650 meter fra Fields sang vi One Direction for at dulme nerverne
Første søndag i juli kl. 17.30 sker en tragedie i Danmark. Tre personer bliver dræbt i et masseskyderi i shoppingcentret Fields. 650 meter væk venter godt 17.000 Harry Styles-fans på at blive lukket ind til koncert i Royal Arena. Luna og hendes veninde står i flokken af fans, der endnu ikke ved noget om hændelsen.
Foto fra Lunas telefon
“Just stop your crying, it’s the sign of the tiiimes!”
Sådan synger nogle jokende piger midt i massen af fjerboaer, glitter-makeup og neonklædte koncertgængere. Sangen synger de, da de ser en flok mennesker komme løbende mod Royal Arena. Ovenover os cirkulerer en helikopter. Er det mon Harry deroppe? Vi trækker på skuldrene og hygger videre.
Kl. 18.00 går dørene op. Stewarderne vinker os hastigt hen. Jeg tilbyder dem at undersøge min taske, men det step når vi ikke igennem, før vi bliver lukket ind som de sidste ad indgang G. “Mærkeligt”, tænker vi.
Stemningen er høj, da vi finder vores sæder. Vi diskuterer de sange, vi glæder os mest til at høre, “Cinema” og “Falling”. Min veninde modtager en besked og snakken kortsluttes:
Kl. 18.25: “Der er blevet skudt ovre i Fields. Vær på vagt!“
Shit. Alting vender sig i maven og tankerne kører. Er det terror? Skal vi gå nu? Eller er det for farligt at bevæge sig udenfor? Fortsætter koncerten?
Vi googler på livet løs, men nettet er dårligt, og vi finder kun korte artikler “Flere skud er hørt i shoppingcentret Fields søndag aften. Artiklen opdateres løbende.”
Jeg skriver til min familie. De tror, at det er bandeskyderi, men vi frygter det, der er værre.
To piger sætter sig til rette bag os. Det sitrer i os for at spørge, hvad de ved om skyderiet:
“Jeg arbejder i Fields og har byttet min vagt væk i dag. Min kollega har set en person blive skudt ved rulletrappen,”
fortæller pigen til venstre. Selvom hun lyder chokeret, snakker hun roligt videre. Hendes moster bor kort væk, og hun tilbyder, at vi kan løbe med dem derover, hvis gerningsmanden skulle vise sig at have bagmænd til koncerten.
Jeg overvejer muligheden. Måske er det godt at have en plan? Til en Ariana Grande koncert, som har cirka samme målgruppe som alle os i salen, blev 22 personer dræbt i et terrorangreb i 2017. Jeg beroliger mig selv med, at en plan er en god ide.
Rygterne spreder sig som en virus i salen. For en halv time siden var det de færreste, der vidste noget om skyderiet i Fields. Nu ringer alle hjem for at fortælle, at de er okay. Pigen bag os låner os sin telefon, som har bedre net. Jeg ligger en story op om, at vi er okay. Den går på rundtur i vores lille gruppe af nye veninder. Tusind hjerteemojis sendes afsted.
Screenshot af Lunas Instagram story
Vi venter og venter på at få at vide, hvad der nu skal ske. Klokken bliver 20.00, og Harry går ikke på.
Kl. 20.30 går en mand på scenen:
“Koncerten er udskudt til kl. 21.00. Det er godkendt af politiet”
Jeg går op til indgangen for at få luft. “Kom væk fra vinduerne,” råber en steward gennem gangen.
Kl. 20.45 starter pressemødet: “Koncerten er aflyst,” siger politimanden på skærmen. For få minutter siden fik vi noget andet at vide. Er det ikke sikkert at være herinde mere?
Publikum tager fat i vagter og stewards. De fortæller os, at der er politihold linet op udenfor. Nogle siger, at koncerten er udskudt, andre aflyst. DR skriver det ene, TV2 det andet. Ingen ved, hvad de skal gøre.
I mellemtiden laver publikum bølgen. “WTF?” tænker jeg, men bølger med, fordi alle andre gør det. Jeg har lige grædt over, hvor tæt vi var på at gå ind i Fields før koncerten, men nu skråler vi med på One Directions “Best Song Ever”.
Musikken bliver højere og højere, jo mere klokken går over 21.00. Pludselig lyder et gyseligt skrig i salen. Ikke et “Harry, jeg vil føde dine børn!”-skrig. Et skrig om hjælp. Publikum tier. Man kan høre en knappenål falde til jorden. Sker der mere? Nej. Falsk alarm.
Så kommer manden ud på scenen igen.
Kl. 21.35: “Politiet har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at aflyse koncerten. Vid, at vi alle er i sikkerhed herinde, men nu skal i stille og roligt forlade bygningen.”
Vi siger farvel til vores nye veninder og forlader salen.
I foyeren er der ventetid. Panik. Usikkerhed. Jeg kommer i tanke om taskerne, der ikke blev tjekket. Om vinduerne, vi ikke måtte gå ud til. Om at jeg og 17.000 andre personer har siddet i en sal i fire timer og undret os over, om vi skulle være de næste ofre.
Vi kommer ud til synet af politimænd med skudsikre veste og gigantiske våben. Ikke et normalt syn i Danmark.
På gåturen ned til metroen ser jeg en palette af coping-mekanismer. Mange græder. Andre synger sange. Dybe vejrtrækninger, jokes, et ring hjem til mor og far. Fremmede, der krammer. Fremmede, der tilbyder et lift hjem til personer, de lige har mødt. Fremmede, der hjælper hinanden gennem angstanfald.
På en traumatisk aften gjorde den venlighed fra fremmede mennesker en forskel. Det er det, som jeg vælger at tage med mig fra koncerten. Det er noget, som jeg vil sige tak for.
Så tak til dig, der lånte os din telefon, så vi kunne skrive hjem til vores familie. Tak til dig, der gav dit sidste vand væk i en overophedet metro på vejen hjem. Tak til dig, der gav mig et kram, da jeg havde mest brug for det. Tak til alle jer fremmede, som blev mine venner, da vi mindst ventede det.
Foto fra Lunas telefon
Har du brug for at snakke om hændelsen i Fields med en professionel?
Du kan få hjælp af Røde Kors’ psykologer på 35 29 96 60 fra klokken 9.00-15.00.
Vi var en stor flok piger mellem 14 og 16 år der stod forrest i køren til indgang A da vi fik det ad vide. En af pigerne får et opkald af hendes mor som var derinde og hun sagde at der var skud. Alt dette var inden nogle medier havde skrevet det ud. Det føreste jeg gør er at ringe til min far da jeg vidste han var i området. Det vigtigste for mig var at vide at han var ok. Min veninde ved siden af mig får et mindre angstanfald men det hele blev håndteret og vi kom ind i arenaen. Vi sidder alle sammen derinde i skræk om at en gerningsmand var derinde. En af vores veninder sidder nede på gulvet mens vi andre sidder i sektion 314, så vi ringer lidt frem og tilbage. Lige pludselig starter rygtet om at koncerten er aflyst og mig og 1 af de andre piger går ud og finder en vagt som fortæller at alt stadig foregår som planlagt. En times tid efter det får vi så ad vide at den er udskudt til 21:00 og vi er alle sammen mega lettet. 21:20 ringer min far til mig og siger koncerten er aflyst og at vi skal gå hen til en udgang, men jeg har ventet 2,5 år på at se Harry så jeg går ingen steder før jeg har fået noget ad vide af en vagt. Da der så træder en frem på scenen ved vi alle sammen godt hvad klokken er slået og vi bryder alle sammen. Vi går ud hånd i hånd og prøver at finde de andre piger, men det lykkedes ikke fordi de allerede var kommet ud. Mig og min veninde ender fanget lige ved udgangen i sindsyg varme og folk der bliver skubbet og jeg ved ikke hvad. Der står vi i 20-40 min men det føltes som flere timer. Det var fuldstændig traumatiserene. Da vi endelig kommer ud er der politimænd alle vegne i store uniformer og kæmpe pistoler og gevær. Vi følger bare strømmen og henne ved metroen får jeg øje på min far og vi løber begge to hen i armene på ham og bryder sammen. Vi gik hen til bilen som lå 20 meter væk og så skulle vi bare hjem. Vi havde tænkt os at finde noget mad på vejen da vi er fra Jylland og skulle derfor køre 3,5 time hjem, men vi blev hurtigt enige om at vente til Fyn da vi ikke turde være nogle steder på Sjælland. Vi græd begge to hele turen hjem. Jeg var hjemme omkring klokken 2:30 og jeg sov med min mor i hånden hele natten. Jeg skulle op klokken 7:00 næste morgen fordi jeg skulle til et håndboldstævne i Sverige i 1 uge med hele min klub. Det første folk gjorde da de så mig var at give mig en stor krammer og spørge om jeg var okay. Det var jeg slet ikke og jeg græd også det meste af dagen men alle var så gode til at tage sig af mig. Jeg er okay nu og har fået talt med en masse mennesker❤️ Husk at få talt med nogen du føler dig tryg ved hvis du ikke er okay.
Var også en af de 17.000 der var med til Harry Styles koncerten.
Jeg var helt forrest og havde derfor mega dårligt net.
Da mig og min veninde var på vej til royal arena (vi gik omkring 18.30 fordi vi havde faste pladser i blok 1) hørte vi nogle skud, men vi havde ikke tænkt over det var skud… vi troede bare at det ville være noget helt anden. Fordi man ville jo aldrig have troet at der vil være skyderi i København og så slet ikke i fields.
Vi var der inde i 4 timer. Det var forfærdelige timer. Vi kunne ikke følge med i medierne pga det dårlige net, vi alle var bange for koncerten ville blive aflyst, hvilket den gjorde og vi var alle bange for der ville ske noget inde i royal arena..
Klokken 21.58 forlod vi royal arena og blev kørt til Vanløse med en masse metroer.. det var forfærdeligt. Ruderne duggede fordi set var så varmt…
Og både ked af oplevelsen, men også at vi ikke fik ser Harry. Havde glæder mig til at se ham i SÅ lang tid.
Den 3 juli er en dag jeg aldrig vil glemme.
Ja, vi så som skrevet også folk løbe derfra, men satte det slet ikke sammen med skuddene, helikopteren over os og faktum af at indgangen blev lukket lige bag os, indtil vi fik besked med at der var skud. Så røg alle brikkerne pludseligt på plads. Lidt skræmmende at man ikke sætter sådan nogle ting i perspektiv i momentet. Endnu mere skræmmende at Royal Arena desværre kun kom ud to gange og anerkendte hvor skræmte vi var.
Puuha, jeg er så glad for at den dag er ovre. Glad for, at i er okay <3
Det lyder benhårdt Emma. Vi havde præcis samme oplevelse. Så ubehageligt i metroen. Gik jeres også i stå?