Alle vores tårer

17. december 2021

For ét år siden sagde kalenderen den 17. december, 2020. For nogen en decemberdag ligesom alle de andre. Men måske du ikke ved, at den dag er en historisk dag i det danske ligestillingsøjemed. For netop i dag, den 17. december 2021, markerer 1-års fødselsdagen for vores alles samtykkebaserede voldtægtslovgivning. En lov, der berører noget, som kan få selv den stærkeste sjæl til at fælde en tåre. Så her er en hyldest til alle de tårer, der har dannet et hav af mod, vilje og flid, der gør, at vi i dag puster ét lys ud på lagkagen for en vigtig, ny mærkedag.

På netdoktor.dk står der, at man skal holde af sine tårer; både fordi de dræber bakterier, tilfører næringsstoffer til hornhinden, kommunikerer følelser og lindrer og trøster. Hvis vi får noget i øjet, så græder vi. En dum flue på cykelturen en varm sommerdag, en finger, der lige har skåret chili til wokretten eller saften fra et friskt løg, hvis damp ingen omveje tager, inden den rammer øjet.

Vi kender dem alle sammen. Tårerne. Både dem, der kommer på grund af noget fysisk, der let og elegant finder vej til vores øjne. Men der findes også de tårer, der kommer, når noget fysisk, emotionelt eller noget helt tredje rammer vores hjerte. De tårer, der ikke kommer fra selve øjet, men fordi vores hjerte græder. Enten af sorg, opgivelse, stress, kærlighed, glæde, overvældelse eller magtesløshed. Hjertet græder af mange forskellige årsager. Og det skal vi lade det gøre, for det er sundt for både sjæl, hjerte og øjne.

Vi græd tårer i flæng. Vi skabte tårer nok til at få Nilen til at oversvømme. Vi græd i kor. Men vi græd også i et lydisoleret rum, hvor vi stod som sild i en tønde og nærmest gjorde en konkurrence ud af det, mens dirigenten med store armbevægelser råbte: ”hvad for noget tøj havde du på?”, ”havde du drukket alkohol?”, ”inviterede du selv til det, da du dansede udfordrende i byen?”. Den store finale af, hvad der næsten kunne være en opera af gråd, fremtvang dirigenten altid med ordene: ”vi tror ikke på dig”.

En gråd som denne skærer i selv et hjerte af diamant. Det gør ondt at høre på – helt ondt på den måde, som kun ægte smerte kan forårsage. Nærmest som barnegråd. Den slags gråd, der er så magtesløs og ægte, at man ikke ved, hvor man skal gå hen for at få den til at stoppe. At man næsten ikke ved, hvad man skal stille op, for at den stopper igen.

Dog var denne gråd aldrig forgæves. Selvom den kom i uanede mængder, så drak vi tårerne, så ingen af dem gik til spilde. Tog tungen én centimeter ud fra mundvigen, så den kunne hydrere sig med den ene tåre efter den anden. Ikke én enkelt tåre blev spildt, derimod vandede de vores sjæle, gav os næring i form af mod, kampgejst og armbevægelser, der var større end dirigentens. Så store armbevægelser, at man ikke længere så andre end de, der dirigerede en samtykkende melodi med så meget drama, at selv Mozart ikke ville kunne komponere noget, der var i samme liga.

Den store finale af, hvad der næsten kunne være en opera af gråd, fremtvang dirigenten altid med ordene: ”vi tror ikke på dig”.

Vi åbnede vinduerne og rummet var ej længere lydisoleret. Folk på gaden hørte os skrige, synge og kæmpe for at trække vejret. For at indånde retfærdighed og sejr. Menneskene på gaden stoppede op og hørte vores kampmelodi og delte den på sociale medier. Nedskrev den i hjerter og stemmer og sang den videre. Nærmest som en menneskelig kædesang, der nåede Christiansborg. Og så sang vi alle sammen i kor. Vi sang om retfærdighed, om tårer vi ikke længere ville drikke, men derimod om tårer, der kom fra den varme del af hjertet. Om tårer, der aldrig ville være spildt, selv hvis de ramte jorden.

Nogle gange blev der så varmt, at vi forvekslede vores sved med tårer. At kigge rundt i rummet var som at kigge på en krig ved frontlinjerne. Se folk bløde i kampen – se hjerter bløde i kampen. Selvom folk blev skudt på fra højre og venstre, så rejste de sig op igen. Selvom nogen skulle ligge og hele sårene i noget tid, så rejste de sig altid op og sang videre. Sang højere.

Gangene på Christiansborg gav genklang, næsten som sang væggene af sig selv. Kampråb og sang blandede sig i ét væk og gjorde, at selv høreværn og ørepropper ikke ville holde lyden ude. Lyden af et skrig, et råb, en kamp, en retfærdighed, der var nødvendig. Retfærdighed for vores kroppe, for alles kroppe og for alle fremtidige kroppe. Det var tydeligt at høre, at selvom nogle prøvede at holde lyden ude, så fandt den altid vej frem, for lyden af kvinder, mænd, døtre, fædre, mødre, naboer, postbud, søstre, ledere, politikere i sådan en kamp kan ikke ties, når de er blevet kollektivt tvunget til at holde det for sig selv så længe. Til sidst må det ud. Og så kan ingen dæmpe lyden længere.

Se folk bløde i kampen – se hjerter bløde i kampen.

Og så sang alle i kor. Og vores tårer skabte en tsunami af retfærdighed, da folketingssalen enstemmigt sang med den 17. december i 2020. Det var vores tårer, der gjorde det. Vores tårer, der kom fra et knust hjerte, endte med at blive tårer, der var et tegn på en hård kamp. En vunden kamp, som vi for evigt vil bære med os i de hjerter, der ikke længere græder af uretfærdig smerte.

Godt nok græder vores hjerter stadig. Det vil de nok altid gøre efter en voldtægt. Men til gengæld ved vi, at alle andre også ved, at det ikke var vores egen skyld. Det var ikke, fordi vi havde en nedringet trøje på i byen, det var ikke, fordi vi ikke sagde nej, men i stedet frøs, da de begyndte overgrebet, eller fordi vi havde fået en øl for meget. Det var, fordi de, der gjorde det mod os, var voldtægtsforbrydere.

Så for hver tåre, der falder fra vores hjerter, så kan vi nu tænke på retfærdigheden i Danmark. Vi kan også græde af andet end smerte nu. Vi kan græde af glæde. En gråd, der også kommer fra hjertet, må vi huske. Og selvom det er et såret hjerte, der græder, så er det en berettiget gråd, en kampdygtig gråd, en historisk gråd, en ligestillende gråd og vigtigst af alt, så er det en gråd, der er vores! Og kun vores. For det er vores kroppe nu. Vores helt egne, som vi selv bestemmer over, hvad der skal ske med.

Det var, fordi de, der gjorde det mod os, var voldtægtsforbrydere.

Så tillykke med fødselsdagen. Både dig, kære samtykkelovgivning, men også til alle os andre. Husk på, at der stadig er ting, vi skal kæmpe for, men vi har bevist, at det ikke er umuligt. Derimod er jeg sikker på, at det kor, der stadig ihærdigt synger, altid vil vokse og synge sig vejen frem til endnu mere retfærdighed. Selvom det kræver blod, sved og ikke mindst en helvedes masse tårer.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN