Venskaber må ikke blot blive en rekvisit i hver vores soloforestilling
Vi eksisterer i kraft af vores relationer. Venskaber skaber os. Men hvad gør det ved vores venskaber, når vi dyrker dem i rekordhøj fart. Kalenderen er proppet, og næste kaffeaftale kalder. I en higen efter at opridse alt hvad der er sket i vores liv siden sidst, glemmer vi måske at få skabt noget sammen? Og det går nok… for vi skal alligevel videre til den næste aftale om en lille time.
Min tid på højskole var defineret af vennecrushes til højre og venstre. Lykkerusen ved at snakke med et nyt menneske, og tune ind på fuldkommen samme frekvens. Oplevelsen af at finde sin sjæleven på bare to dage. Men tiden skulle absolut gå sin gang, og opholdet måtte slutte. Farvel-seancen bestod primært af tårer, kram og ”FUCK DU SÅ FANTASTISK, JEG KOMMER TIL AT SAVNE DIG SÅSÅSÅ MEGET”-tilkendegivelser, alt imens de fleste af os ville mødes igen på Roskilde Festival dagen efter.
Det handlede nok i virkeligheden ikke så meget om savnet til selve menneskene. Dem skulle jeg nok få at se igen. Det handlede om et savn til det venskab, vi var i stand til at skabe og vedligeholde indenfor den fælles ramme, højskolen gav os. Og nok også frygten for, at dette ikke ville følge med ud fra højskolens ekstatiske boble.Og som frygtet må jeg erkende, at intensiteten i de relationer, man skaber på højskolen, om man vil det eller ej, er midlertidig. Bell hooks har i sin bog ”It’s All About Love” beskrevet passion, lykkerusen, som et stadie i en relation, hvori man kan finde modet til at se virkeligheden i øjnene. En virkelighed, hvor den sande kærlighed vil etablere og udvikle sig. En virkelighed uden højskolesang og temafester ad libitum…
Så var det jo så bare lige, at man kom hjem fra højskole, og blev frontalt konfronteret med den mur, der hed hverdagens realiteter. Og hvordan kan denne ”sande kærlighed” få ben og gå på i en virkelighed hvor ”fællesramme” føles som et absolut fremmedord? En vennekultur hvor der til gengæld er fuld smæk på kaffeaftalerne og kalenderlogistikken. At venskabet ofte bliver et flueben på to-do listen er noget, jeg mener, vi skal forholde os til. Venskabet må ikke blot blive en rekvisit i hver vores soloforestilling.
At venskabet ofte bliver et flueben på to do-listen er noget, jeg mener, vi skal forholde os til. Venskabet må ikke blot blive en rekvisit i hver vores soloforestilling.
Venskaber er vigtige. Spørg selv filosofferne!
Den græske filosof Aristoteles skrev allerede 330 f.Kr. om venskabsfilosofi. Og ifølge ham, var der ikke noget at tage fejl af; venskabet er det mest nødvendige i livet! ”Uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold”. Vi kalder det ”platoniske relationer”. Det gør vi fordi, at den græske filosof Platon beskrev venskaber som der, hvor to sjæle overlapper. Det er i venskabet, at man bliver ”hele” mennesker, fordi her ophæves grænserne mellem dit og mit. Man får lov at opleve sig selv igennem en anden, og på den måde opnår man også en langt dybere indsigt i, hvem man selv er.
På en højskole gør man sjældent noget uden andres indblanding. Man oplever at blive dannet i relationen til andre. Det er ikke sikkert, at vi skal tage alt en græsk filosof, fra før vores tidsregning, sagde for fuldkomment gode varer. Men et eller andet havde han nok fat i. En rapport fra 2014 fra Statens Institut for Folkesundhed om danske unges mentale sundhed viser nemlig, at de unge der trives bedst er dem med stærke sociale relationer.Summarum må være, at venskabet ikke er sådan at kimse ad. Det er ikke blot et sted man kan ty til, når det ikke dur med de romantiske relationer.
Lad os catche up
I Danmark lever mange i det, der kaldes ”zapperkulturen”; vi hopper fra den ene aktivitet til den anden, i en strid strøm af valg og muligheder, der skal tilfredsstille vores egne individuelle lyster. Bell hooks beskriver hvordan, at vi i vores samfund bliver støttet i at behandle hinanden som objekter; noget vi kan tage, bruge og smide væk alt efter behov. Noget der også er blevet markant nemmere i en digital verden, der konstant kræver, at vi er ”på”. En undersøgelse fra Deloitte fra 2016 viser, at 17% af de unge mellem 18 og 29 år tjekker deres telefon mindst 10 gange i timen. Vi går højest på standby, aldrig på pause. Altid klar til en ny messenger-besked. Klar til at tage videre. Klar til at tjekke endnu et flueben af to-do listen. Klar, klar, klar.
Kaffeaftalen passer perfekt ind i denne ”zapperkultur”. Den er blevet synonym med at netværke.
Lettilgængelig og indenfor et overskueligt tidsinterval. Jeg har tid 16 til en hurtig kaffe, men har middagsplaner 17.30! Kan vi ikke godt nå det???Samtidig et sted, man virkelig kan ”catche up”. Man opdateres på hinandens liv. Kort, men effektivt! Man rapporterer, hvad man har lavet, men det eneste man egentlig laver sammen er at indtage noget læskende. 30 minutter til dig, 30 minutter til mig, og så kører vi igen. Det er en karikeret opstilling, jeg laver her. Ikke desto mindre snakkede jeg med en ven for nylig, der også beskrev, hvordan hun ofte oplevede at have ”automatsvar” klar til visse spørgsmål. Dem kender jeg godt. ”Jaa, studie er lidt travlt for tiden. Man får slet ikke læst det hele. Men også lærerigt. Lidt nervøs for eksamener!”.
Kaffeaftalen passer perfekt ind i denne "zapperkultur". Den er blevet synonym med at netværke.
Noget af det mest givende for mig ved at lave denne artikel har været de samtaler, jeg er endt i om venskaber… med mine venner. For min veninde og jeg snakkede videre. Jeg havde en drilsk psyke, hun havde en konfliktfyldt familiesituation. Vi blev enige om, at vi lettest kunne finde ud at forholde os til vores udfordringer i eget selskab. Det var ubehageligt at ”belemre” andre. Det krævede både mindre facade, dårligere underholdning og mere ærlighed. Noget der passede jævnt dårligt ind i kaffe-dates formatet. Åh, så meget nemmere bare at have det ”rimelig godt”.
Psykolog Johanne Konnerup Schwensen beskriver, hvordan at mange også føler sig ensomme, selvom de er omgivet af mennesker. De isolerer sig i stedet for at lægge deres følelsesmæssige tillid hos dem, de betragter som deres venner. Men som bekendt bliver problemer oftest kun større, når vi isolerer os. Med en overpakket kalender under armen, har jeg trådt pedalerne trætte fra aftale til aftale. En iver efter at opnå lykkerusen. Jeg ville ikke sakke bagud. Jeg måtte ikke gå glip af noget. Jeg trådte alt, hvad jeg kunne, men glemte nok i virkeligheden at mærke efter, hvordan det føltes. At give de svære følelser plads. Jeg havde for travlt med at have det godt. På papiret om ikke andet. Som min veninde også beskrev; “det er en sær ensomhedsfølelse. Den dukker op, når man pludselig indser, at man er blevet verdensmester i at opretholde facade overfor sine venner”.
… Lad os gå en absurd lang tur!
Bell hooks beskriver hvordan, at vi i venskabet kan finde ind til hinandens dybeste potentiale. Men kun hvis vi giver os hen til det. Vi skal være åbne, og vi skal være ærlige. For både som forudsætning for og resultat af dette, finder vi ind til trygheden og tilliden.I påsken gik jeg rundt om Furesøen med min nye veninde fra studiet. Noget der vist i gennemsnit tager omtrent fire en halv time. Vi brugte ni. Onde tunger ville kalde det ekstremt langsomt… Men i den langsomhed lå altså også en nysgerrighed på terrænet, masser (!) af tid til snackpauser, quiz og ejendomsvurderinger af alle kæmpe villaerne langs kysten. Inde imellem alt det opstod samtalerne om svære følelser, flove anekdoter, drømmescenarier. Vi snakkede om mennesker, vi havde mistet. Så spiste vi en Prince-kiks, og faldt om af grin, da jeg fem minutter efter blev konfronteret med min klodsethed. Mudderpøl…
Når man går sammen i ni timer, bliver automatsvarene ugyldige, og pludselig er der ikke mere at opremse om, hvad man har lavet de seneste par dage… Man bliver nødt til at skabe noget sammen. Opleve sammen. Man kan med ro i sindet læne sig ind i, at der ikke venter et nyt flueben, der skal krydses af listen lige om hjørnet.
Vi bruger en masse krudt på at vedligeholde relationer, men uden reelt at give dem næring.
Jeg mener at det er nemmere sagt end gjort, sådan lige at ”skrue tempoet ned” i et samfund, der også betegnes ”accelerationssamfundet”. Men som digter Caspar Eric også har skrevet i en artikel; man skal passe på med at jagte fremtiden, hvis det betyder, at man kommer til at tilbringe det meste af livet i transportsituationer. Vi må konfrontere det kropslige og give os hen til den energi og de følelser, vi møder hinanden med. Tristhed er ikke nødvendigvis lig med lange terapeutiske samtaler an mas. Nogle gange skal den bare have lov at være med på sidelinjen.
Man kan godt grine og samtidig have en ridset psyke. Så længe grinet ikke er en måde at skjule den ridsede psyke. Det er måske i virkeligheden dét, jeg savner fra mit højskoleophold. Vi bruger en masse krudt på at vedligeholde relationer, men uden reelt at give dem næring. I tilfældet at energien ikke er til det at give næring, skal vi måske konfrontere at timeouts i venskaber ikke behøver være så fundamentale og farlige. Ellers risikerer vi i hvert fald at dyrke en vennekultur, hvor kvantitet vægter højere end kvalitet. Og hvor det er vigtigere at kunne opridse hinandens personlige CV, end det er at skabe det sammen.
Så fint skrevet & beskrevet ❤️ der er også noget med updates & automatsvar når man har “set du laver xyz på insta” allerede før man mødes
Fed tekst! Mega sandt og ærligt. Jeg opfordrer også mega meget til at invitere sine venner ind i sit hjem, noget der også bryder facaden og lægger op til en helt anden hygge<33