At rejse er at leve – er det sandt?

På en sofa er vinteren faldet i søvn. Folk sidder på bænke med ansigter vendt mod himlen, øjnene lukkede. Parken har veer, træerne er i fødsel. Overalt vokser små, fine blomster op fra jorden. I køkkenet vokser karsefrøene, jeg har sået i vat. Det er lidt ormet, siger min roomie, jeg giver hende ret. I morgen flyver jeg med mine forældre til Lyon, vi skal besøge min storebror og hans kæreste. Solen er stadig skarp, da jeg pakker min taske.

Et sted på himlen læser jeg i Deborah Levys Livets omkostninger og ser skyerne forme sig under flyets vinger. Lyset er nostalgisk, som at se ind i en sprække af virkeligheden. Da vi lander fra himlen, er det stadig morgen. Mor siger, at lyset er stille.

Min bror henter os ved stationen, han står og vinker i en fodboldtrøje. Han fortæller anekdoter, vi lytter og griner. På fransk bestiller han fem sandwiches, som vi tager med. Vi sætter os og ser skiftevis på hinanden og på floden, der løber gennem byen.

Næste morgen går far og jeg ud for at hente brød og croissanter. Det er en tradition, at vi sammen går til bageren om morgenen, når vi er på ferie sammen. Imens går mor i bad og dækker bord. Jeg tror, at traditionen startede, fordi jeg selv ville vælge mit eget rundstykke. Jeg ville sikre mig, at mit rundstykke var det bedste rundstykke.

Morgenen leverer en friskhed, jeg suger den i mig som en svamp. Der er kø ved bageren, mennesker på vej til hverdagen, liv der løber parallelt med vores. Jeg opdager, at jeg er den eneste, der har klipklapper på i køen. Det er stadig køligt, solen venter bag bygninger. Jeg tænker på H.C. Andersens citat at rejse er at leve – er det sandt?

Vi køber varer på et marked, spiser dem i en park, går på museum. I haven udenfor museet er der stille og lysegrønt, bladene er stadig unge. Jeg sætter mig ved siden af mor for at læse i min bog. Foran os sidder tre ældre mennesker på en bænk, jeg tror ikke, de kender hinanden. Den ene dame har hvidt hår og bærer en orange blomstret skjorte. Hun sidder og løser en kryds og tværs, manden ved siden af hende laver regnskaber i sin notesbog, den sidste læser i en fransk bog. Mor tager et billede, hun kan ikke dy sig. Jeg spørger, om hun vil airdroppe det til mig.

Senere sætter vi os alle på Place de Terreaux og køber Aperol Spritz. Jeg ser på børnene, der render rundt på pladsen. En pige smager på sæbeboblevandet fra beholderen i hendes hånd, en dreng sætter sig i hug ovenpå vandstrålen, der sprøjter kraftigt fra fliserne. Jeg ser dem fnise, lyset der glimter ud af de små ansigter, solen spejler sig gavmildt i øjnene.

Fliserne er varme under mig. Mor er solbrændt på knæ og skuldre, vi sidder under den blottede himmel. Jeg tænker på at være barn i en have og løbe igennem en sprinkler. Nogle gange lagde vi den under trampolinen og hoppede og blev våde. Det var mørkegrønt, og der var muldvarpeskud. Hækken som far lige havde klippet.

Byen er smuk og belagt med brosten. Gennem den løber to floder, vi ser på dem fra bredderne og broerne. På toppen af en bakke i bydelen, hvor min bror og hans kæreste bor et par måneder endnu, er en kirke. Om natten lyses den op fra jorden, synet af den er helligt, et minde i en kiste. Vi beslutter at vandre hele vejen op for at se den indvendigt. Da vi nærmer os, tænker jeg, at kirken er bygget af tro og tommelfingre. Hvordan havde verden set ud, hvis vi havde troen som et menneske, men kroppen som et insekt?

Kirken er ved at blive renoveret, der står meterhøje stilladser foran indgangen. Det er en kontrast til Jomfru Maria, der står på toppen udskåret i et stort stykke guld, skuende ud i byens horisont. Inde i kirken er der messe, præstens stemme lyder gennem en skrattende mikrofon. Jeg sætter mig i siden og ser på nogle stearinlys brænde. En ung mand iklædt et blødt jakkesæt kommer ind, han bøjer elegant det ene knæ og tegner herefter korset over sit ansigt. Jeg ser på hans bølgede hår, da han har sat sig, jeg ser på fuglene udskåret i søjlerne.

I køkkenet stopper jeg op og ser på solens stråler brænde gennem skyerne. Træerne er blomstret, mens vi har været væk, tidligere end de plejer. Min karse er tørret ud, jeg har glemt at passe den i nogle dage. Jeg spiser to portioner koldskål, færdiggør min bog og laver et lille gadedrengehop ud fra køkkenet. På værelset tænder jeg et lys og mærker aftenen summe mellem tingene. Sommetider kan jeg lide at gå en tur i de tomme gader og se på de oplyste vinduer. Der er noget blidt over nærværet, en slags spejling, et skær af noget råt.

På vejen udenfor mit vindue følger biler hinanden som fugle på himlen. Farverne er mættede, dagene bløde.

Tekst: Dikte Svanholm

Visuelt: Dikte Svanholm

Redaktør: Lærke Pouline Thøgersen