Til min lillesøster Josephine

D. 8. februar 2018 blev min 18-årige lillesøster ramt af en lastbil, da hun var på vej i skole. Hun mistede livet i samme sekund. Og jeg mistede en stor del af mig selv.
Jeg har sidenhen lært, at vi i Danmark mangler et sprog til at tale om sorgen. Jeg har lært, at heller ikke jeg vidste, hvordan jeg skulle tale om sorgen, før jeg selv mistede. Men døden er en så stor del af livet, at vi burde kunne tale om den uden en så stor berøringsangst!
Jeg har skrevet et par digte i håb om at starte en samtale. I håb om, at færre (unge) mennesker vil føle sig efterladt og alene i deres sorg. For vi bliver alle slugt af sorgen på et tidspunkt i vores liv.

min krop vælter ud i gangen, falder over sig selv,
min søster er død råber jeg, min lillesøster er
død, hun er
død!
jeg lyder som en anden, det føles som at lyve
når jeg siger, at
min søster er død.

jeg bliver placeret på en kontorstol,
jeg falder ned fra en kontorstol,
jeg kan ingenting, ikke sidde stille, jeg sidder og vugger mig som jeg vuggede vuggestuebørnene for bare et kvarter siden.

frem tilbage, frem tilbage,
frem           og          tilbage

det kilder i alle mine knogler, min leder holder om mig, jeg bliver irriteret, der er ingen grund til at trøste mig.
hun skal ikke røre mig.
sådan noget sker ikke bare lige. det må være en fejl. de kan jo sikkert gøre noget, siger jeg. de må have misforstået siger jeg, min leder siger ingenting.
hun skal ikke røre mig.
de taler i telefonen med min far,
kroppe løfter min krop fra gulvet,
de skal ikke røre mig!

jeg siger, kan i nu klare jer uden mig?
jeg siger, er det okay, at jeg går?

jeg vakler og griber gelænderet, mine øjne kan ikke se.

jeg vrider og vugger mig på bilsædet, jeg har ikke plads til mine følelser inden i mig. kaster mig rundt i sædet. kaster følelser op. Jeg lyder som et tortureret dyr.
min far ringer.
mig: jeg sidder i bilen nu, du kan ikke bare ringe og sige, at hun er blevet kørt over, hvad skete der, far?! far: hun skulle bare have været cyklet i skole som altid. Sophia du er nødt til at trække vejret langsommere og dybere!
mig: og hvad så, hvad skete så, jeg forstår ikke hvad det er du siger!
far: det er vores lille Josephine. hun ligger neden under lastbilen. Josephine blev kørt væk under lastbilen.
far græder.
jeg kan høre mig selv skrige. jeg lyder ikke som mig selv, jeg er blevet en anden. byen suser forbi bag ruderne. byen er ligeglad. jeg er svimmel. det kilder i mine tænder. far siger, jeg skal trække vejret, ellers besvimer jeg, men det kan jeg ikke. han prøver at være stærk, men hans stemme er dirrende og jeg kan høre, at han græder, jeg kan høre, at det piner ham, at han ikke kan holde om mig.

Josephine, med bare hudafskrabede ben i græsset
i solen og i sin smukke fantasi.
Græsset kilder hendes blege tæer.
Jeg kan se hendes blodårer som floder der bugter sig ned over foden.
Josephine griner og kaster sit hoved tilbage.
Alting foregår i halvt tempo
Soundtracket til en smuk film spilles et sted i horisonten.
Og det pakker mig ind i varm lykke
Latteren ruller gennem hendes krop.
Jeg ruller om på ryggen og ser op på hende, solen er hendes glorie
og hun blænder mig
Hun spørger om ikke hun må sove hos mig i nat. Natten er lidt for mørk, lige i nat.
Josephines korngule hår i mit ansigt
og i min næse
og hendes fingre, som ligner hendes fars,
finder deres vej
til mine.

Du dør for mig hver morgen når solen varmer mine øjenlåg op.
Du dør for mig igen
når jeg træder ind i vores barndomshjem
og råber ”Hej jose” og du råber
ingenting.

Jeg sidder på dit gulv,
på dit værelse,
jeg ser ind i dit spejl,
på dit værelse,
Jeg ville ønske jeg kunne se ind i dig,
men jeg ser en efterladt fremmed,
kun iklædt et tæppe af sorg.
Jeg ser de sorte huller i min mave og i mit bryst.
Jeg ligner en syg dalmatiner. Hullerne æder alt det lys jeg engang havde i mig. Vokser og formerer sig på min blege krop.
Som bakterier, som en sygdom
Er sorg en sygdom eller den sandeste kærlighedserklæring til hvad der engang var?
Mine øjne vender sig mod din seng, de troede lige, at de så dig.
Men gud, du er jo død.

Vi blev høje på duften af sommernat, som vi løb rundt
med klirrende øl i taskerne og drømme i mundvigene,
stillede vi os udenfor baren og tændte en smøg i solnedgangen.
Vi strakte os på vore små privilligerede tæer og tændte en smøg
på selveste solnedgangen
for vi var herrer i eget liv og vi var egne lykkesmede
som vi stod der,

badet i ungdom

og udødelighed

gik solen ned i slowmotion
og det føltes som livet siges at skulle føles.

Vi så, at det var blevet mørkt og sagde
”lad der blive lys”.
Der blev lys og vi så, at det var godt.
Vi så, at vi kunne skabe
og vi skabte vores verden, som de siger, den skal skabes.
Så vi skrev vores historier ned med smukke solbrændte fingre og sand under neglene.
Vi skrev den til melodien af hinandens latter og vi så,
at alting var godt.

De siger, at vi er skaberne, og at vi skal elske og leve indtil vi ikke lever længere.
De siger, at kun dem i vores periferi rammes af bomber i Syrien på en uheldig sommerferie, kun naboens ven bliver ramt af et tog på vej i skole, at hvis vi bare tænker positivt, skal alt godt nok komme.
For vi har magten!
Det bliver ikke min lillesøster som bliver kørt over.