Vi mødes ved søerne

 

Det er første gang, vi ses siden februar.

 

Vi sidder ved søerne og ligner alle de andre par, der også sidder ved søerne. Men det er vi ikke. Et par, altså. Det prøver jeg stadig at vænne mig til.

 

Du ligner dig selv. Dit hår har samme længde, og din stemme samme rolige rytme. Alligevel synes jeg, at der er noget ved dit blik, som er anderledes, og det giver mig lyst til at læne mig ind mod dig for at mærke, om du stadig er den samme.

 

Jeg lægger mig på din skulder, og du aer mig i håret, som om vi stadig passer på hinanden.

Jeg siger, at det ikke er normalt at have din form for rygrad. At andre falder i, drunk-texter eller vender tilbage med dårlige undskyldninger forklædt som spørgsmål.

Du siger, at det er bedst sådan her, og det irriterer mig, fordi jeg godt ved, du har ret.

 

Vi snakker videre. Om studie. Om din familie. Om noget, der skete på dit arbejde. Jeg griner et sted i samtalen, og du smiler, som du plejer, så jeg kommer til at fortælle dig om alle de gange, jeg har overvejet at lave en stor gestus foran din lejlighed og forsøge at vinde dig tilbage.

 

Du viser mig en ny sang, du har lavet, mens vi deler høretelefoner. Dine fødder bevæger sig roligt i takt til musikken, og jeg bliver pludselig meget bevidst om mine egne. De bevæger sig nervøst, ude af takt, og ligner mest nogle, der overvejer at løbe.

 

Jeg siger, at jeg har svært ved at sove. Du siger, at det kommer med tiden, og jeg siger, at det ved jeg godt, men at jeg alligevel synes, det er unfair, nu hvor det tog mig så lang tid at vænne mig til at falde i søvn, mens du lå ved siden af. Det kan du godt se, og du foreslår en kunstner, der laver beroligende frekvenser, som skulle gøre det nemmere at falde i søvn. Jeg skriver det ned i Noter.

 

Da vi gik fra hinanden, lavede jeg en lang note med alt det, jeg gerne ville sige til dig. Det føles ligegyldigt nu, og i stedet kommer jeg til at fortælle dig, at jeg har downloadet Hinge. Bagefter skynder jeg mig at tilføje, at det føles som at stå i kø til noget, jeg ikke engang gider med til, hvilket ikke er en løgn. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så svært ved at komme videre.

Du nikker, som om du forstår, og det irriterer mig, hvor rar du stadig er.

Nogle dage tænker jeg at det ville være nemmere, hvis du var mere ligeglad.

Så kunne jeg idet mindste være vred.

 

I stedet kan jeg kun komme i tanke om de gode ting, og du dukker op alle steder. Ved runddelen, når jeg cykler hjem, i min lejlighed og i Netto, hvor jeg igen falder i staver.

 

Vi sidder lidt uden at sige noget, og jeg tænker, at det her måske er den nye version af os.
To mennesker, der stadig kan dele høretelefoner ved søerne, men ikke længere deler alt det andet.
Og måske er det også okay.

---

Tekst: Mathilde Liv Sørensen

Redaktør: Nina Sparre

Visuelt: Kathrine Frimor