Fra Portugal til Danmark på cykel

I halvandet år havde drømmen eksisteret, og endelig var tiden kommet. Vi var spændte og nervøse, for nu var det nu – vi skulle til Portugal. Med hinanden og med vores cykler, velvidende om, at vi først kom tilbage, når vi havde cyklet distancen hjem. Uden erfaring eller særlig meget planlægning havde vi besluttet os for at dele dette eventyr, med alt hvad det indebar. 

Vores forventning til Portugal var varme strande og gode bølger, men den forestilling blev hurtigt knust, da vi i vejrudsigtens horisont ikke kunne skimte andet end massiv regn og stormen Martha, som ville hærge kysternes herlighed. Vi måtte derfor fra den spæde begyndelse lægge vores rute om, vinke farvel til kysten samt vores store ønske om at have surfet de portugisiske bølger og søgte i stedet ind i landet. Allerede her mærkede vi friheden af at være så fleksibel, når man blot rejser med sin cykel og et telt, og derfor kan tage en hvilken som helst retning og sove hvor som helst. Man er ikke bundet af afgange eller bookinger og det er i vores øjne en stor frihed, når man rejser og gerne vil opleve et land på den mest naturlige måde. 

Første store oplevelse om hjælpen fra fremmede

Aftenen inden vi kom til Sevilla, havde vi cyklet langt, var trætte og kolde. Vi bankede på hos et hus for at høre om vi måtte slå vores telt op i deres have. Da døren åbnede stod en lav kvinde og kiggede forvirret på os. Hun var vist ikke vant til at få besøg fra fremmede særlig ofte. Endnu mere forvirret blev hun, da vi forklarede, at vi var på en cykeltur fra Portugal til Thy. Det var vist heller ikke noget, hun havde hørt om før. Hun forstod ikke et ord engelsk, men på vores gebrokne spansk, understøttet af en masse fagter og smil, fik vi spurgt, om vi kunne slå teltet op i deres have. Men hun afslog. Det blæste for meget, hvad nu hvis palmerne, skulle vælte over os? I stedet blev vi inviteret indenfor, hvor de havde et ekstra værelse, vi kunne sove på. Hun forklarede, at hendes mand var på arbejde, men snart ville komme hjem. Han var keramisk kunstner, og det var tydeligt at se, hvor stolt hun blev, da hun viste billeder af hans værker. Selv arbejdede hun på en fabrik, der fremstillede frugtyoghurter, men hjalp også tit sin mand i værkstedet. De boede i et lille hus med gule vægge og lavt til loftet. Deres spisebord var dækket til af juleornamenter og en stor figur af Jesusbarnet, som lå og puttede sig i en krybbe. Mens vi spiste aftensmad, talte vi om lidt af hvert, og på et tidspunkt fik jeg sagt noget på spansk, som hun synes var hylende morsomt. Så meget, at der trillede tårer af blot grin fra hendes kinder. Det smittede selvfølgelig os andre, og lige dér sad vi så og delte et ustyrligt grineflip i køkkenet hos Isabel. Et menneske vi kun lige havde mødt og knap kunne tale med, men som alligevel generøst havde inviteret os ind i sit hjem. Vi er sidenhen kommet frem til, at jeg sagde, jeg kunne spise hendes søster til morgenmad… Nok meget heldigt at hun synes, det var sjovt og ikke blev skræmt fra vid og sans..

Landskabets forandring 

Man oplever uendeligt mange forskellige landskaber og steder, når man er på cykel. Tit er det steder, man ellers aldrig var kommet, hvis det havde været som så mange andre ferier, hvor formålet er én destination, sat i forvejen. Ofte kunne vi takke Google Maps for at have ført os både gennem små smukke byer, men også have ledt os på afveje gennem byggepladser, kæmpe industrikvarterer, klippede skovstier, floder med vand til livet og endda flere militærbaser. Det var på godt og ondt, men alle stederne var en del af en autentisk oplevelse og forståelse af det land, vi bevægede os igennem, og derfor må man tage det med.  

Et af de steder vi senere har set tilbage på og udkåret som blandt favoritterne var den spanske østkyst. Her havde vi vejret med os, og nød et par uger i spansk paradis. Vi vågnede på en ny strand hver dag, og cyklede langs det turkisblå hav i timevis. 

Dagbogsnotat
22/02/26

Hen af vejen ændrede landskabet sig mere og mere, fra varmt klippelandskab til køligere grønne skove og floder. Efter Spanien krydsede vi hele Frankrig, hvor vi fulgte Rhône-floden og dens uendelige vinplantager. Ved Lille krydsede vi grænsen til pomfritternes land, Belgien, som vi susede igennem på ingen tid. Holland var smuk, og her så vi for første gang siden Spanien havet igen. Efter et utal af Stroopvafler begyndte vi også så småt at længes efter Danmark og vores hjem, derfor blev Tyskland slugt og før vi så os om, havde vi ramt den danske grænse. Vi kom til Thy den 22 april, hvor familie og venner bød os velkommen hjem.

Digt til eftertanke

Mine overanstrengte bens gentagne bevægelser. Rundt og rundt. gummiet presses mod den hårde asfalt og roterer. Stikkende rødhed formere sig på mine kinder af den friske vind. Hvilken tanke giver jeg lov til at passere igennem mit frie sind? Titusindvis af ansigter, forbipasserende, danser for min bevidsthed.
Dufte, det dufter.
Dufter af sommer, salten fra havet der sætter sig på min overlæbe, den parfumerede rådne appelsin der prikker i næsen, forårets blomster der atter returnere til et niveau af smukhed og cyklens klistrede kædeolie der klæber sig til mine ben.
En uendelig tidsfornemmelse, en gentagelse af dagen derpå, men med nye udsigter? Smilende øjne, der ser dig, hjælper dig, men ikke forstår dig, da de ikke danner betydning af de lyde du udtaler.
En nysgerrighed, en måde at se verden på, fra det golde klippelandskab, med bagende forårssol, til lysegrønne skove, hård vind og hjemlige gestuser.
Privilegiet over dem alle føltes i sigte, men selv ikke hverdagen kan dy sin velkomst.
Et privilegium vi end ikke er stødt på hos de uendelige oversvømmede olivenmarker. Privilegiet er frihed.