Naturen er en kvinde, der ikke har bedt om din kærlighed – del 2

10. november 2022

Golde landskaber, formet af blokke af forstenet lava, der ligger som monumenter over naturens storhed. Svovl, røg og ultimativ naturkraft. Jacob har set dokumentarfilmen Fire of Love. Fra sin base i Island bevæger han sig med filmen i baghovedet og et kamera i hånden op i landets vulkanlandskaber for at prøve at forstå, hvorfor vi er så optagede af den storslåede natur. Hvad vi vil med den, og hvad den vil med os.  

Dette er anden del af en miniserie i to dele. Læs første del her

Måske er det på tide, at vi afromantiserer naturen. Den er ikke ét med mennesket, og den er ikke til stede for vores skyld, men blot noget vi er vokset ud af. Naturen er ligeglad. Den er ugæstfri og byder dig ikke velkommen med en lun sol og varme briser – tværtimod. I Danmark har vi nedbør svarende til hver anden dag, og her på Island er stormene hyppige og stærke nok til at rive sidehængte vinduer af hængslerne. Det resulterer i, at de fleste er tophængte og kun kan åbnes på klem, fastlåst af tunge stormkroge. Men måske er det også dét, som er spændende ved naturen. Det ugæstfri og hårde. Den natur, der virkelig kan  mærkes. Igen er vi tilbage til den romantiske tanke og idéen om det sublime: Det dragende, men samtidig skræmmende; det, der vækker følelserne.

For mig at se, er det de færreste steder i Danmark, vi finder det sublime i naturen. Steder som Vesterhavet og Møns klint kan diskuteres i et vis omfang. Nattehimlen er måske, hvad der kommer tættest på, men den synes også at være uhåndgribeligt langt væk. På samme tid er det også som om, at steder som netop Møns klint har noget falsk over sig – for lad os være ærlige: Hvis Møns klint ikke havde haft nogen sentimental værdi for den danske befolkning, havde vi rimelig hurtigt kørt nogle traktorer hen over og gjort stedet PRAKTISK. Klinten findes, fordi vi har valgt ikke at fjerne den. 

Men i virkeligheden er det jo heller ikke sådan, det fungerer. Her på Island er perspektivet anderledes – her er det nærmere folket, som tilpasser sig naturen af ren nødvendighed. Mennesket er ikke over naturen i hierarkisk forstand (heller ikke i Danmark). Det fik vi et rimelig tydeligt bevis på i 2020, og med det stigende antal af natur- og klimakatastrofer, er det nærmere naturen, der kører sine traktorer hen over os og gør verden praktisk for sin egen overlevelses skyld. Der ligger ingen sentimentalitet i den del af kærlighedsforholdet. Der er ingen, der skåner os.

Spørgsmålet er så, hvorfor det alligevel lyner med turister og islændinges neonfarvede skaljakker gennem Reykjavik. Hvorfor vi dyrker trends som gorp-core i byerne, scroller gennem naturbilleder på Instagram og træder over hegn og advarselsskilte ved alverdens klippeafsatser, for at komme den smule tættere på kanten og det sug vi får i maven, når vi lader blikket falde nedad.

En af de gange jeg selv var ude at se lava-områderne, og med stort besvær kæmpede mig over de brutale, opsprættede stykker af gammel lava, var der noget, som fangede min opmærksomhed. Mellem al den nye jord, der mest af alt ligner store sorte krøllede lagner, gik en dreng alene rundt. Først tænkte jeg, at det virkede uansvarligt af forældrene bare at lade ham rende rundt mellem de skarpe klipper uden opsyn. Men på samme tid går det også op for mig, at der er noget, der lyser i den barnlige nysgerrighed og eventyrlyst. Selv at opdage og udforske verden, det ukendte og store. At kigge ned mellem revnerne, samle stenene op, mærke på dem og måske kravle ind et sted.

Krafft-parret dedikerede deres liv til at finde ud af noget nyt. At udforske og opdage. Ikke så meget for andres skyld, selvom de dokumenterede det meste, men for deres egen skyld. Det kan være, at det i virkeligheden ikke var andet end en barnlig leg og fascination, når de var ude i vulkanerne. 

For Krafft-parret, Ikaros og så mange andre handler det måske mest af alt om at lade sig gribe af noget og så følge det. Spørgsmålet står stadig: Hvad er det, der griber os? Hvad er det, der optager os så meget? Er det naturen? Længslen, overtagelsen? Er det kærligheden? 

Finder vi noget, der er større end livet? Der er værd at dø for?


Dette var sidste del af en miniserie i to dele. Læs første del her.  

Fire of Love kan streames på Disney+ fra d. 11. november 2022.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her