Agurk eller vindrue

Idet jeg sætter opladeren i min computer, lyder der et “hej” fra skærmen. Andersen har et velfungerende webcam, god kvalitet, god lyd, det hele spiller. Ovenikøbet er han næsten tre gange så gammel som mig, hvilket ikke gør situationen mindre pinlig for en generation Z’er. Fra en mindre teknikalitet til en større, som er, at der lige nu er valg i Danmark. Overalt er der valgplakater, valgdebatter og politikere, der trodser egen værdighed ved at stå ude foran din uddannelsesinstitution og deler ud af diverse undervældende snacks. Er vi unge måske ikke ved at blive lidt trætte af det her ekstraordinære valg morads? Er vi stadig demokratisk engageret?

Ifølge Andersen er svaret ikke så entydigt. “Hvis vi kigger på valgdeltagelsen i forhold til generationer, så er de unge dem, som har den laveste valgdeltagelse”. Dog er der en lille krølle, nemlig “at de 18-19-årige har en voldsom høj valgdeltagelse”, som ifølge Johannes Andersen kan forklares ved, “at så længe de bor hjemme, så får deres forældre dem til at gå hen og stemme”.

Ungdommen skal blive bedre til at stemme, når de flytter hjemmefra. Dog er de utrolig gode til at stemme, når de bor hjemme. Hvis man følger denne logik, så ville der i teorien være høj valgdeltagelse fra unge, også hvis valgretsalderen blev sænket, og det er netop én af Andersens hovedpointer.

Han har i mange år ment, at valgretsalderen i hvert fald burde sænkes til 16 år. Han opridser flere grunde til det, blandt andet at “man som 16-årig har mange forpligtelser fx at betale skat”, som gør, “at man med god ret også burde have lov at prioritere, hvad de skattekroner man betaler skal bruges til”. Kort efter påpeger han, at “dét at være demokrat, er noget, som man skal lære” og at en valgretsalder på 16 år “vil styrke det demokratiske engagement og dermed styrke demokratiet. Hvis man starter som 16-årig, så har man mulighed for at få en god indgang til det. Jo før, jo bedre, at man får det ansvar”. Det forudsætter dog, at det demokratiske ansvar forvaltes ordentligt, og at forældrene “tager opgaven alvorligt, når deres barn skal stemme for første gang”.

Forleden faldt jeg ned i et af internettets algoritmiske kaninhuller, hvor sammenhæng mellem tid og rum ikke eksisterer. Jeg snublede over en video fra primatologen Frans de Waal, hvor han forklarer et af hans “fairness” studier. Studiet handler om to kapucineraber, som bliver sat ind i hver deres bur. I første omgang får aberne begge tildelt en agurk. De spiser den uden brok og er villige til at gentage proceduren flere gange. I anden omgang får den ene abe tildelt en agurk og den anden en vindrue. Ækvivalenten er nogenlunde, at du giver dit ene barn en is og det andet en halvtør gulerod.

Da den agurkespisende kapucinerabe ser, at dens kammerat får tildelt en vindrue fremfor en agurk, forventer den at den også modtager en vindrue i næste omgang. Mod forventning modtager kapucineraben endnu en agurk, og med det samme strømmer frustrationerne ud. På komisk vis kyler kapucineraben agurken på forskeren og prøver desperat at nå vindruerne. Kort efter river den indebrændt i buret og skriger i ren og skær uretfærdighed. Ved siden af fortsætter den anden kapucinerabe ufortrødent med at spise vindruer.

Den eksplicitte og tydelige uretfærdighed gør det svært ikke at smile. Både fordi klippet er meget komisk, men samtidig også dybt genkendeligt. Når vi sammenligner os med andre, så kan det nuværende føles utilstrækkeligt. Hvad der før var acceptabelt, er blevet uacceptabelt. En agurk smager helt fint, hvis alle spiser en agurk, men hvis nogle andre får en vindrue, så smager agurken hurtigt elendigt og er måske endda uspiselig.

Hvis man som 15-årig kan se, at ens storesøster på 16 år kan stemme, så kan det føles uretfærdigt. Vi ved jo fra Andersen, at valgdeltagelsen er høj, når man bor hjemme. Og hvis vi går helt til dørs med den logik, kan man ifølge Andersen “overveje at sige 0 år”. Alle skal forgyldes med en vindrue. Radikalt er det umiddelbart, og Andersen siger da også selv, at “det er en anelse voldsomt”, men ideen er, “at man simpelthen skulle lade alle medborgere være en del af medborgerskabet, uanset hvad. Og i så lang tid at man ikke selv ville stemme, så skulle man lade forældrene stemme for en”.

Jeg er selv skilsmissebarn og ud fra mit gode kendskab til mine forældre, så er de ikke af samme politiske overbevisning. Og for at gøre det mere upraktisk, så er det svært for forældre at ligelig fordele politiske uenigheder, hvis de har ulig antal af børn. Disse problemer anerkender Andersen også, da det “selvfølgelig kan give nogle diskussioner derhjemme”. Alligevel ville præmissen for en valgretsalder på 0 år stadig være noget, han “sagtens kunne leve med”. 

At valgretsalderen skulle være 18 år blev indført i 1978, snart små 45 år siden. Umiddelbart tegner der sig ikke billede af, at det kommer til at ændre sig. Og det kan potentielt have konsekvenser for de unges politiske engagement, mener Andersen: “Det er klart, at det politiske engagement og det at se politik som en væsentlig del af sine handlemuligheder, det bliver svækket. Jeg plejer at sige: man er aktiv i samfundet, men ikke i politik”.

De aktive i samfundet, de nye unge stemmeberettiget, bliver der færre af. Lige nu hersker der en skæv demografisk udvikling i Danmark og i hele Europa. Kort sagt, middellevetiden stiger stødt for hvert år, og samtidig føder vi færre børn end førhen. Resultatet er en befolkning, hvor der stille og roligt bliver relativt flere ældre end unge. Det er et alvorligt problem, hvis man spørger den britiske politolog David Runciman. Runciman har i noget tid advokeret for, at børn ned til seks år skulle have retten til at stemme. Det helt centrale for ham er, at den skæve demografi kan skabe ubalance i demokratiet. 

Pointen er, at der historisk set har været flere stemmeberettiget i demokratiske lande, som var 40 år end over 60 år. Den ældre generation havde måske de økonomiske muskler, men de unge havde de fleste stemmer. Og heri ligger risikoen, fordi så snart politikerne henvender sig og repræsenterer de ældre vælger og vinder valg på det, så vil de unge miste interesse og engagement i demokratiet. Hvis man, ligesom den ene kapucinerabe, bliver ved med at modtage en agurk, imens at naboen modtager en vindrue, vil der så ikke snige sig noget afmagt ind, specielt hvis det fortsættes i en længere periode?

Tidsånden og markante samfundstendenser har påvist, at det acceptable pludselig kan blive uacceptabelt. Mest synligt ved MeToo og de heraf kommende retoriske bortforklaringer om, at ”det var en anden tid”. Politisk synligt er det også, hvor næsten alle politiske partier de seneste år har adapteret deres politik til den grønne dagsorden. Hallo, selv DF flirter med et 70-procents-klimamål!

Og måske rammer det snart valgretsalderen i Danmark. Østrig sænkede deres valgretsalder til 16 år i 2007, og siden 1996 i Tyskland har syv delstater 16-års stemmeret. De fremtidige konturer peger i hvert fald i retningen ad, at der er flere, som får lov til at gå fra agurk til vindrue.