Asta-Majas subjektive guide til EU

03. maj 2019

D. 26. maj skal der stemmes til Europa-Parlamentet. Den generelle tendens er, at unge mennesker ikke møder op ved valgurnerne, når der stemmes til EU-valg. Men hvorfor er det sådan? Og hvad kan der gøres for, at vi unge kan få følelsen af, at den Europæiske Union også tilhører os?

I fire podcast-afsnit dykker Asta-Maja nærmere ned i disse spørgsmål, og i emnerne klima, kvinder i EU-politik, populisme og EU’s kunst- og kulturpolitik. Så lyt med – EU er nemlig lige så meget din union som alle mulige andres.

Om klima og miljø

Mange siger, at vi redder vores planet hurtigst og bedst gennem internationale samarbejder. Men er EU den bedste løsning på klimaudfordringerne? Hvilke klimainitiativer tager EU – sådan helt konkret? Og hvor mangler de at sætte ind? Disse spørgsmål besvares sammen med Klima- og Energiministeren Lars Chr. Lilleholt og Jens Mattias Clausen fra Greenpeace.

Om at være kvinde i EU

Hvordan føles det at være kvindelig EU-parlamentariker i et EU, der i høj grad er domineret af mænd? Hvordan håndterede EU anklager i kølvandet på #metoo-bevægelsen? Og hvad gør EU for at mindske uligheden mellem kønnene – både i parlamentet, men også i EU mere generelt? Det ser Asta-Maja nærmere på i dette afsnit af podcasten, bl.a. i samtale med EU-parlamentarikeren Rina Ronja Kari.

Det populistiske EU

De højrepopulistiske partier er på fremmarch i de fleste lande i EU. Men hvad er populisme overhovedet? Og hvad får denne fremgang af betydning for EU efter Europaparlamentsvalget? Asta-Maja sætter fokus på Italien, der som land har en lang tradition for populistiske bevægelser. Den danske populisme og EU-skepsis bliver også sat under lup. Medvirkende er Italiens-korrespondent Eva Ravnbøll og Catharina Sørensen fra Tænketanken Europa.

En fælles europæisk kultur(?)

Hvorfor ved de færreste, at EU har en klar og aktiv kulturpolitik? Og hvad indebærer den? Vores fælles europæiske kulturarv bliver ofte udpeget som utrolig vigtig, men hvad er Europæisk kultur overhovedet? Og kan EU debatten sparkes i en mere spændende retning, hvis kunstnere blander sig? Det diskuteres sammen med Saxe Lomholt fra Creative Europe og Henriette Breton Meyer, der er kurator på Kunsthal Charlottenborg.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her