Om rejseensomhed, del 2
Bevæg dig med Jonas gennem europæiske byer, ind og ud af ensomheden og periferien, mens han langsomt viser dig rundt i smukke, gemte scener med sit omsorgsfulde sprog. Du kan læse del 1 her.
Bukarest, gennemfører dagene, inden jeg tør kalde dem mine.
Ny storby med europæisk art nouveau og sovjetisk pastel-kollektivisme. Senkapitalismens henfald presser lysende reklameskilte ind i de støvgule facader. Sover på et skummelt hostel i en opgang med et lys, der flakker. Der er ingen gardiner på værelset. Lyset fra en parkeringspladsen siver gennem ruden. Jeg har næsten mit eget værelse. Gennemgang ind til små kamre uden vinduer hvor de andre gæster sover. Trækronerne flimrer, blå, hen over væggen.
Dagene skinner igennem den hinde, der er min tvivl. Foran musikhuset rammer solen duernes kroppe, så det ligner et mosaik-agtigt mønster. Spiser min morgenmad: forskellige former for dej med blommesyltetøj. Lyset er skarpt. Betragter solen, der rammer forskellige overflader. Græsset, kobbertaget, søjlerne og de harpeformede vinduer. Sådan skal mit blik vandre gennem dagen. Betragte alt det, der ikke er mit ansigt.
Forskellige måder træer dekorerer bygninger. Figentræet folder sig ud over muren, efeu løber gennem betonens flænger. Gipstræers søjler på den nyromanske arkitektskole. En masse afhuggede træstammer placeret i store cementrammer – et minde om revolutionens ofre.
Forskellige måder materialer deltager i bevægelser. En kontorbygning med store glasvinduer er blevet bygget ovenpå en herskabsvilla eller et byzantisk kapel. En konge er blevet smeltet til en revolutionsleder til en konge men i en akavet kvalitet. Bronzen optegner historiens uafsluttede formbarhed, materialet drypper. Et indkøbscenter med vægge af hvid marmor, rige mennesker danser på en klub i kælderen. Skriftsprogets evolution er tegnet på væggenes porcelænsklinker, fingre glider over fortællingen.
Skiftende café-borde tværer fedtpletter over siderne i min notesbog. Min historie tager form som en langsom, blød bevægelse. Er begyndt at opholde mig i boligkvarterene. Hvor det daglige liv leves. Væk fra storbypladser og banegårde. De dueblå busser og sporvogne glider forbi vinduet. Børn leger i parken mellem det sorte støbejern. Vilde katte bor i overbevoksninger mellem husene.
Vil forsøge at glemme, at jeg rejser og ikke bor her.
En lille café presset ind mellem pastelfarvede ornamenterede mure. Blommelikør i reagensglas, røde velourpuder. En mand med lyseblå vest og et venligt rynket ansigt laver en kop stærk espresso til mig. Drikker den ude i baggården, som er opgangen til en lejlighed. Sidder og skriver og et par mænd i joggingbukser ankommer. De er stamkunder, kigger nysgerrigt på mig. “Oh, a poet!” udbryder den ene. De er arkitekter, fortæller de. De snakker om sovjetisk idealisme, europæisk belle époque viklet ind i senkapitalistisk drømmeløshed. De snakker, og jeg behøver ikke gøre andet end at være til stede.
“The inequality painted over these walls. People sleep, love, have babies in this poorly mantained architecture. It’s not evidence of how bad the past was. It’s gentrification forcing people to live in decay.”
For nogle år siden fik de til opgave at genfortolke den gamle parlementhave. 25 år efter Sovjets fald stod området som et stort goldt landskab.
Den anden arkitekt siger: “10.000 tulips. I planted my hands into the dirt. Blossoming upon blossoming.”
En medarbejder fra en anden café anbefaler en klub i den anden ende af byen. Den ligger på tredje sal i en lejlighedsbygning. Appelsinfarvet lys gennem mørkeblå rum. En drink med timian og citrus. Alle er smukke og ryger cigaretter på trapperne. Alt virker forbundet, de møder hinanden og kysser hinandens kinder. De bevæger sig rundt i en ungdomsfortælling, der ikke er min.
Næste morgen viser arkitekterne mig parlamenthaven. Den er egentlig lukket om søndagen. Vagterne virker afvisende. Efter lang tid, hvor de enten har hyggesnakket eller skændtes, bliver vi lukket ind.
Henter min bagage på hostellet og må løbe hen til banegården.
*
De snakker slovensk i højtaleren. Noget med et sporskifte, vi stopper midt i et eng-agtigt landskab. De åbner togdørene, og jeg sætter mig på trappen. Fikseret mellem himlen og græsset, der flimrer i solen. Kan godt lide den ro, der forfølger mig. Min tur er tvunget til at stå stille. Dvæle ved noget.
Øjeblikke strukket ud som togenes cylinderformede rum.
Nåle og løvskove dækker bjergene. Skovene er tætte på en måde, hvor man har lyst til at bevæge sig ind i dem. Urtids-agtig opdagelsestrang. Et givet sted, nostalgi efter det potentielle.
Brestanica, den mindste og sødeste station.
Går langs bækken op til vandrehjemmet, hvor jeg skal sove. Luften er tung og fugtig. En ældre kvinde vander pelargonier på gelænderet. Det er smukt, det hele. En kat, klatreroser på murene.
I aftes en form for velsignelses-ceremoni. Går en aftentur rundt i området og ender i en af byens to kirker. Præsten går med kappe og stok, fumler med nogle papirer og stearinlys. Stilheden mellem sætningerne er det eneste, jeg forstår, og virker overdrevet lang. Scenen har en blanding af stolthed og klodsethed.
En slotsruin, spiser brød og ajvar, ser ud over de skovbeklædte bjerge. De bedste blåbær jeg nogensinde har fået. Om aftenen er skovene endnu tættere. Må føle mig frem ned af en stejl vej. Et kraftigt lys flakker på himlen. Spørger nogle lokale, hvad det er, peger op. De er venlige, men uinteresserede, smiler undrende. Et naturfænomen kan normalt samle folk. Her er sproget stadig en afstand.
*
En lavine, fortæller de mig på stationen næste morgen. De seneste dages regnskyl og torden fik mudderet til at løbe ned af bjergsiderne. Landskabet og tognettet i opløsning. Vi kan regne med forsinkelser hele dagen. Snakker med en kvinde, hun studerer i England men er hjemme over sommeren. Følges med hende til Ljubljana i tre forskellige toge og en bus. Umuligt at nå frem til hovedbanegården uden hendes hjælp. Hilser på hendes mor, og de peger mig i retning af Tivoli Park.
Heldagstur til bjergbyen Kranj, forskellige overdrivelser af vejr: skybrud eller brændende sol. Byen er pastelfarvet og gammel. Sloveniens nationelhelt og folkedigter France Presêren boede her på et tidspunkt. Han svarer til Dronning Margrethe, Kim Larsen og Holger Danske i én person. Der er statuer af ham overalt. Han portrætteres som en mørk, lidende skikkelse.
Er der et ord for angsten for at være billede? Angsten for spejle, kameraer, øjne, altings pupiller.
France Presêren skriver:
“Så,
du vil gerne være digter,
men det er for hårdt
at bære himlen og helvede i dit bryst?”
En ældre dame hilser på en ung mand på el-løbehjul. Savner at blive genkendt.
*
Skybrud hele dagen, tager på forskellige museer.
En underlig tristhed forfølger mig stadig. Foran det moderne kunstmuseum er der en stor glasinstallation med utallige spejle. Mit ansigt splittes ud i et mosaik-agtigt mønster. Har svært ved at forbinde det med noget smukt. Genfinder det overalt. Kan heller ikke længere forbinde mig med den vold, jeg betragter mig selv med.
Det smukke, det løsnede. Ljubljana er en by, hvor folk smiler. På gader, på en trappe op mod Ljubljanski Grad. De små begivenheder, der langsomt løsner tyngden. Det er ham, der sælger friske abrikoser. De ældre kvinder, der mobiliseres for at finde oversat slovensk litteratur til mig. Hende i garderoben, der komplimenterer min neglelak.
En udstilling udforsker monumentets afpolitiserede skrøbelighed. Igen drømmen om at samle uden undertrykkelsens ansigt.
Snakker med en ung kvinde i en bogforretning. Hun fortæller, hvordan Airbnb-lejlighederne skubber de unge ud af byen. Det, hun elsker ved byen, siger hun, er, at den er tryg. At man kan gå alene hjem fra byen som kvinde.
Ljubljana møder mig med en mildhed, jeg har savnet, og tager en tyngde fra mig, som jeg ikke længere kalder min.
Ljubljana giver mig lyst. En voldsom lyst. Til at tage min trøje af og lade min blege hud lyse i eftermiddagssolen. Til at møde mine omgivelser på en ny og mere øm måde. Ljubljana giver mig lyst til at fotografere en snegl, der hviler på et tilmosset stengærde. Ljubljana giver mig lyst til at hoppe på en af de der turistbusser, sejle i gondoler, glemme mig selv.
Ljubljana giver mig lyst til at skrive postkort, et postkort til mig selv:
“Hey ven, det kan være hårdt at rejse alene, men kan mærke, vi er det rigtige sted nu.
Ljubljana giver mig lyst til at rejse alene.”
Skribent: Jonas Rud Bentzen
Visuelt: Albert Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Sigrid Langgaard
Hvad tænker du?