VEGAs Udvalgte: Krigerisk hyperpop i høj klasse og r’n’b med internationalt potentiale
På en kold fredag slog VEGA dørene op til den 13. udgave af deres endags-showcase-festival, VEGAs Udvalgte. Tidligere år har navne som MØ, Jada, eee gee og FABRÄK stået på plakaten til arrangementet. Så fuld af forventning tog Justus sin redaktør i hånden og drog mod Vesterbro for at møde dansk musiks formodede fremtid.
VEGAs Udvalgte: Giift, Cyd Williams, Mona Moroni, Debbie Sings, UNG-SKAB, Kind mod Kind
VEGA, 27. januar
Til VEGAs Udvalgte præsenterer spillestedets bookere en palette af det, de mener, er dansk musiks fremtid. I år var ingen undtagelse, og i fredags stemplede vi ind i altid intime Lille VEGA. Ud af årets ellers – desværre – stilmæssigt en anelse bagud-skuende line-up, sprang særligt to kunstnere i øjnene.
Aftenens første levende billede, og største overraskelse, Giift, imponerede med en enormt stærk vokal og ditto sangskrivning. Hendes intelligente, jazzede akkordgange leder tankerne hen på kunstnere som Tyler, the Creator og Frank Ocean tilsat ambitiøse og soulede melodier med en stemme ikke langt fra SZA’s. Hun var gennem hele koncerten alene på scenen – kun akkompagneret af klaver eller guitar.
En sådan nedbarberet og nøgen performance har – og havde også fredag aften – helt klart sin charme, men kan desværre også få noget af det til fremstå en anelse ukomplet. Som en demo, der er klar til at blive taget med i øvelokalet for at blive finpudset. Til gengæld var hendes a cappella-afslutningsnummer koncertens absolutte højdepunkt. Det viste præcis, hvad hendes stemme er i stand til. Henter hun nogle legekammerater ind til at sætte lidt fut under sættet, tror jeg sagtens, hun kan sigte efter en stjernehimmel, der rækker ud over den danske.
Den anden kunstner, der gjorde stort indtryk, er seneste danske skud på hyperpop-stammen, Debbie Sings. Genren bliver indimellem beskrevet som poppens punk eller heavy metal, og fest og energi bliver skruet op på elleve lige fra start – og kommer ikke rigtig under igen, før koncerten er slut. På scenen var Debbie Sings, der går under det borgerlige navn, Sophia Hage, med egen pult og tilhørende computer kun flankeret af yderligere en enkelt computer med tilhørende betvinger.
De syrede visuals, der prydede ikke kun bagtæppe, men også Hages ansigt og hendes energiske in your face-performance, gav hele seancen et nærmest krigerisk udtryk. Hendes lejlighedsvise guitarspil og flankering af en ekstra solo-guitarist bidrog til punk- og metalkonnotationerne. Og det gav en fed fornemmelse af at opleve noget mere end “bare” elektronisk pop. Med kun computere, guitar og syrede visuals fylder Debbie Sings og hendes ene (til tider to) kompagnon hele rummet ud med manipuleret vokal, guitarhyl og hyperpop-rave. Det kan mærkes i mellemgulv og trommehinder – på den fede måde.
Hvad tænker du?