Valdemar mistede sin ven i en cykelulykke: “Jeg håber, at min historie får folk til at overveje hjelmen en ekstra gang.”
Denne sommer har Rigshospitalet set en rekordhøj stigning i antallet af alvorlige hovedskader som følge af styrt uden hjelm. Særligt unge dropper hjelmen, og bare ét styrt kan få store konsekvenser. For Valdemar blev risikoen pludselig virkelig.
Valdemar Nørgaard Jørgensen. Foto: Elias Diini.
Ét opkald ændrede det hele
Valdemar Nørgaard Jørgensen var 16 år, da han mistede sin gode folkeskoleven i en cykelulykke.
“Jeg husker tydeligt opkaldet, hvor jeg hørte, at min ven lå på Rigshospitalet og var alvorligt tilskadekommen efter ulykken”, fortæller Valdemar.
Da han senere så sin ven på hospitalet, gik episoden fra en virkelighedsfjern information til barsk realitet.
“Da jeg så ham i sengen, følte jeg en enorm uvirkelighed og afmagt. Jeg ønsker for ingen at se deres ven ligge på den måde.”
For Valdemar satte episoden sig også i kroppen.
“Ulykken påvirkede mig virkelig. Det tog mig faktisk 2-3 år, før jeg kunne komme op på jernhesten igen. Så jeg tog metroen og fik anskaffet mig et ungdomskort”.
Hvorfor bliver hjelmen hjemme?
Selvom cykelhjelmen kan mindske risikoen for alvorlige hovedskader markant, er den langt fra fast inventar hos unge cyklister, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik i en rapport fra 2025.
Rådet for Sikker Trafik peger blandt andet på forfængelighed, besvær og manglende vane som årsager. Blandt teenagere spiller vennernes vaner også en rolle, lyder det i en pressemeddelelse fra Gjensidige.
Det genkender Valdemar.
“Som ung har man en idé om, at man er udødelig. Den præmis er nok lidt svær at ændre på,” beskriver Valdemar.
Men han mener samtidig, at brugen af hjelm afhænger meget af, hvad normen er i ens omgangskreds.
“Jeg tror, at os unge har mange dårlige undskyldninger for ikke at bruge hjelm. Det er upraktisk, man ser dum ud, og hårdagen ødelægges. Men folk fortsætter nok med at gøre det, fordi det er kulturbåret. Hvis omgangskredsen kører uden, så gør man det også selv.”
Valdemar tilføjer, at der er tilfælde, ligesom hos hans ven, hvor hjelmen ikke kan forhindre ulykkens omfang. Han synes dog stadig, at det er vigtigt at tale om.
FAKTA: Hvem kører med hjelm?
Ifølge Rådet for Sikker Trafiks cykelhjelmsrapport fra 2025, er der store forskelle i brug af hjelm på tværs af aldersgrupperne.
Hos de 16-25 årige er det kun 38%, der kører med cykelhjelm. Sammenlignet med de andre aldersgrupper, er ungdommen dermed den mest udsatte aldersgruppe, når det kommer til risikoen for at få en alvorlig hovedskade ved et cykelstyrt.
Fra cykeltur til alvorlig skade
Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler kraftigt at bruge cykelhjelm, da det nedsætter risikoen for alvorlige hoved- og hjerneskader. Ifølge rådets cykelhjelmsrapport reduceres risikoen for en hjerneskade ved et styrt med 60%.
Det betyder ikke, at enhver cykeltur ender galt, eller at en hjelm med garanti kan redde liv, men nok mere at cykelhjelme er et godt udgangspunkt.
“Jeg håber, at min historie får folk til at overveje hjelmen en ekstra gang.”
For Valdemar handler det ikke om at moralisere, eller fortælle andre unge hvad de skal gøre, men om at få dem til at overveje risikoen.
“Potentiel forandring ligger nok i en kulturel modreaktion, som forhåbentligvis kan være bærende for en ny cykelhjelmskultur”.
Valdemar har selv kørt uden hjem, og anerkender at han har været bidragende til en kultur, hvor normen var at undlade den. Men han synes, det er vigtigt at være ærlig.
“Det føles meget hyklerisk, men det vidner nok om, hvor normaliseret det er ikke at køre med hjelm, for jeg har desværre ikke tænkt over vanen før nu (…) Med det sagt, håber jeg virkelig, at min historie kan få folk til at overveje hjelmen en ekstra gang, inden de skal ud og cykle.”
Tekst: Asta Liebing Lorentzen
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen
Faktisk artikel godt budskab og jeg kommer slev til at køre med cykelhjelm frem over.