SEIN anbefaler: ramadan-mad og koreansk film
I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.
Magnus skal kokkerere på livet løs bag computerskærmen
Hvor genialt ville det ikke være, hvis man – bare for en stund – kunne leve livet som bøfvender? Den halvanonyme skikkelse, som går under navnet Mr. T, lægger YouTube-videoer op, hvor man gennem ham kan følge dagligdagen i et industrikøkken.
Jeg har især forelsket mig i måden, hvorpå han høfligt spørger, hvor mange pomfritter, kunderne vil have, selvom de har drøntravlt. Vi finder nok aldrig ud af, hvem denne Hr. T er, men han virker bestemt som godt selskab.
Dato og tid: Altid
Sted: Internettet
Pris: Gratis
Læs mere her
Mie skal pudse den grønne glorie og deltage i en landsdækkende affaldsindsamling
Den 8. – 14. april i år sætter Danmarks Naturfredningsforening fokus på affald i naturen gennem affaldsindsamlinger i hele landet. Selv skal jeg med i Aarhus den 13. april, hvor ungdomsbevægelsen for mere biodiversitet, Flor, står for at dele sække, snappere og kaffe ud i Marselisborg.
Der er virkelig noget skønt ved at samles med både venner og fremmede om at efterlade skove og strande finere end de var før. Og jeg glæder mig til en hyggelig gåtur med formål, forårssol og havudsigt.
Dato og tid: 13. april, 11-14 i Aarhus (men hele ugen på landsplan!)
Sted: Starter blandt andet fra Donbækhavens P-plads, Aarhus
Pris: Gratis
Læs mere her
Zaka skal nyde ramadan-mad og samvær
Hvert år ser jeg frem til ramadan af flere årsager, men samværet og maden er uden tvivl nogle af de mest unikke aspekter ved denne hellige måned. Ramadan inviterer til fællesskab, og især fællesspisningen under iftar-måltidet er en særlig oplevelse.
Mange restauranter arrangerer iftar-måltider, hvor man kan nyde lækker mad i godt selskab. Uanset om du selv deltager i ramadan eller ej, er det en enestående chance for at lære mere om traditionerne og samtidig nyde god mad.
Dato og tid: Inden ramadanen er ovre den 9. april
Sted: I selskab med venner eller på en restaurant
Pris: Fra 150 kr. på restauranter
Laura skal læse ‘Den røde hane’ af Ingrid Nymo
Jeg går i disse forårsmåneder på højskole, og min hverdag er fyldt op til randen af spændende kulturoplevelser, kunstværker og interessante personligheder.
Og selvom jeg egentlig har lovet mig selv at bruge så få penge som muligt, mens jeg bor på højskolen, falder det løfte gang på gang til jorden, hver gang vi får mulighed for at købe en ny gæstelærers bog. Så i april måned er det den seje Ingrids Nymos anden roman, ‘Den røde hane’, som jeg glæder mig til at komme i gang med.
Dato og tid: Når som helst
Sted: Hvor som helst, men gerne på en græsplæne i forårssolen
Pris: Gratis, hvis du låner på dit lokale bibliotek – ellers 240 kr.
Mille skal nyde forårsvejret til en fodboldkamp
Foråret er begyndt, og for mig og en masse andre betyder det også, at man igen skal på stadion og se fodbold. Hvis ikke du er til den helt store oplevelse i Superligaen, kan du med fordel tage ud og se nogle af de mange divisionshold spille rundt omkring i landet.
Jeg skal selv ud at se Aarhus Fremad spille, men hvis du befinder dig i Københavnsområdet er du bestemt også garanteret en god oplevelse, hvis du tager ind og ser BK Frem i Valbyparken. Konceptet er præcis det samme.
Dato og tid: Lørdag den 6. april klokken 14
Sted: Riisvangen Stadion
Pris: Gratis for studerende
Læs mere her
Astrid skal lytte til Beyoncés nyeste album, ‘Cowboy Carter’
Beyoncé udgav den 29 marts et country-album. Derfor forudser jeg, som storlytter af hendes tidligere album, ‘Renaissance‘, at soundtracket til min april måned kommer til at være efterfølgeren ‘Cowboy Carter‘.
House-albummet ‘Renaissance‘ er mit go to gør-mig-klar-inden-byen-album, og jeg glæder mig til at se, hvilke situationer hendes nye countrymusik kommer til at akkompagnere bedst. Ud fra teaser-singlen ‘Texas Hold Em’ forestiller jeg mig lys og linedance. Et godt forårsmatch.
Dato og tid: Fra slutningen af marts
Sted: Der, hvor du hører musik
Pris: Gratis
Mathilde skal slå lyttelapperne ud til Litterær Onsdag
Spoken Word Festival byder i år på en serie af litterære onsdage, og som de selv siger, har de skabt et superskarpt program. I løbet af de kommende måneder er fem forfattere inviteret til en samtale med udgangspunkt i deres værker og dertilhørende tematikker.
I april skal jeg høre forfatteren Anna Juul fortælle om sin bog ‘Superskurk’ og om at være patient i den danske psykiatri. Senere ser jeg frem til at møde Lasse Raagaard Jønsson, Sabitha Söderholm, Rasmus Daugbjerg og Malte Tellerup.
Dato og tid: 24. april (og en onsdag de kommende måneder), 18.30-20.00
Sted: Studenterhus Odense, Amfipladsen 6
Pris: 50 kr. for entré, gratis for studerende, 200 kr. for årskort
Læs mere her
Alba vil drømme sig tilbage til Japan gennem filmen ‘Perfect Days’
Jeg er lige nu i Tokyo, men skal desværre snart hjem. Jeg er derfor glad for, at den Oscar-nominerede japanske film ‘Perfect Days’, der er instrueret af Wim Wenders, lige har haft premiere i Danmark.
I april vil jeg drømme mig tilbage til Japan gennem fortællingen om manden Hirayama, hvis job er at rengøre Tokyos arkitekttegnede offentlige toiletter. Et job, som han udfører med stor kærlighed og omhu. Filmen er ifølge anmeldelserne et “filmpoetisk blik på meningen med livet”.
Dato og tid: Efter den 27. marts
Sted: I biografen
Pris: Ca. 110 kr.
Se traileren her
Laust skal skrive selskabssange til kommende konfirmationer
Konfirmationsæsonen er over os. Dertil hører selskabssangen, der traditionelt set falder fra hinanden omkring det tredje vers ud af otte. Selskabssangen i min familie er dog stærkt bundet i tradition og stolthed.
Vi har siden start-90’erne disket op med hjemmelavede, personlige sangtekster af øverste hylde – altid på Shu-Bi-Duas (oftest) originale melodier. Jeg har, med indtrædelsen i de voksnes rækker, også fået en plads i skrivegruppen, og som en person, der i et tidligere liv har været en middelmådig poet, tager jeg det meget seriøst. Det er et højdepunkt i mit forår.
Dato og tid: Gerne før selve festlighederne finder sted
Sted: Rundt om køkkenbordet med familien
Pris: En øl eller to til inspiration
Rebecca skal gense den koreanske film ‘Minari’
Jeg skal gense en utrolig rørende, sød og smuk film, ‘Minari’ af Lee Isaac Chung. Filmen handler om en koreansk familie, der immigrerer til Arkansas, USA og deres rejse for at finde balancen mellem deres nye liv og de traditioner og ting, de savner hjemmefra.
Filmen er ikke kun utrolig smukt skrevet, men har også mange smukke, gemte elementer, der giver rig mulighed for at gå og undre sig over den og måske over ens eget liv, og hvordan man selv prøver at finde balancen i sit liv. Det er i hvert fald en stor anbefaling fra mig.
Dato og tid: Når som helst
Sted: På filmstriben.dk
Pris: Gratis
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?