiddag i juni måned med en besked i mine DMs om, at min daværende kæreste havde været sammen med andre. Ikke én anden, men flere. Det føltes, som om en sluse under mig blev åbnet, og jeg faldt mange tusinde kilometer ned i jorden.

Det er faktisk svært at genkalde, præcis hvordan jeg havde det, fordi min hjerne så belejligt har fortrængt store dele af det.

Men jeg kan huske de ord, der rungede i min hjerne i dagene og ugerne, der fulgte: Jeg kan ikke stole på nogen. Alle har løjet for mig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg fortjente en kæreste, der ikke gjorde sådan noget mod mig? Jeg kommer mig aldrig over det her. Jeg hader ham.

Jeg vil gøre alt i verden for at få ham tilbage.

I forbindelse med artiklen fik jeg lov til at stille nogle spørgsmål om utroskab til psykologistuderende og samtalepartner hos Avilius Jonas Ditlev Melsen. Hør hans svar ved at klikke nedenunder.

Kan du forklare de faser, man typisk går igennem, efter man opdager, at ens partner har været en utro?

Jeg røg i en choktilstand, og min hjerne kunne ikke forstå, at jeg faktisk var blevet udsat for utroskab. Men det, der overraskede mig mest, var, at jeg havde så svært ved at gå min vej.

Pludselig smuldrede den karikatur af kvinder, jeg og samfundet havde opretholdt hele mit liv, som dumme og naive personer med lavt selvværd. Jeg måtte indse, at der måtte være en anden forklaring, for sådan et menneske var jeg ikke.

Jeg fokuserede på min overlevelse, og i et desperat forsøg på at genvinde kontrollen ville min hjerne ikke give slip på ham. Det føltes som jordens største afvisning, og det fik mig til at ville have ham mere end nogensinde før.

Hvorfor har nogle sværere end andre ved at gå fra deres partner, efter de har været utro?

Som samfund er vi blevet dygtige til at tale om utroskab. Vi har sammen skabt en fælles konsensus om, at det er forkert. At vi fortæller hinanden, hvis vi ser noget. At vi forventer en vis standard af vores venner. At vi skal kunne se os selv i øjnene. Og at man fortæller sin partner, hvis man har overskredet en grænse.

Vi ved, at det ikke er den trofaste partners skyld, og vi ved, at utroskab føles forfærdeligt. 

Jeg følte mig selv enormt støttet, da det hele stod på. Veninder og familie sværmede til min lejlighed og lod mig snakke min oplevelse til døde, distraherede mig, fik mig til at grine, forsøgte at få et måltid i mig og lod mig være alene, når jeg havde brug for det.

Men på ét punkt følte jeg mig nogle gange alene og trængt op i en krog. Jeg savnede ham, og jeg forsøgte ihærdigt at rationalisere hans handlinger, fordi jeg bare ville blive sammen med ham. Men samtidig med dette oplevede jeg, at det var en stor selvfølgelighed, at vi skulle slå op.

Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle gå fra ham. Den beslutning blev taget af alle andre. Som om det var det mest åbenlyse i verden, og at det var det mest tåbelige, at jeg overhovedet ville overveje en fremtid med ham. 

Jeg følte mig som en kat, der blev holdt fast i de bedste intentioner af dem omkring mig. Men jo mere de prøvede at hjælpe mig til at gøre det rigtige, jo mere fik jeg lyst til at vride mig fri og stikke af, i stedet for at falde til ro og tage beslutningen i mit eget tempo.

For jeg ved godt, at det var et kærligt forsøg på at passe på mig og mit meget skrøbelige og irrationelle sind. Og jeg skulle selvfølgelig ikke blive sammen med ham.

Jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men følelsen af, at der blev talt hen over hovedet på mig som et barn, der fik frataget sin autoritet, efterlod mig med en følelse af at være dum. Som om jeg var den eneste, der ikke fattede det.

Brikken var faldet på plads hos alle andre, alle andre havde hørt historien og svælgede i detaljerne. Og alle andre havde kollektivt stillet sig i ring, hånd i hånd, og jublede over, at jeg havde afsløret ham.

Men de havde overset, at jeg stod uden for cirklen og på ingen måde var kommet frem til samme konklusion som dem. Og inden jeg så mig om, var folk på vej videre og snakkede om vores forhold i datidsform. 

Er der forskel på helingsprocessen i et almindeligt breakup og et, hvor der er utroskab involveret?

Når vores nærmeste går igennem et “almindeligt” breakup (altså uden utroskab), giver vi hinanden plads til at gå igennem hele følelsesregistret. Tvivlen, vreden, sorgen, drunk texts, vi fortryder morgenen efter, glæden, forsøget på at få det til at fungere, sorgen efter. Vi tillader hinanden at huske de gode tider, minderne og de ting, vi stadig savner, lang tid efter. 

Det er dog, som om det er en no-brainer, at vi skal videre, når utroskab er involveret, og helst så hurtigt som muligt. Som om utroskaben gør det nemmere for offeret at komme sig.

Som om alt det, som forholdet indeholdte – det gode og det dårlige – og den tid og energi, man brugte på det andet menneske, er slettet fra jordens overflade og folks hukommelser. Som om man er den eneste tilbage, der faktisk kan huske, at man har været kærester.

Folk står tilbage med en dårlig smag i munden, når den utros navn bliver nævnt, og tilbage er kun plads til vrede og foragt. 

Men hvad gør det ved personen, der står tilbage, hvis man ikke altid har det på den måde?

Hør: Jeg har bearbejdet det, der skete, og er kommet videre. Jeg er glad, og det føles som noget, der ligger mange år tilbage. Men nogle gange får jeg små glimt af savn, eller griner jeg af en joke, han engang lavede. Ligesom alle gør med folk, de engang havde tæt ind på livet og ikke har mere. 

Og samtidig føler jeg mig fjollet og indleder instinktivt alt, jeg nævner med ham, med disclaimeren: “Jeg ved godt, han var en forfærdelig kæreste, men …” fordi jeg helst skal vise alle andre, at jeg altså også er på deres hold, at min følelser for ham overordnet er præget af afsky, og at alt andet er sekundært.

Men det føles unaturligt, for det er ikke utroskaben, der fylder mest, når jeg tænker tilbage på det. Men det skal folk helst ikke vide, for jeg vil ikke have, at folk sætter mig i samme bås, som jeg selv har sat folk i engang.

Hvad er det bedste råd, du har til en, som har oplevet, at deres partner er dem utro?

Og som en lærestreg fra universet om, at jeg ikke skulle spille for klog på kærlighed, var det selvfølgelig de samme veninder, som jeg engang havde sat i en tarvelig og snæver bås, som var de bedste til at støtte mig i den tid.

De forstod alt, jeg gik igennem, og når følelserne blev for abstrakte og svære at sætte ord på, tog de mig i hånden og færdiggjorde sætningen for mig. 

En af mine veninder havde selv taget sin kæreste tilbage, efter var blevet udsat for utroskab, og oplevede sjovt nok, at det ikke var bearbejdelsen af utroskaben, der var det hårdeste, men andre folks fordømmelse af hendes handlinger.

Hun følte, at hun ikke kunne snakke med sine veninder om de svære dele ved at tage sin kæreste tilbage eller fortælle om deres forholds naturlige nedture uden at blive mødt af en haglbyge af “hvad sagde jeg?”.

Hun følte pludselig, at rammerne for, hvordan hun skulle opføre sig og omtale sin kæreste, blev indsnævret til en forventning om, at hun skulle være glad 100 procent af tiden for at bevise, at det havde været det værd, og at de ikke havde ret. 

Noget tid efter de endegyldigt slog op, mødte hun en gammel bekendt, som selv var blevet udsat for utroskab, og som var gået fra sin kæreste med det samme, efter hun havde fundet ud af det. De snakkede om deres oplevelser, og min venindes bekendte sagde til hende, at hun “også bare er sådan en type, der tager sin kæreste tilbage efter utroskab”.

Min veninde vidste derfor, at denne form for pålægning af skam egentlig sjældent virker. For i virkeligheden skubber vi bare hinanden længere væk og giver ikke plads til den naturlige ambivalens, der følger med, når vi får knust vores hjerte af den, vi elsker og stoler på.

Hun havde tiltro til, at min fornuft nok skulle overvinde, men at det hele ville tage tid.

Hun vidste, at min virkelighedssans var forvrænget, og at jeg oplevede situationen på en anden måde end dem omkring mig. Hvad der var indlysende for alle andre, var simpelthen ikke muligt for mig at indse i øjeblikket.

Hun overtalte mig til at cutte kontakten med ham i 30 dage med løftet om, at jeg altid ville kunne komme sammen med ham igen i fremtiden, men at det var for vores begges bedste, at vi tog en pause fra hinanden.

Det løfte var det, der skulle til, for at jeg kunne trække mig fra ham og i sidste ende komme til fornuft. For inden de 30 dage var gået, havde chokket lagt sig, og alting faldt i hak.

Hun vidste selvfølgelig godt, at vi ikke skulle blive kærester igen, og at jeg ville komme til den konklusion, når jeg havde detoxet ham ud af mit system, men at jeg kun kunne nå derhen, hvis jeg blev guidet med omsorg og tålmodighed. 

Hvad er dit bedste råd til en, hvis en ven eller veninde har oplevet utroskab?

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke synes, man skal blive sammen med en partner, der er en utro, og at jeg ikke opfordrer folk til at lade som ingenting, hvis deres venner sidder fast i forhold, der langsomt nedbryder dem og deres selvværd.

Men vi er blevet for gode til at fordømme “den type”, der gør det, og glemmer, at udskamning sjældent virker. Nogle gange er det farligste, vi kan gøre, at skubbe venner og veninder endnu længere væk, netop når de befinder sig i en usund relation.

Det kan være svært at være vidne til, og endnu sværere at modstå trangen til at ruske fornuften ind i dem, men måske kunne det gøre en lille forskel, hvis vi alle gjorde vores for at ændre narrativet om “den type”.

Hvis vi i stedet gav hinanden lidt mere rum til nuancerne. Til tvivlen. Til menneskeligheden. Til alt det, der ikke er sort-hvidt.

Tekst: Anna Pauck Holm
Visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen
Redaktør: Laura Rye Bislev