Heartland: radikalt håb eller lun sovepude?

Inden jeg tager på Heartland, er der flere, der spørger mig, om jeg egentlig ikke er lidt for ung til at tage afsted? Og jo, det er jeg. Men jeg har en idé om, at jeg skal over og finde kimen til de næste store kulturelle bevægelser. For Heartland er kendt for at være kultur-elitens festival. Måske en kunstnerisk pendant til Folkemødet på Bornholm. De, som kommer, er ældre og nok også rigere end mig. Men samtidig forestiller jeg mig, at det er her, at det, som alle kommer til at snakke om det næste år, sker. 

Jeg starter festivalens første dag med at tage til talk med Nick Cave og Seán O’Hagan – et af de indslag, jeg har glædet mig allermest til. Teltet er proppet, og sveden pibler ned ad panderne på publikum. Men alle er vi opmærksomme og har små stjerner i øjnene over at se verdensstjernen Nick Cave sidde der blot få meter fra os.

Jeg havde troet, at Cave ville tale om det dunkle i mennesket og havde forberedt mig på at skrive et indlæg med temaet ‘Det mørke i de lyse sommeraftener’. Jeg bliver derfor meget overrasket, da han i stedet taler om præcis det modsatte: håb. Han angriber idéen om, at “verden er lort”. Det er oftest noget, unge mennesker siger. Og han har sympati med det, for han sagde selv det samme, da han var ung. Men han spørger os: “What’s the use of trying to save the world if we don’t even like it? […] There is a holiness to sorrow, but we must attempt to move beyond it, towards happiness or joy.” Håbet står i en så radikal modsætning til de dommedags-fortællinger, vi ofte går og fortæller hinanden, at det føles revolutionerende. Jeg går opløftet derfra. Overrasket over, at Cave faktisk levede op til hypen, men på en helt anden måde, end jeg havde troet.

Morgenen efter indser jeg dog, at grænsen mellem radikalt håb og doven feel good-energi er hårfin. Til talk med Margrethe Vestager og Thomas Vinterberg er temaet ‘fællesskaber’: et tema, moderatoren ikke rigtigt formår at spore de to deltagere ind på. Og indslaget kommer derfor til at handle mere om, at Vestager er blevet mormor, og at Vinterberg boede i kollektiv som barn. Det er rart at høre, at publikum ler og klapper. Sidder på det varme græs og nyder det. Men jeg forestiller mig ikke, at nogen bliver udfordret, og intet bliver rykket ved.

Det samme gælder til talk med Katinka Bjerregaard og Haider Ansari, hvor moderatoren igen ikke rigtig formår at vinkle indslaget til at handle om talkens tema ‘skrøbelighed’. I stedet bliver det en slags sammenligning af de to deltageres meget forskellige livshistorier. Sammenligningen falder lidt fra hinanden, fordi der ikke samles op på den eller konkluderes noget. Indslaget ville derfor have virket ligegyldigt, hvis ikke det var for den brillante Haider Ansari, der med både eftertænksomhed og nysgerrighed holder samtalen i gang og stiller bedre spørgsmål til Katinka, end moderatoren gør.

Aftenens koncert med Lydmor vækker min begejstring igen. I sin farverige bodysuit og med sin alien-agtige makeup ligner hun et menneske fra fremtiden – fra et højere evolutionært niveau. Hun lover os, at musikken kommer til at være mere elektronisk end nogensinde før. Hun er ikke kommet for at svælge hverken i tristesse eller feel-good. Hun er her for at vælte Heartland bagover og for at tage hævn over sexistiske producerer, ufølsomme ekskærester og patriarkalske, kapitalistiske strukturer. Hos Lydmor er håbet ikke lysegrønt. Det er rødt som blod og skinnende sølv som diskokugler.

På sidstedagen tager vi til talk med Brett Easton Ellis. Jeg har glædet mig til at se manden, der har skrevet ‘American Psycho’, men jeg ved også godt, at jeg er uenig i mange af hans holdninger. Derfor overrasker det mig ikke, når han begynder at snakke om, hvordan alting var bedre i 80’erne. Og hvordan man ikke må sige noget som helst nu til dags. Det, der overrasker mig, er, at Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, der interviewer ham, ikke bare går med på præmissen. Han dyrker den så meget, at han ad flere omgange begynder at sætte sine egne yndlingssange fra sin ungdom på – og danser på scenen.

Det virker til, at det meste af publikum lapper det i sig. Der lyder ad flere omgange hujen, og ved indslagets afslutning får Ellis stående applaus. Jeg kigger lidt nedslået på mine venner. Vi er nok alle tre politisk uenige i meget af det, der blev sagt på scenen, men det skal der jo være plads til. Det er bare ærgerligt, at der ikke blev forsøgt at bryde op i formen: at 80’er-nostalgien ikke blev udfordret det mindste. Heartland kunne have sat en ung kvinde til at interviewe Ellis bare for at få et lidt nyt perspektiv. I stedet talte Krasnik Ellis efter munden og stillede spørgsmål, som han flere gange sagde, han godt vidste var nogle, Ellis næsten altid får, når han bliver interviewet.

Mine venner og jeg er så trætte af festivalens tilbageskuende tendens. Vi skal kun høre Robbie Williams råbe “boys, boys, girls, girls” én gang, før vi dropper koncerten og går ned i teltet for at drikke lunkne øl. Det er lunt, men det blæser. Vi diskuterer, hvorvidt vores Bilka-telt kan holde til vejret. Men vi beslutter at sætte vores lid til, at det vil klare det. 

At Robbie Williams – og for den sags skyld også Sting – ikke er vores smag kommer ikke som en overraskelse. Men der sniger sig alligevel en vis fornemmelse af skuffelse ind i teltet. For der var flere på programmet, som vi virkelig havde glædet os til at se: Nick Cave, Brett Easton Ellis, Kristian Leth, Danh Vo, Thomas Vinterberg, Katinka Bjerregaard m.fl. Nogle af indslagene fungerede fint, mens det i andre virkede til, at Heartlands program ikke rigtigt understøttede dem. Flere gange var valget af vinkel og moderator off. Og ellers spændende personligheder og kunstnere kom ofte til at blive ret ufarlige i de konstellationer, Heartland satte dem i.

Når disse indslag blev komplimenteret af skønne, men forudsigelige popkoncerter – såsom Nik og Jay – kom det overordnede indtryk af festivalens program til mest af alt at virke lidt uambitiøst. Det lykkedes mig ikke rigtigt at finde kimen til kulturelt eller politisk nybrud på Heartland. Men enkelte kunstnere såsom Lydmor og Haider Ansari imponerede. Og de sprængte på hver deres måde festivalens rammer lidt.

På vej hjem fra Heartland får jeg en e-mail om, at årets festival har været den mest velbesøgte nogensinde. Så måske er denne strategi med at sammensætte et ‘hyggeligt’ frem for kunstnerisk ambitiøst program fremtiden for Heartland. Det er måske fint nok for en festival at være klar over, hvem deres publikum er. Men i dette tilfælde er det så nok ikke mig.

Tekst: Beate Skakkebæk Lindegaard
Visuelt: Astrid Urup Møllerhøj
Redaktør: Martin Bjerg Dahl