8 queer filmperler

Queer film skal ikke kun bestå af lidelseshistorier med LGBTQIA+ hovedkarakterer badet i skam og skyld, og dét gør de heldigvis heller ikke. Særligt uden for mainstream streamingtjenesterne findes et hav af nuancerede queer filmperler. Mens jeg venter i spænding på morgendagens film, vil jeg tage et kig på nogle af dem, der allerede eksisterer. Her er blot et bud på 8 queer filmperler. De fleste film på listen er ikke kun lavet om et queer fællesskab, men skabt af og med queer personer. Så kom med på en rejse rundt i verdens afkroge gennem forskellige formater og årtier, og se på nogle filmperler!

‘Fucking Åmål’. Foto: Åke Ottosson (Memfis Film)

Fucking Åmål (1998), Lukas Moodysson
Jeg starter filmrejsen i nabolandet Sverige, hvor den 16-årige outsider Agnes er flyttet til den dødssyge provins Åmål. Hun har ingen venner, og som hendes far siger, er de jo også lige flyttet dertil – men det er faktisk to år siden, de ankom. Der er ingen, som nogensinde kommer til at kunne lide Agnes! På slut 90’er og 00’er-manér taster hun på det kluntede tastatur ønsker som, “att Elin ska bli kär i mig. JAG ÄLSKER ELIN!!!!!!!!!!”
Modsat den generte Agnes, er Elin rebelsk. Hun vil “gå på rave” og søger spænding. Da Elin kysser Agnes som en prank, frastødes hun af sin opførsel men ender med at vende tilbage til Agnes. 

‘Fucking Åmål’ kommer alle følelserne igennem og skildrer en queer (ud)længsel med inderlige nærbilleder. Den kan kaldes lidt af en skandinavisk kulturskat, for det er både en nordisk tidslomme, en releterbar ungdomsfilm og så har den en lykkelig, lesbisk slutning, hvilket hører til sjældenhederne.
Trigger Warning: Selvskade
Kan ses på Filmstriben, Netflix & HBO Max

‘Tomboy’. Foto: Crystal Fournier (Pyramide Distribution)

Tomboy (2011), Céline Sciamma
Hvis jeg lukker øjnene og tænker på ‘Tomboy’, bliver jeg fyldt med varme i hele kroppen, og jeg mindes barndommens sommerferier. Det er netop de autentiske barndomsperspektiver, som franske Céline Sciamma mestrer. 

I ‘Tomboy’ er den 12-årige, der har fået tildelt navnet Laure, lige flyttet med sin familie hen over sommeren. Flytningen åbner op for, at Laure kan udtrykke sig på ny, og da pigen Lisa spørger: “Hvad hedder du?”, introducerer Laure sig som: “Mickaël.” Mickaël slutter sig til Lisas vennegruppe og bliver mere komfortabel med at performe maskulint. Børnene flyder rundt i sommerens frihed, men Mickaël mærker også en kønsdysfori. Lillesøsteren Jeanne forstår Laure/Mickaël på et dybere niveau, og scenerne med søskendeparret er enormt rørende. 

‘Tomboy’ er en sød og hjertevarm fortælling, der med udsøgt opmærksomhed udforsker kønsroller og forventninger. Sciamma har aldrig definitivt ville give et “label” på Laure/Mickaëls køn, og efterlader filmen åben med et ønske om, at alle uanset køn og seksualitet kan relatere.
Kan ses på Filmstriben

‘Tangerine’. Foto: Augusta Quirk / Radium Cheung (Magnolia Pictures)

Tangerine (2015), Sean Baker
Det er juleaftensdag, og i en af Hollywoods donutshops mødes de to veninder og transkønnede sexarbejdere Alexandra og Sin-Dee, som lige er blevet løsladt fra fængslet. Alexandra kommer til at røbe, at Sin-Dees kæreste Chester har været hende utro, og derfra udfoldes noget af et revenge-plot. Sin-Dee raser gennem byen efter kvinden, der vist hedder noget med D. Dani, Desiree, Destiny? ‘Tangerine’ er en utraditionel comedy-buddy film med sårbarhed og nerve. Den er skudt på en Iphone 5, og Los Angeles fremstår næsten drømmeagtig i filmens mættede farver. 

I forsøget på at portrættere sine karakterer autentisk opsøgte Sean Baker transpersoner og castede de uprøvede skuespillere Kitana Kiki Rodriquez og Mya Taylor. Oprindeligt forestillede Sean Baker sig en mørkere film, der viste de barske vilkår for sorte transkvinder og sexarbejdere, men Rodriquez og Taylor foreslog, at filmens tone i stedet skulle være humoristisk og eskapistisk. Den afviser at portrættere tragedie eller dømme karaktererne, hvilket er enormt befriende. Med Sin-Dees ord: “Merry Christmas Eve, bitch!”
Kan ses på Filmstriben

‘I morgen danser vi’. Foto: Lisabi Fridell (Reel Pictures)

I morgen danser vi (2019), Levan Akin
Ikke mange tænker på Georgien som et land med store filmklassikere, men jeg vil nu gerne nominere denne film som en kommende klassiker. ‘I morgen danser vi’ er et betagende drama om den unge danser Merab, der er en del af Georgiens Nationale Ballet i Tbilisi, hvor “der ikke er plads til svaghed.” Filmen er vanvittig smuk, kameraet sanser alt omkring Merab, og man drages af frodige altaner, sensuelle bevægelser og selv svedperler og guldøreringe kommer til at glitre i det orange skær. 

En dag træder den nye og talentfulde Irakli ind på dansegulvet og bliver en del af ensemblet. De to bliver hinandens største konkurrenter, men forelsker sig samtidig i hinanden. I et konservativt samfund og et maskulint miljø er deres kærlighed skadelig for både deres karriere og fattige familier, men de forsøger på hver sin måde at navigere i følelserne.
Kan ses på Filmstriben

‘Paris Is Burning’. Foto: Paul Gibson (Off White Prod.)

Paris Is Burning (1990), Jennie Livingston
Går du og tror, at det er drag queens fra det 21. århundrede, RuPaul eller Madonna, der har fundet på begreber og fænomener som shade og voguing – så tro om igen. Begreberne kan spores tilbage til ‘Paris Is Burning’ og endda langt tid før dokumentaren. 

Gennem syv år har Jennie Livingston indhentet materiale fra Harlem ballroom scenen og interviewet adskillige fra ball culture. I dokumentaren møder vi drag queens, queer- og transpersoner, der fortæller om centrale elementer til balls. Her går de catwalk og konkurrerer i forskellige kategorier som execute realness og high fashion extravaganza. Der bliver sagt: “In a ballroom you can be anything you want.” De støtter hinanden i mødet med en samfundsmæssig og systematisk modstand og finder et fristed i ball culture. ‘Paris Is Burning’ er en vigtig dokumentation af en kultur, hvis begreber vi i stigende grad tager til os, men oftest glemmer, hvor kommer fra.
Kan ses gratis på Youtube, hvis man kan leve med reklamer og lidt tekniske udfordringer.

‘Happy Together’. Foto: Wing-Hong Ha (Camera Film)

Happy Together (1997), Wong Kar-wai
De fleste, der har prøvet at flygte fra uløste problemer, ved, at problemerne oftest flytter med. Det gør de bestemt også i ‘Happy Together’. 

Parret Lai Yiu-fai og Ho Po-wing rejser fra Hong Kong til Argentina i forsøget på at lappe deres allerede flossede forhold. De har en lampe med et motiv af Iguazu-vandfaldet, som de ønsker at se, men de farer vild og ender med at måtte kigge længselsfuldt på lampen i et værelse i Buenos Aires. Efter kort tid slår de op, men med ingen penge på helt fremmed jord har de ikke andet end hinanden. 

Filmen er rå og ukonventionel i sin stil. Der klippes mellem ømme øjeblikke, hvor parret danser tango til voldelige diskussioner. Det er både en historie om to mænds komplicerede kærlighedsliv i et nyt land og om hver deres forhold til fortid. Filmen var revolutionerende for sin tid, og den er blevet et referencepunkt for mange queer film.
Kan ses på Filmstriben

‘En fantastisk kvinde’. Foto: Benjamín Echazarreta (Miracle Film)

En fantastisk kvinde (2017), Sebastián Lelio
Som en tribute til ‘Happy Together’ starter filmen ved det storslåede vandfald Iguazú. Et sted der forbliver en utopi, præcist ligesom i ‘Happy Together’.

Af sin 20 år ældre kæreste Orlando får servitricen og sangerinden Marina billetter til vandfaldet, men kort tid efter dør Orlando af et ildebefindende. På hospitalet mistænkeliggøres hun af en transfobisk læge, der spørger om Marina er et kælenavn, og hos Orlandos familie er der heller ikke megen omsorg at hente. De vil have hende ud af Orlandos lejlighed, til at aflevere parrets hund, og at hun holder sig væk fra begravelsen – men Marina går ingen steder. Hun er et underspillet powerhouse, og da hun hopper op på en bil med Orlandos familie og tramper i sine højhælede sko med ordene: ”Jeg. Vil. Have. Min. Hund!”, kan jeg ikke lade være med at klappe i mine hænder.
Kan ses på Filmstriben

‘AQUARI’. Foto: Catherine Pattinama Coleman

AQUARI (2023), Leo Mendes
Jeg ender rejsen i Danmark, hvor det godt nok står rimelig sløvt til med queer repræsentation på spillefilmsfronten – men retter man blikket mod den danske upcoming kortfilmscene, står talenterne næsten i kø. Her kunne for eksempel Mathias Broes ‘Amfi’ (2018) nævnes, og nu også Leo Mendes’ kortfilm ‘AQUARI.

I ‘AQUARI’ mødes Nanna og Marta, der har været venner lige siden gymnasiet. I flere år har Nanna været interesseret i Marta, men har forsøgt at lægge følelserne på hylden. Da Marta pludselig begynder at flirte, bliver det en katalysator for både forvirring og frustration, og Nanna er bange for at blive såret. Kortfilmen inviterer os ind i et intimt og sårbart rum. Den fortæller med kærlighed til emnet om de følelser, der kan opstå, når grænserne mellem venner viskes ud. Ligesom de andre film på listen, er ‘AQUARI’ indbegrebet af en smuk filmperle, som jeg har lyst til at vise til alle.
Filmen kommer til at kunne ses på Ekko, og den vises på festivalen MIX CPH d. 22/10 & 26/10

Tekst og visuelt: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Laura Rye Bislev