Væggen: Hun er kvinden, hun er koen, hun er kalven

14. februar 2023

En kvinde støder ind i en usynlig og usandsynlig væg i en østrigsk skov. En fysisk, men fuldstændig uforståelig væg, der strækker sig dybt ned i jorden. Op mod himlen og rundt om den dal, hvor den jagthytte, kvinden besøgte, ligger. På den anden side af væggen ligger resten af verden livløs og øde hen. Hvorfor væggen eksisterer er det mindst stillede spørgsmål i Marlen Haushofers ‘Væggen’ (1963), der i perioden 2.-25. februar kan ses dramatiseret på Betty Nansen Teatret. Hvordan man kan overleve og leve bag den er nærmere det centrale i forestillingens fortolkning af bogen. Astrid lyttede til bogen i september, da hun rejste alene rundt i Europa og har nu genbesøgt fortællingen i teatrets rammer. 

Brusende blod og beroligende omsorg
Væggen, der omringer bjergdalen, både beskytter kvinden for det tilsyneladende dødbringende på den anden side og holder hende fanget og afskåret fra civilisationen. Hun er nødsaget til at lære at holde sig selv i live både fysisk og mentalt. Selvom fortællingen om kvinden og hendes dyr bag væggen foregår i den grønne østrigske natur, forbinder jeg historien med en tør, kroatisk skov på grå klipper. Her møder jeg gennem mine hovedtelefoner for første gang kvinden, hendes hund Luchs, koen Bella, og de andre dyr, hun skaber et liv med i jagthytten bag væggen. Karen-Maria Billes dramatisering af historien på Betty Nansen Teatret stod i stor kontrast til min oprindelige oplevelse af ‘Væggen’.

Klik her og Støt SEIN

Jeg lyttede til bogen i min egen omrejsende ensomhed på rundrejse med tog i Europa. Men i modsætning til kvinden fra ‘Væggen’ var jeg omringet af mennesker i storbyer, i togkupéer og på sovesale. Mest husker jeg dog ‘Væggen’ fra en gåtur i en kroatisk skov. Kvindens pragmatiske forhold til naturen og stødte arbejdsgang for at holde sig selv og sine dyr i live matchede mine skridt i den tørre varme. Derudover virkede hendes omsorgsfulde forhold til dyrene og naturen beroligende på mig blandt så mange fremmede mennesker. Teaterstykket derimod, efterlod mig med adrenalinen brusende i blodet og en boblende følelse af at have glemt tid og sted. En følelse, der er langt fra dårlig at få, efter at have været i teateret, men som jeg ikke havde forventet på baggrund af min originale oplevelse af bogen. 

Lyden af en væg
Teaterstykkets scenografi er minimalistisk: dyrene og væggen er lyde. Kvinden – subtilt og overbevisende spillet af Christine Albeck Børge – støder hovedet mod den usynlige mur, og der lyder en høj vibrerende rungen. Det gibber i publikum. Vi sidder om scenen i et kvadrat. Scenen er et hvidt gulv, og hvis Christine Albeck Børge bevæger sig ud fra dette, lyder den høje lyd af væggen. Hunden Luchs er en lyd af hurtige og fugtige åndedrag eller en glad gøen, der bevæger sig rundt i rummet, mens Christine Albeck Børges gestikulerer mod jorden, så vi næsten ser den for os.

I forestillingens for mig stærkeste scene hjælper kvinden koen Bella med at føde. Hun stikker hænderne ind i Bellas krop for at hjælpe kalven på vej. Hun rækker frem for sig, får fat i kalvens hoved, og Bellas krop giver efter. Med ét smelter menneske og ko sammen. Kalvefødsel og menneskefødsel bliver ét. Også den nyfødte kalv er kvinden. Den ligger fortumlet på jorden, hvorefter den rejser sig usikkert og tager sine første skridt. Først vaklende, så livligt og let. Alt dette forekommer udelukkende ved hjælp af Christine Albeck Børges fængslende og rørende gestik. Hun er kvinden, hun er koen, hun er kalven. 

Er at arbejde at leve?
Bogen ‘Væggen’ er en robinsonade med kærligheden i centrum. Dyrene er af væsentlig betydning, og kærligheden til dem er hvad, der holder kvinden i live i sin ellers fuldstændig isolerede tilværelse. Både bogen og teaterstykket skildrer betingelserne for overlevelse, når man er det sidste menneske på jorden. Kvinden er dybt afhængig af naturen og sine egne evner til overlevelse. Fraværet af andre mennesker gør dyrene tydeligere. Deres træk og personlighed træder frem og bliver ligeværdige med kvindens. Men det er også en fortælling om at arbejde. At arbejde er for kvinden bag væggen at hugge brænde til vinteren, så afgrøder, malke, høste og bygge. Arbejdet er fysisk hårdt og holder hende i live samtidig med, at det holder hende fra at spekulere over det uforståelige – væggen.

Arbejdet er ensbetydende med det at leve, men med ‘Væggen’ i ørene på min rejse, var ”at arbejde” det sidste, jeg forbandt med at leve livet. ”Først nu, når jeg er blevet langsommere, er skoven omkring mig blevet levende,” siger kvinden i teaterstykket. På publikumsrækkerne længes jeg efter denne følelse på samme måde, som første gang jeg lyttede til ‘Væggen’, og jeg langsomt bevægede mig gennem den kroatiske skov. Længes efter en tilværelse, hvor det at arbejde er meningsfuldt og med kærligheden i centrum. 

‘Væggen’ på Betty Nansen Teatret. Dramatiseret af Karen-Maria Bille efter romanen af Maren Haushofer. Spiller indtil 25. februar.


Tekst: Astrid Hein Ernst
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Martin Bjerg Dahl

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her