Alle snefnug er unikke

12. marts 2020

Hvordan ved man, om en interesse er ens livs store passion eller blot en hobby? Er der overhovedet tid til at se Netflix, hvis man skal følge en stor drøm? Og giver man op på den drøm, hvis man skifter retning? Ajas nyeste indlæg behandler det at være nået et andet sted hen i livet, end man tidligere havde forestillet sig, og om at erkende, at man ikke kun har én rigtig vej.

Collage af Lasse Bækkel

 

I’m twenty five

Haven’t done much with my life

Only got two years till it’s rockstar time to die

I really thought somehow

I’d be more famous by now                 

Special-K – “I Thought I’d Be More Famous By Now”

 

Hvordan forestillede du dig, at dit liv ville se ud, da du var lille? Da du var teenager? Da du gik ud af gymnasiet?

Måske forestillede du dig, at du ville blive overlæge, trommeslager eller ballerina. Måske er det lykkedes, måske er det ikke helt, som du havde forventet? Var det, fordi du fik lyst til noget andet? Måske rakte dit talent eller din intelligens ikke. Måske var du ikke passioneret nok. Måske havde du ikke DET, DER SKAL TIL. Hvornår sluttede den drøm? Lever den stadig inde i dig?

Det er identitetsspørgsmålet til en million: Er du KUNSTNER, eller har du bare kunstneriske interesser?

Det skal da nok ske for mig, jeg er jo unik

Jeg er 19 år, solen skinner, og jeg skal til at slutte 3.g. Jeg sidder omgivet af klassekammerater i en have i Rødovre, vi er på besøg hos vores dansklærer. Den klassiske ceremoni udfolder sig: Vi skal skrive et brev til os selv om fem år, og til den tid vil han invitere os igen for at læse brevet. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skrev. Jeg forestiller mig, at jeg har skrevet mine drømme ned, hvilken person jeg håber, der åbner brevet om fem år, og hvor hun er i sit liv. Aldrig var drømmene større og mere urealistiske end den sommer. Jeg havde aldrig prøvet livet udenfor den store varme skole-dunjakke, men jeg forestillede mig store ting. Jeg forestillede mig, at mulighederne ville åbne sig som en slikbutik, hvor jeg bare skulle rage ned fra hylderne. At jeg ville snuble over et eller andet farvestrålende stykke vingummi, samle det op, og så ville det hele give mening. At jeg ikke selv behøvede at vælge til og fra. At jeg ikke selv behøvede at gøre det store. At jeg ville finde min vej, mit kald i livet, mig selv. At jeg var hovedpersonen i en meget speciel historie, og at det kun var et spørgsmål om tid, før verden fandt ud af det. Jeg fandt ud af, at der er et begreb for den følelse, som er hyppig blandt min generation: special snowflake syndrome. Alle snefnug er unikke…

Indtil de rammer jorden.

Var det egentlig kun min mor, der havde sagt, jeg var unik?

 

Levevej eller ”bare” en hobby?

Tre år efter gymnasiet. Det er sommerferie igen. Jeg er lige stoppet på en skole for danseteater. Drømmen har levet stærkt, og jeg er klar til at leve videre på den. Nu er jeg jo gået den her vej, og så er det jo bare at kæmpe for drømmen. Det er nu, jeg skal ud og høste frugterne af de ting, jeg har lært. WORK HARD, DREAM BIG, MAKE IT HAPPEN. Jeg kommer ikke lige ind på Skuespillerskolen. Så skal man jo finde sin egen vej til at MAKE IT HAPPEN. Det sker i hvert fald ikke helt af sig selv. Det er hårdt arbejde, og det virker ikke, som om der er plads til meget andet. Der er også andre ting, der brænder i mig, gamle og nye interesser, fx at skrive her på SEIN. Men er der tid til at prøve nye ting af og skifte retning, hvis jeg skal MAKE IT HAPPEN? Jeg får en følelse af at give op på drømmen udadtil, men den er jo stadig inde i mig. Men når folk spørger, hvordan det går med at blive skuespiller, så runger det lidt mærkeligt at sige ”Jeg holder lige en pause”. De store stjerner tog jo ikke lige en pause og tog en helt anden uddannelse, da de var 22?  

Det er svært at acceptere, at det, måske bare i en periode, skal være en sideløbende ”hobby” og ikke en levevej. Det er identitetsspørgsmålet til en million: Er du KUNSTNER, eller har du bare kunstneriske interesser?  

Man er i konstant udvikling og skal løbende finde ud af, hvem man gerne vil være resten af livet.

Vil du det 100 procent?

Jeg ville virkelig ønske, jeg var sådan en, der ikke kunne lade være. En, der blev nødt til at sidde til langt ud på natten og dyrke sin kreativitet, fordi man simpelthen ikke kan lade være. En af dem, der brød igennem til stjernerne som 15-årig, fordi deres kreativitet var en så sprudlende vulkan på vej i udbrud, en bugnende guldmine. En af dem, der altid har kendt deres kald, og hvor passionen bliver ved med at trække så hårdt, at de ikke behøver stoppe op og tage stilling.

Sådan er jeg ikke. Jeg skal tage mig sammen, også til ting, som jeg synes er sjove. Jeg skal hive mig selv op i nakken og gøre en indsats. Er det, fordi jeg ikke er passioneret nok? Er det, fordi jeg stadig ikke har fundet mit kald? Jeg vil noget 100 procent den ene dag, og den anden dag er jeg træt og doven og vil se Netflix. Er der overhovedet tid til det, hvis man skal opnå sine drømme?  

At vælge om – eller vælge til?

Jeg sidder på en parkbænk forleden og overhører en samtale mellem to ældre damer, der langsomt går forbi mig arm i arm. ”Så bliver du nødt til at leve mindst 12 år mere,” siger den ene. Min nysgerrighed vokser. Hvad er der her for en samtale? ”Ja, hvis jeg skal lære at sy, det tager et par år, og så at spille klaver det tager mindst otte år”. Det slår mig helt ud. Mine ideer om, at man skal lære ting for at kunne bruge dem resten af livet og høste frugterne af sine anstrengelser. Her er en kvinde, der bare gerne vil lære det og nok ikke kommer til at nå at høste så meget. Hun kommer ikke til at blive den bedste til at spille klaver.

Hun får mig til at tænke, at den sejeste måde at gå igennem livet på er at blive ved med at udforske nye områder og sider af sig selv. Da jeg var yngre, trøstede jeg mig med tanken om, at jeg jo bare ikke havde fundet mig selv endnu, det gør alle jo, så jeg skulle bare lede. Jeg fandt ud af, at mig selv ikke er derude og skal findes. Man er i konstant udvikling og skal løbende finde ud af, hvem man gerne vil være resten af livet. Nu trøster jeg mig med den tanke i stedet. At der ikke er et eller andet hak, jeg mangler at falde på plads i, som jeg ikke har fundet.

Jeg vil prøve at ændre ordlyden fra at vælge om til at vælge til. Når man skifter uddannelse. Starter på en højskole for noget, man aldrig har prøvet før. Eller siger op på sit job og tager ud at rejse. Velkommen i de vægelsindedes klub, lad os tage og skrive vores forventningspres i et brev til os selv, som vi aldrig åbner igen.

Hvad tænker du?

  1. Anne siger:

    Elsker simpelthen denne her tekst. Kan virkelig relatere til dine overvejelser og har selv svært ved at træffe beslutninger, men din teskst giver mig alligevel en form for tryghed og ro.

  2. Kristine Kvist siger:

    At vælge til. Vildt smukt formuleret!

  3. Caroline T. siger:

    Max godt skrevet Aja. Kan se mig selv i det hele. Dejligt at høre en anden sige det højt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN