18 timer i Folkehuset Absalon: Fra morgenyoga til mojitos
Folkehuset Absalon danner rammerne for et kulturhus i København, der er fyldt op med arrangementer og aktiviteter, som er skabt til, at man kan være sammen med nye som gamle venner på andre måder. I fredags besøgte Olga folkehuset fra 07.30 til 02.00 for at opleve husets transformation gennem dagen. En dag som gik fra morgenkaffe til fordybelse i linoleumstryk, og som endte ud i fest.
Hvis jeg bliver spurgt, hvad man skal opleve i København, er mit svar altid det samme: Folkehuset Absalon. Det er lokalt, det er hyggeligt, og så er det for alle.
Folkehuset Absalon er et privatdrevet kultur- og forsamlingshus på Vesterbro, som arrangerer aktiviteter fra morgen til midnat. Alt fra keramik, bordtennis, musik, backgammon, film, banko, mad, dans, kaffe, skak, yoga, loppemarkeder, foredrag og fest. Det er den tidligere Absalons Kirke, som blev opkøbt af grundlæggerne af Tiger, Lennart og Suzanne Lajboschitz, og lavet til folkehus i 2015. Siden da har huset været hyppigt brugt af lokale og andre folk i alle aldre. Jeg har selv brugt meget tid i huset, hvor jeg har skrevet afleveringer, spillet ‘rundt om bordet’ og danset til midnat. Min fascination af husets måde at danne rammer for så mange forskellige aktiviteter gav mig en idé: Jeg ville gerne opleve en hel dag på Absalon med de forskellige muligheder, huset kan tilbyde, for på egen krop at gennemleve husets overvældende transformation.
Klokken er 7.32, og jeg er den første, der er der. Jeg går ind i den store sal, som stadig bærer præg af kirkens form med det høje loft og de store vinduer. Døre, gardiner og vægge er farverige, og stearinlysene på bordene er allerede tændt. Selv om jeg er helt alene i kirkesalen, er det allerede hyggeligt. Min morgen starter med en yoghurt og en kop filterkaffe. Jeg ser hvert et menneske, der kommer og sætter sig efter mig. En studerende trækker sin computer frem, et kærestepar spiser morgenmad, og hvad, der ligner en klasse af unge mennesker, er lige mødt ind til deres dag.
Det er, som om Absalon og jeg er vågnet op i takt.
Jeg vækker kroppen med Stråla-yoga kl. 9
Yogainstruktøren sidder klar med tændte stearinlys inde i ‘Klubben’. Jeg er den først ankomne, så jeg snupper en måtte og placerer mig umiddelbart foran hende. De andre lægger sig rundt om mig, så nu står jeg forrest. Det var ellers min plan at holde mig lidt i baggrunden, da jeg ikke lige kan prale med den største yogaerfaring. Rolige musikklange og instruktioner fører os dog trygt gennem en times udstræk og bevægelighed, som var noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Det er, som om min krop først rigtig er vågnet nu. Timen er slut, og vi må gå ud, for nu skal der allerede være ‘Oldies but Goldies’ i selvsamme lokale, hvor de ældre damer tager en svingom. Ude i salen summer det af mennesker. Det er, som om Absalon og jeg er vågnet op i takt.
Jeg fordyber mig med linoleumstryk kl. 11
Sjældent er to timer gået så hurtigt. Vi sidder i et stuelignende krea-rum og skærer i vores linoleumsplader. De fleste har taget en ven eller kæreste under armen. Jeg hører dem snakke, men jeg lytter ikke. Jeg er egentlig glad for at være her selv, så jeg kan sidde med mine egne tanker i et dybt fokus. Forinden vidste jeg ikke, hvad jeg ville synes om linoleumstryk, men jeg blev helt betaget i at skære linjerne efter det motiv, som jeg havde valgt, og efterfølgende lege med farverne. Med mig hjem fik jeg alle mine tryk, lidt ondt i ryggen og en kroget højre hånd.
Jeg møder nye mennesker og laver ‘Kop & Skål’ kl. 13.30
Keramiklokalet ligger under taget, og dagslyset får lov at bryde ind. Lugten af ler sætter mig direkte i en højskolenostalgi, og jeg bliver mindet om de gode keramiktermer som pinching, slikker og pølseteknik. Jeg er aldrig rigtig taget alene til sådanne arrangementer før, men jeg bliver placeret ved et femmandsbord med andre, som også er kommet selv. Vi fortæller om os selv ved bordet og roser hinandens lerklumper undervejs. Når jeg ikke kom med en vant tryghed, endte jeg med at snakke med nye mennesker i to timer. Det var ret befriende.
Jeg danser weekenden i gang kl. 16.45
Vi er nok omkring 30 mennesker af alle aldre. Vi stiller os i en cirkel og får øjenkontakt med hinanden. Jeg spotter én, der kommer i sit pæne tøj direkte fra arbejde, jeg ser min vens mor og linoleumslæreren fra tidligere på dagen. Flere hilser, fordi de er vant til at se hinanden netop på dette tidspunkt hver fredag. Alle er mødt op for at give slip på ugen og danse løs inden weekenden går i gang. Der er fri dans hele vejen igennem, og folk danser lige så intenst, som ventilatorerne drejer rundt. Duggen løber ned ad væggene, og vinduerne kan man ikke længere se ud af.
Jeg nyder fællesspisning kl. 18
Min kusine er ankommet, og hvor er det rart at se et genkendeligt ansigt. Jeg har glædet mig til at fortælle om min dag og få noget dejligt mad. Bordene er stillet op som fire langborde i kirkesalen, som var det Hogwarts, der skulle til spisning. En vært introducerer aftenen på engelsk og indleder med, at vi skal hilse på hinanden ved bordet. Vi deler maden ved vores ottemandsbord, og jeg køber en øl. Som trylleri klarer Absalon at lave så meget dejlig mad til så mange mennesker alle ugens dage.
Menu: Cajun-kalkun eller grøntsager med honning // Ris med frisk spinat & tomat-koriander-salsa med sorte bønner // Avocadocreme & brød
Dessert: Gammeldags æblekage med flødeskum og makroner med hvid chokolade.
Jeg er til Taylor Swift-musikbanko kl. 20.30
Først nu forstår jeg egentlig, hvor meget magt Taylor Swift har i verden. Jeg har kun min folkeskole-Taylor-Swift-æra at trække på, men alle omkring mig kan samtlige tekster og skråler glædeligt med. Jeg har hørt om, hvordan Taylors fans er målt på Richterskalaen, og det forstår jeg nu. Alle sange ledte til jubel, danse på stolene og udbrød i sang. Der var virkelig god stemning, højt humør og mange præmier på spil.
Efter banko bliver borde og stole trukket til side og dj’en spiller videre med Taylor Swifts bangers. Gulvet bliver fyldt med dansende swifties og nye folk, der kommer ind til festen udefra. Jeg danser med min veninde i aftenens sidste timer. Både fordi det er sjovt og befriende, men også fordi det er den eneste måde, jeg kan holde mig vågen.
Jeg er træt. Dødtræt. Det har virkelig været intenst men fyldt med inspirerende oplevelser. Jeg har lyst til at tage tilbage og prøve hver en oplevelse igen. Huset bliver brugt til så mange varierende ting, og jeg har fundet mig tilpas i alle aktiviteterne sammen med det brede spektrum af forskellige mennesker, som bruger Absalon i deres hverdag. Det siger meget om husets samlende potentiale – at hvis jeg kan deltage i det hele, så kan andre nok også. Men for nu er festen slut. Jeg siger farvel til mine venner, så kan jeg også komme hjem. Lyset bliver tændt, musikken slukket. De gode ansatte begynder rengøringen for at gøre klar til, at Absalon kan gøre det hele én gang til allerede i morgen.
Tekst og visuelt: Olga Pontoppidan
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?