Zetland stiller skarpt: Kvinder søger hjælp til islamisk skilsmisse hos offentligt ansatte og i hemmeligt skilsmisseråd

Tidligere på måneden bragte Zetland-journalisterne Mathias Mencke og Mahamad-Bakher Sabah serien ‘Til imamen os skiller’ på Zetland.dk.

Dette skriv er til dig, der er gået glip af en september-historie ud over det sædvanlige og som lige skal have et par pointer med. Husk, at problemerne omhandler nogle islamiske ægteskaber – ikke islamiske ægteskaber generelt. Denne skelnen er ret så vigtig. 

Det store problem: ingen registreret vielsesattest

Kvinder i nogle islamiske ægteskaber har svært ved at blive skilt fra deres mænd. Det skyldes særligt én ting: Kvinderne er ikke gift rent juridisk. Der eksisterer ingen officiel vielsesattest i danske registre. Derfor har danske myndigheder svært ved at hjælpe, og selvom kvinderne får en borgerlig skilsmisse, er deres religiøse ægteskab ikke ophævet.

Ofte er det kun manden og en imam, der har magten til at opløse et ægteskab. Beslutter de, at der ikke skal ske en skilsmisse, da kan det få store konsekvenser for kvinden. Hun er, på trods af en borgerlig skilsmisse, fortsat bundet af en kontrakt, hvis manden ikke accepterer ønsket om skilsmisse. Hun kan ikke gifte sig igen. Hendes liv er kørt fast.

Magten på mandens side

I Zetlands serie præsenteres kvinden “Samira”. Samira er et dæknavn, som journalisterne har givet kvinden. Kvindens historie er et eksempel på, hvordan det kan se ud, når man ønsker en skilsmisse fra et kontrollerende, religiøst ægteskab.

Samira var 18 år, da hun blev gift med en fremmed mand. I flere år var overgreb, vold, trusler og kontrol en almindelig del af forholdet. Da Samira var i midten af 20’erne, kom hun på krisecenter og søgte hjælp fra hendes familie til at blive skilt. Dog uden held.

Familien så helst, at Samira forblev i forholdet med manden og de fælles børn, som de havde fået. Samira måtte søge hjælp et andet sted og kontaktede en imam.

At Samira er en kvinde, blev et benspænd i ønsket om en skilsmisse. I nogle muslimske miljøer er det kun manden og imamen, der kan ophæve et ægteskab. Faktisk kan det gøres med bare ét enkelt ord fra manden: “talaq”.

Kvindernes oprindelsesland spiller ofte en stor rolle i skilsmissesagernes udfald. Ofte foregår det helt uproblematisk at blive skilt som muslimsk kvinde, hvis du er af blandt andet tyrkisk eller bosnisk oprindelse. Men Samira strander her. Hun er fortsat islamisk gift og kæmper for en skilsmisse.

50.000 kroner og en skilsmissekontrakt senere

Mathias og Mahamad falder over den danske imam Abdul Wahid Pedersen. En absurd situation med Abdul på YouTube illustrerer en mærkværdig logik. I en video bliver han spurgt, hvordan en muslimsk mand kan blive skilt. Omvendte situation drøftes ikke. 

Wahid Pedersen forklarer: Når manden har sagt “talaq”, har han tre måneder til at overveje valget om en skilsmisse. Tre måneder. Tre menstruationer. Ønsker manden skilsmisse efter tredje menstruation, skilles de.

I Odense besøger journalisterne organisationen “Søstre mod vold og kontrol”, hvor kvinder ofte henvender sig for råd og vejledning til religiøs skilsmisse.

Men der er ingen standardkontrakt for skilsmisse. I nogle tilfælde skal kvinden tilbagebetale en stor pose penge, som parret fik, da de giftede sig. Ét eksempel er på 50.000 kroner. Uagtet, hvad kvinden måtte have været udsat for.

I andre kontrakter er der blot en imam, der underskriver, at et par lader sig skille. En lov fra 2021 gør kontrakterne ulovlige. Alligevel har det relevans i dag, og det skal det næste handle om.

Dilemmaet i det offentlige: Skal vi hjælpe kvinden?

Zetland fortæller, at offentligt ansatte møder et dilemma, som de ikke ved, hvordan de skal håndtere. Kvinderne efterspørger hjælpen, men de danske myndigheder samarbejder ikke med imamer, da det legitimerer et parallelt retssystem i Danmark, men dette står flere steder ikke tydeligt nedskrevet.

“Aya” er en af de personer, som kvinder i religiøse ægteskaber, rækker ud til. Hun er ansat i det offentlige og optræder anonymiseret i artikelserien. Som ansat i en dansk kommune kommer hun en dag til at stå i et dilemma, da en pakistansk kvinde ønsker hjælp til en skilsmisse.

På Ayas arbejdsplads er der ingen guides til håndtering af en sådan sag, og hun vælger derfor at handle på kvindens råb om hjælp. Kvinden er borgerligt skilt, men har brug for et dokument, der bekræfter en islamisk skilsmisse.

Aya finder en moské, der vil hjælpe, og en imam udarbejder en skilsmissebevilling. Hun bliver skilt uden mandens samtykke.

Eksemplet med Aya står ikke alene. Journalisterne har fundet frem til mange tilfælde, hvor boligselskaber, krisecentre og politi har taget kontakt til organisationer, der hjælper med islamisk skilsmisse.

Der er altså tale om medarbejdere, der, på grund af uklarhed om regler, vælger at hjælpe disse kvinder. Også selv om de efter dansk lov allerede er skilt eller måske slet ikke gift. Dette er ret interessant, og det giver anledning til at diskutere, hvorvidt den danske stat bør gribe ind og gøre hjælpen til kvinder legitim. 

I rapporten ‘Fastholdt’ fra 2020 fremlægger Institut for Menneskerettigheder de menneskeretslige problemer, som de mener kan opstå, når den ene part fastholdes i et religiøst ægteskab.

Problemer, der kan betyde, at en stat er nødsaget til at gribe ind. Rapporten fremlægger indsatser, som regeringen og myndigheder kan iværksætte.

Det hemmelige skilsmisseråd

250 ægteskaber. Så mange islamiske ægteskaber afslutter et hemmeligt islamisk skilsmisseråd i Danmark hvert år. I rådet sidder blandt andet imamer og styrer de henvendelser, der kommer ind via en hjemmeside og et online bookingsystem. Rådet beslutter, om parrene skal skilles islamisk eller ej.

I modsætning til de råd, der eksisterer officielt for jøder og katolikker, er dette råd uofficielt og ikke støttet af staten. I en bog, der snart udkommer, fortæller forsker Jesper Petersen om rådet. Det er derfor også ham, der sikrer journalisterne en fod indenfor. 

Der er struktur på proceduren i rådet. Man bestiller en tid, betaler nogle penge og møder op til en samtale med en imam. Er parret ikke enige om en skilsmisse, går sagen videre til et skilsmisseråd.

En person fra rådet fortæller, at det kan være svært at lave en afgørelse i en skilsmissesag, hvis manden og kvindens forklaringer og ønsker ikke stemmer overens. Hvorfor netop dét overhovedet er relevant, stiller journalisterne spørgsmål til. Bør det ikke være nok, at den ene part ønsker skilsmisse? Det er kompliceret, lyder svaret fra rådet. 

Er der en løsning?

Denne sag er kompleks. Det handler om så meget, og nuancerne er mange. På den ene side er der politikere, som Frederik Vad fra Socialdemokratiet, der frygter et legitimt skilsmisseråd, og dets betydning for retssamfundet.

I praksis er offentligt ansatte meget udfordrede, når de opsøges af de ulykkelige kvinder. Borgerlige skilsmisser frigør officielt kvinden i det danske retssystem. Alligevel føler mange sig fastholdt i et ægteskab, der ikke religiøst er opløst.

Løsningen er måske svær. Det samme er balancen:

Hvordan kan den danske stat hjælpe? Skal den hjælpe?

Hvem har ansvaret?

Hvilke konsekvenser kommer med hvilke løsninger?

Der er meget mere til sagen, end hvad mit skriv er kommet omkring. Hvis du er interesseret i at forstå sagen mere dybdegående, så skynd dig ind og læs eller lyt til hele artikelserien hos Zetland.dk, hvis du er heldig med et abonnement, der tillader det.

Tekst: Marie Bjerre Nielsen

Visuelt: Katrine Frimor

Redaktør: Rosa Bundgaard-Laursen