Jeg går rundt i en sky

Jeg sidder her og lytter til Joni Mitchell og drikker Nescafé. Jeg synes, jeg har lidt tømmermænd, selvom jeg kun har arbejdet i den her weekend. Jeg går rundt i en sky. Ikke den der gode, nyforelskede, lyserøde sky, men den der grå, vintersky, der hænger nede om ørerne på én. Det er, som om jeg har lidt svært ved at se i dag, som om jeg ser alting gennem et tyndt lag vat. Mit hoved er bundet ind i et tyndt lag vat, tapetseret med vatrondeller med makeuprester på.

I dag er hele min krop pakket ind i et lag af bomuldsvat. Omhyggeligt værner det om ensomheden, værner mod usikkerheden. Det varmer det bløde, trygge. Blød og tryg og varm, som et tæppe, der kan dække min krop og nogle gange også mit hoved og mit ansigt, så jeg bliver nødt til at trække vejret gennem tæppet. Det gør det lidt sværere, men det er også rart, fordi jeg er alene, så det gør ikke noget. Der er jo ikke noget, der gør noget, når man er alene. Så er alle regler væk. Så kan man ikke være for stille eller for tyk, så er man der bare, uden at tænke over, hvad de andre egentlig synes. Det er det frieste i verden. Der er ingen bekymringer bag vattæppet. Her er alt tilladt. Og når jeg falder, gør det ikke ondt. Så tager vattet fra, der er et blødt lag mellem mig og asfalten, en afstand.

Andre bliver lidt mere utydelige gennem vattet. Alle de andre omkring mig, der synes så fuldkomne, så fine og så rigtige. De, der synes aldrig at spise romkugler, der aldrig synes at kunne finde på at se tolv afsnit af Greys Anatomy på en lørdag. De, der læser på universitetet og har kærester. Alle de, der følger stien. Den smalle, asfalterede sti på vej mod succes.

Findes de virkelig, disse overmennesker? Jeg står lidt på afstand, vattæppet slører mit syn. Men alligevel finder følelsen af ufuldkommenhed frem bag mine ribben. Den sætter sig til rette i det hul, den har formet gennem årene, den knuger, den trykker. Jeg ser mit liv i perspektiv til deres, og pludselig føles det hele så ualmindeligt almindeligt. Så ordinært. Tænk at uddanne sig til lærer. Findes der noget mere gråt? Tænk at være så kedelig, så almindelig, så ensom. Er jeg blevet sat af?

Sat af på vejen mod succes.

Det er rart, at vattet ligger der imellem os, mig og de andre. Men somme tider får jeg også lyst til at tage det af, vattæppet, rulle mig ud og mærke den kolde vintervind direkte på min blege hud. Så får jeg lyst til at løbe hurtigt på den smalle, asfalterede sti, og jeg får lyst til at falde. Falde uden tæppe og slå hul på knæet, når huden rammer asfalten direkte. Og blodet springer, som da jeg faldt på cyklen, da jeg var lille.

Men vattæppet er så trygt og varmt, og vinterrvinden er så kold. Den bider.