Vi kan ikke længere forestille os fremskridtet uden guddommelig indgriben

Vi står midt i en kollektiv demokratisk midtlivskrise.

”He’s not the messiah!” blev der råbt, da Storbritanniens nye premierminister, Andy Burnham, blev svoret ind i det britiske parlament før sommerferien. 

Klippet gik hurtigt viralt, ikke mindst fordi Storbritanniens situation netop virker eksistentiel; om end Burnham ikke er en messias, er det unægtelig noget derhen af, Storbritannien har brug for lige nu. Samtidig tror jeg, man kan se tilråbet som et symbol på de vestlige demokratiers krise. 

Lidt senere på sommeren kunne man så i forbindelse med den, nu afblæste, migrantkrise i Ceuta, høre den danske statsminister Mette Frederiksen sige, at hun ønskede at beskytte den europæiske “kristne kulturarv”.

Det er, som om kristendommen spøger overalt i vores politiske samtale. I form af alt fra Ida Aukens og Naser Khaders demokratiske kristendom til Peter Thiels antikrist-teorier. 

Når demokratiet på den måde rykker sit fokus væk fra det demokratiske fremskridt og søger mod guddommelige eller mirakuløse fremskridt, tror jeg, at det mere end noget andet er udtryk for magtesløshed. 

At vi ikke længere kan forestille os fremskridtet uden guddommelig indgriben.

Den eneste løsning til det eneste problem

Tilråbet i det britiske parlament skrev sig ind i en idehistorisk tradition for politiske messias-figurer. Den israelske idehistoriker J. L. Talmon beskriver i sin bog Political Messianism: The Romantic Phase fra 1960, det han kalder politisk messianisme, som grundlaget for de totalitære styrer i det 20. århundrede. 

Ud over at være knyttet til ideen om den stærke, ofte fascistiske, leder, og være skabt ud af forarmede og dysfunktionelle samfund, anerkendte den politiske messianismes logik ifølge Talmon kun frihed som noget, der opnås gennem et absolut, kollektivt formål og skæbne, og ikke som noget der forhandles frem. En ultimativ sejr over en ultimativ fjende, der leder til et konfliktløst paradis.

Hitler kom for eksempel til et Tyskland i knæ og lovede at genrejse nationen ved at nedkæmpe den store, ultimative fjende: jøden. 

White genocide og klimakrise

Tænk så på når højrefløjen i dag snakker om remigration. Her er remigration den sidste løsning, der kan løse den påståede ”store udskiftning” af de europæiske befolkninger. På venstrefløjen kunne det være klimakrisen, der præsenteres som den absolutte opgave. 

Problemerne kan være mere eller mindre rigtige og legitime, men fælles for dem er, at de begge er problematikker, der er så eksistentielle, at de kan bruges til at retfærdiggøre stort set alt, og virker umulige at overkomme. Hvis din præmis er, at Europa er ved at blive udsat for et “white genocide”, er der ingen grænser for, hvad der er legitimt at kæmpe imod med. Og hvis kloden går under i morgen, kan alt andet hurtigt også ofres for at redde den. Den slags tænkning ender hurtigt i messianismen.

Mest af alt opstår den messianske politik i dag, når demokratier ikke længere ser muligheden for fremskridt uden en form for mirakuløs, guddommelig indgriben. Men den resulterer typisk i en meget menneskelig autoritær indgriben.

Sådan så Talmon det hos Mussolini, Stalin og Hitler, og sådan ser vi det i dag med Trump. Trump tilbød sig til et afmægtigt USA og lovede at erstatte den langsomme demokratiske samtale med den store enkelte løsning på det hele: “Vi bygger en mur”. Sådan! Det er jo næsten bibelsk. 

Kristendommens genkomst

Selvfølgelig kan man blive kristen af tusind årsager. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvorfor alt fra Ida Auken til Naser Khader pludselig er blevet ramt af en kristen vækkelse. Måske er der bare tale om en besynderlig midtlivskrise, eller om at finde sin plads i sit parti eller sit samfund? Men jeg tror alligevel, at timingen for kristendommens politiske comeback er svær ikke at sammenkæde med verdens situation. 

Jeg tror, at de autoritære bevægelser og kristendommens revival har samme udspring.

Når mange pludselig har fået travlt med at rykke sin tro ud af det private og ind i det politiske, er det så ikke mindst, fordi vores forståelse af os selv som værende først og fremmest demokrater, ikke længere virker dækkende for verden? Fordi vi er ved at vakle i vores tro på, at demokratiet kan give os løsningerne? Fordi vi føler problemerne er blevet for store til os dødelige?

Mange ville selvfølgelig mene, at der ikke behøver være noget modsætningsforhold mellem demokrati og kristendom. Man har blandt andet kunne høre Ida Auken hævde, at kristendommen skulle være grundlaget for demokratiet. 

Men efter utallige idéhistorikere og andre eksperter har vist den påstands absurditet, er det for mig blevet mere og mere klart, at kristendommens revival ikke er et resultat af at søge mod demokratiets rødder, men et forsøg på at overskride demokratiets begrænsninger.

Gud er et sted i demokratiet

Afmagten kommer jo heller ikke ud af ingenting. Vores demokratier har ikke formået at løse vores store problemer. Og hvis demokratiet ikke længere leverer fremskridt, er det jo en naturlig impuls at søge ud over det. 

Jeg skal ikke kunne sige, at jeg har den endelige løsning. Men det har alle dage været humanismens svar at kigge mod hinanden i stedet for mod det guddommelige. 

Den tyske religionsfilosof, Feuerbach, mente, at Gud egentlig bare var en projektion af det bedste i mennesket. At vi kalder alle de idealer, vi går rundt og ikke kan leve op til, gud, selvom de egentlig kommer fra os selv. 

Jeg kan godt lide at tænke, at Feuerbach har ret. For i så fald er Gud bare et sted hos menneskene, et sted imellem menneskene, et sted i vores demokratier. Og så kan vi måske alligevel godt overvinde vores problemer. 

Men det kræver, at vi tror på demokratiet, og ikke i afmagt kaster vores problemer for fødderne af moderne messiaser og kristendoms-lobbyister. For lige meget om man kigger tilbage i tiden, eller over Atlanten, ender den slags svar på afmagt typisk med at afmontere demokratiet, i stedet for at forbedre det. 

Tekst: Nicolai la Cour
Redaktør: Marie Bjerre Nielsen