Til min lillesøster Josephine

25. juni 2018

SEIN bidrag.
Sophia har lavet en samling af digte til sin lillesøster. Til os alle sammen. Til sig selv. Om den sorg, der kan være så utrolig svær at tale om. I håb om at vi bliver bedre til at dele den med hinanden.

Foto af Esther Gandrup

D. 8. februar 2018 blev min 18-årige lillesøster ramt af en lastbil, da hun var på vej i skole. Hun mistede livet i samme sekund. Og jeg mistede en stor del af mig selv.
Jeg har sidenhen lært, at vi i Danmark mangler et sprog til at tale om sorgen. Jeg har lært, at heller ikke jeg vidste, hvordan jeg skulle tale om sorgen, før jeg selv mistede. Men døden er en så stor del af livet, at vi burde kunne tale om den uden en så stor berøringsangst!

Jeg har skrevet et par digte i håb om at starte en samtale. I håb om, at færre (unge) mennesker vil føle sig efterladt og alene i deres sorg. For vi bliver alle slugt af sorgen på et tidspunkt i vores liv.

min krop vælter ud i gangen, falder over sig selv,
min søster er død råber jeg, min lillesøster er
død, hun er
død!
jeg lyder som en anden, det føles som at lyve
når jeg siger, at
min søster er død.

jeg bliver placeret på en kontorstol,
jeg falder ned fra en kontorstol,
jeg kan ingenting, ikke sidde stille, jeg sidder og vugger mig som jeg vuggede vuggestuebørnene for bare et kvarter siden.

frem tilbage, frem tilbage,
frem           og          tilbage

det kilder i alle mine knogler, min leder holder om mig, jeg bliver irriteret, der er ingen grund til at trøste mig.
hun skal ikke røre mig.
sådan noget sker ikke bare lige. det må være en fejl. de kan jo sikkert gøre noget, siger jeg. de må have misforstået siger jeg, min leder siger ingenting.
hun skal ikke røre mig.
de taler i telefonen med min far,
kroppe løfter min krop fra gulvet,
de skal ikke røre mig!

jeg siger, kan i nu klare jer uden mig?
jeg siger, er det okay, at jeg går?

jeg vakler og griber gelænderet, mine øjne kan ikke se.

jeg vrider og vugger mig på bilsædet, jeg har ikke plads til mine følelser inden i mig. kaster mig rundt i sædet. kaster følelser op. Jeg lyder som et tortureret dyr.
min far ringer.
mig: jeg sidder i bilen nu, du kan ikke bare ringe og sige, at hun er blevet kørt over, hvad skete der, far?! far: hun skulle bare have været cyklet i skole som altid. Sophia du er nødt til at trække vejret langsommere og dybere!
mig: og hvad så, hvad skete så, jeg forstår ikke hvad det er du siger!
far: det er vores lille Josephine. hun ligger neden under lastbilen. Josephine blev kørt væk under lastbilen.
far græder.
jeg kan høre mig selv skrige. jeg lyder ikke som mig selv, jeg er blevet en anden. byen suser forbi bag ruderne. byen er ligeglad. jeg er svimmel. det kilder i mine tænder. far siger, jeg skal trække vejret, ellers besvimer jeg, men det kan jeg ikke. han prøver at være stærk, men hans stemme er dirrende og jeg kan høre, at han græder, jeg kan høre, at det piner ham, at han ikke kan holde om mig.

Foto af Esther Gandrup

Josephine, med bare hudafskrabede ben i græsset
i solen og i sin smukke fantasi.
Græsset kilder hendes blege tæer.
Jeg kan se hendes blodårer som floder der bugter sig ned over foden.
Josephine griner og kaster sit hoved tilbage.
Alting foregår i halvt tempo
Soundtracket til en smuk film spilles et sted i horisonten.
Og det pakker mig ind i varm lykke
Latteren ruller gennem hendes krop.
Jeg ruller om på ryggen og ser op på hende, solen er hendes glorie
og hun blænder mig
Hun spørger om ikke hun må sove hos mig i nat. Natten er lidt for mørk, lige i nat.
Josephines korngule hår i mit ansigt
og i min næse
og hendes fingre, som ligner hendes fars,
finder deres vej
til mine.

Foto af Esther Gandrup

Du dør for mig hver morgen når solen varmer mine øjenlåg op.
Du dør for mig igen
når jeg træder ind i vores barndomshjem
og råber ”Hej jose” og du råber
ingenting.

Jeg sidder på dit gulv,
på dit værelse,
jeg ser ind i dit spejl,
på dit værelse,
Jeg ville ønske jeg kunne se ind i dig,
men jeg ser en efterladt fremmed,
kun iklædt et tæppe af sorg.
Jeg ser de sorte huller i min mave og i mit bryst.
Jeg ligner en syg dalmatiner. Hullerne æder alt det lys jeg engang havde i mig. Vokser og formerer sig på min blege krop.
Som bakterier, som en sygdom
Er sorg en sygdom eller den sandeste kærlighedserklæring til hvad der engang var?
Mine øjne vender sig mod din seng, de troede lige, at de så dig.
Men gud, du er jo død.

Foto af Esther Gandrup

Vi blev høje på duften af sommernat, som vi løb rundt
med klirrende øl i taskerne og drømme i mundvigene,
stillede vi os udenfor baren og tændte en smøg i solnedgangen.
Vi strakte os på vore små privilligerede tæer og tændte en smøg
på selveste solnedgangen
for vi var herrer i eget liv og vi var egne lykkesmede
som vi stod der,

badet i ungdom

og udødelighed

gik solen ned i slowmotion
og det føltes som livet siges at skulle føles.

Vi så, at det var blevet mørkt og sagde
”lad der blive lys”.
Der blev lys og vi så, at det var godt.
Vi så, at vi kunne skabe
og vi skabte vores verden, som de siger, den skal skabes.
Så vi skrev vores historier ned med smukke solbrændte fingre og sand under neglene.
Vi skrev den til melodien af hinandens latter og vi så,
at alting var godt.

De siger, at vi er skaberne, og at vi skal elske og leve indtil vi ikke lever længere.
De siger, at kun dem i vores periferi rammes af bomber i Syrien på en uheldig sommerferie, kun naboens ven bliver ramt af et tog på vej i skole, at hvis vi bare tænker positivt, skal alt godt nok komme.
For vi har magten!
Det bliver ikke min lillesøster som bliver kørt over.

Foto af Esther Gandrup

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Det går lige ind, wow

  2. Johanna siger:

    Noget af det stærkeste jeg længe har læst! Så smukt skrevet Sophia.

  3. Nanna siger:

    Virkelig vigtigt og fint, Sophia. Længe siden, at jeg er blevet rørt til tårer

  4. Olivia siger:

    Det er så vigtigt det her, mange tak for at sætte ord på noget speogløst. Meget meget smukt <3

  5. Helle nygaard rasmussen siger:

    Åh Sophia! Jeg græder igen! Det du skriver, og måden du skriver på går lige ind i hjertet. Det er så sørgeligt. Og smukt. At du kan!

  6. Jonathan siger:

    Dybt rørende og virkelig smukt

  7. Moschoula Lina Passali siger:

    Jeg sidder i lufthavnen i Brussel, og tårerne triller ned af kinden på mig. Hverdagen flyver afsted, og jeg tænker ellers ikke på dig, for du er her ikke. Jeg tør dog stadig ikke lytte til playlister med Teitur i frygt om, at den éne sang bliver afspillet. Jeg er stadig ikke stærk nok til det. Men det bliver jeg en dag – det gør vi alle. Du er her ikke rigtig, men du er flittig til at kigge forbi, når du en gang imellem finder en lille brik til mit livs store puslespil. Det sker altid på samme måde. Jeg savner dig, jeg kollapser og kollapser indeni, der må være en grund til det!, der kommer ro, vi smiler til hinanden, og pist er du væk igen. Jeg takker dig for alle de dejlige og knap så dejlige øjeblikke, som du har givet mig. Du er, og vil altid forblive elsket.

  8. Hanah Svane Wilder siger:

    Gribende og smukt – går ind under huden

  9. Birgitte Kjøller siger:

    Kære Sophia
    Hvor stærkt, smerteligt, sørgeligt, sorgfuldt og smukt beskrevet – det der bare ikke må ské!!! Vi græder stadig over tabet af Josephine, jeres tab, Josephines tab og vores allesammens tab!
    Vi tænker på jer!
    Kærlige tanker
    Birgitte (billedskolelærer for Josephine på Brandts og mor til Malthe i Store SFO)

  10. Anna siger:

    Ubegribeligt hjerteskærende. Hvor er du sej at dele dine digte med os, tak

  11. Victor siger:

    Fuldstændig ubegribeligt rørende at læse. Om nogen, så har du lykkedes med at sætte ord på sorgen. Vidunderligt og smukt.

  12. Signe siger:

    Det burde være naturligt, at snakke om den sorg du føler. Den er barsk og for barsk for os der ikke har prøvet det. Hvilket gør det til et uhyrligt svært samtale emne, som man gemmer væk. Det er så smukt skrevet, Sophia. Jeg håber at det er et step videre til, at alle kan sætte ord på sorgen, uden at holde sig tilbage. – for det har du i den grad gjort her.

  13. Magda siger:

    Min mor og mig sidder begge med tårer i vores øjne! hvor skriver du smukt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *