Forelsket i ham i jakkesættet

19. oktober 2023

Følg Maria på gåturen hjem i sit sceneskift mellem byen og sengen. En gåtur, hvor man befinder sig i periferien af nattens puls. Og hvor man – alene som Maria – uroligt længes efter hurtig opmærksomhed fra flirten, men mest efter at komme hen til den, hvor man føler sig hjemme.

natten uden hensigt
tænder jeg min første smøg // for at vågne
hvert sug viser momentvist klarheden
der mangler i dagens lysforurening

der er spottende øjne på de dunede bygninger
vi er under opsyn // uden undtagelse
men dem, der før synede beundring til mig
danser i det blå denimhav af os alle
fedtet ind i glæden ved ikke at bejle

til mig
går i seng nu// jeg tænker, vi ses senere
satellitforbindelsen mellem os
varer en kort stund, skridtenes fart drager
mod ensomheden
før et vi

den afgåede tro om
en hypotetisk relation med alle jer
lækre kvinder i Aarhus
flyder I bare forbi mig langs åen?
seancen stoppede ved det bare smil

flere end én
ville I tænde
mit bål, jer som flammer / I er resten af ønsket
om at kunne elske lummert med mig selv

og ved klostertorvet skralder jeg scenarier
politiet er dørmændene // god arbejdslyst
Gad vide, om jer
fra Nærrum og Fjernum lærer
at kun byens chauffører hilser til hinanden
eller leger I lettere i livet?

inde i sjælens ego
er jeg citronsyre-bitter som barnet
over min selvoprettende forestilling
den tid på året, hvor det endelig bliver koldt i kinderne
er kun himlen fuld af stjerner

ved den levende mur til kirkegården // genkender jeg
døden
der skiller det hele ad
i limboet på gaden er der ikke plads til fulde mareridt

og jeg er på vej hjem efter byen
til døren, hvor noget falder i hak
hvor egoet omsider kradser af
ved første sal

efter en dag i mikrobølgens sensommerstråler
ligger du opvarmet med gab til dine polypper
din snorken lyder af trygge tilstande
som puden med kirsebærstenene breder du varmen
helt ud i livet
som jeg vil være en del af

i morgen tidlig ryger vi under emhætten
ægte 90´er-stil, vil du sige
til hende, der er født i nullerne

Natten vil være glemt
og det gør ingenting
at du ser ret godt ud

Visuelt af Emma Hjortkjær

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her