At stirre ind i barndommens sol

Animationer af Yana Yun Lin

Jeg er på ferie. Ude på gaden er trafikken tæt, i horisonten glitrer havet i solen, containerskibene. Når jeg tænker på Mommy, bliver min krop blødere, formelig, jeg mærker en svag vibration gå gennem den. Lydene omkring mig, et byggeri ikke langt væk, en hammer mod beton, træerne på gaden, som bølger i vinden, en bus, der tømmes for passagerer, stemmerne nede i opgangen, bliver på en gang højere og forsvinder helt.

I nat så jeg Mommy af Xavier Dolan.

I 2014 vandt den dengang kun 25-årige fransk-canadiske Xavier Dolan juryens pris i Cannes for sin film Mommy. Allerede i 2009 vandt han flere mindre priser på festivalen med sin første film I killed my mother – en film, som han spillede hovedrollen i, og som han, ligesom Mommy, både skrev, instruerede, klippede og lavede kostumer og scenografi til. Xavier Dolan er et ikon. Kort sagt.

Mommy handler om Die og Steve. Det har regnet, asfalten er våd, og Die skal hente sin søn Steve fra en af de lukkede institutioner, hvor han har boet det meste af sit liv. Steve har sat ild til institutionens cafeteria, og en dreng er blevet stærkt forbrændt. Steve er blevet bortvist. Steve er 15 år gammel og har ADHD. Steve er Steve, siger Die, hvis nogen spørger. Samme dag bliver Dies bil påkørt i et lyskryds, og hun vakler ud af bilen med blodet dryppende fra tindingen. Die og Steve bliver nødt til at tage bussen hjem med Steves flyttekasser.

Filmen er en eksplosion af nærvær. Steve kører på sit skateboard henad en trashet gade i Québec med sprukne fortove, som ukrudtet vokser op igennem, vandpytter, som himlen glider forbi i. Hans krop sitrer af rastløshed, han hører rap, han bevæger sig til rytmen, der på skateboardet under den vanvittigt blå himmel, mens han skater gennem industrikvarteret. Solens lys er skarpt over ham, da han ankommer til den øde parkeringsplads. Han kører rundt med en indkøbsvogn. Han kaster den mod asfalten, han sparker til den, skriger. Og det er solen over ham, det er en sol, som er barndommens sol, at blive ved med at stirre ind i den, det er Mommy.

Der er stille i lejligheden. Lyset falder ind gennem træernes blade, ind ad vinduet, stuen ligger i lys og skygge. Et cigaretskod er brændt ned gennem dugen, som løfter sig i vinden fra det åbne vindue, vinden står ind i rummet. På bordet står et glas danskvand. Langsomt stiger kulsyren i det klare vand. Kulsyren, der stiger, vandet dér i solen. Jeg er alene med mig selv. Jeg læser. ”At skrive er at fortsætte med at stirre ind i barndommens sol,” står der. Det er et citat af den svenske forfatter Sara Stridsberg. Og sådan tror jeg, det er for mange kunstnere og måske særligt for Xavier Dolan. Hos Xavier Dolan er der mødre over alt. I alle hans film er der en mor og en søn, som har et forhold, de ikke selv kan forstå, få klarhed over. Det er næsten som digteren Sylvia Plaths daddy. Hos hende er det skikkelsen af faren, der går igen og igen. Mommy, daddy. Når Xavier Dolans første film hedder I killed my mother, ekkoer det af Sylvia Plaths udødelige sætning ”Daddy, I’ve had to kill you” i digtet ”Daddy”. Forholdet til daddy, til mommy er en mytologi, som lyser af det særlige lys, der tilhører barndommen. Det er en relation, som har brændt sig fast i Xavier Dolan, udvikler sig gennem alle hans film, findes i alle nuancer.

I modsætning til Xavier Dolans andre film handler Mommy i langt højere grad om kærligheden mellem mor og søn. Vi ser ikke fortællingen gennem sønnens, men morens øjne. Det er gennem Dies øjne, at vi ser Steve. Steve, som kaster Die mod væggen, som tager kvælertag på hende. Die løber ned i kælderen, låser sig inde. Steve prøver at banke døren op. Og det er Steve, som synger Céline Dion for hende og begynder at danse i køkkenet, Steve, der sover i hendes skød i bussen, solen falder ind på hans ansigt, Steve, der stjæler en halskæde med vedhænget Mommy til hende. ”You don’t deserve a retard like me,” siger han. Steve. Hans øjne er blå, lysende. Mommy går ud over melodramaets grænser.

Dies kærlighed til Steve er vanvittig. Grænseløs. Men den er også smertefuld, en byrde. Som de blodspor Steve efterlader på gulvet, da Die og deres nye nabo Kyla slæber ham ud af butikken, efter at han har skadet sig selv, sådan drypper Dies blødende hjerte, som hun slæber efter sig. Det er et dunkende hjerte, et hjerte, som bliver ved, men er umuligt, umuligt at bære længere. Det er en kærlighed, som bliver ved, længe efter at den har mødt den grænse, hvor den elskende udsletter sig selv i kærligheden til den elskede. Die er ved at udslette sig selv i kærligheden til Steve.

Og så tænker jeg på noget, den svenske forfatter Birgitta Trotzig har skrevet. ”Kærligheden er en buestreng trukket så langt tilbage at den til sidst brister. Derefter er den ingenting. Derefter er den bristheden selv som også er en stemme – til sidst bare en stemme, STEMMEN – vinden som hyler, vindens ord skrevet ned i det fjerne sorte sand.”

Da Die finder Steve på det skinnende hvide gulv i supermarkedet, hvor kniven ligger og drypper på gulvet, nogen står og peger, blodet flyder, dér spørger Steve hende: ”Vi elsker stadig hinanden, ikke?”.

Die holdes i live af cigaretter og håb. Die vil fikse Steve med kærlighed. Hun tygger tyggegummi og går i stramme paillietjeans, får lavet falske negle, hun hælder hvidvin fra karton på en flaske, der ser dyr ud, og giver den til sin nye nabo, Kyla. Hun drømmer. Om det liv, hende og Steve kunne få sammen. Men Steve er Steve. Og det er sorgen, som brænder klart på computerskærmen, da jeg genser Mommy alene på mit værelse i nat.

Jeg læser et sted, at Dolan arbejder gennem musik. Ved at lytte til musik skaber han scener i tankerne. Det var også sådan, Mommy blev født. Experience af Ludovica blev til lyden af en scene, hvor en mor drømmer om, hvordan hendes søns liv kunne blive. Hvis ikke han var, som han var. Steve. Og det var rundt om den scene, at filmen blev bygget op, voksede frem som en nødvendighed for Dolan. Han skrev manuskriptet på en måned.

Mommy er filmet i et helt særligt format: formatet 1:1. Billedet udgør kun et kvadrat. “The 1:1 aspect ratio was used to avoid distractions” siger Dolan. Men måske siger formatet også noget om den tilstand, karaktererne befinder sig i. De er fanget i et system, som ikke kan hjælpe dem. De er spærret ind i et klaustrofobisk rum – både i deres liv i underklassen og i deres forhold til hinanden. Det er ikke altid let at få overblik over, hvad der foregår i Mommy: Formatet gør, at man let mister orienteringen. Det er et intenst rum, et rum uden nuancer, kun én følelse, der brænder igennem af al kraft. Ligesom Steve oplever verden. Virkeligheden pulserende, lysende, nu. Steve søger det grænseløse. Men han og Die er fanget, presset ind i formatets ramme. Undtagen i de få øjeblikke, hvor formatet udvider sig, hvor virkeligheden åbner sig, hvor euforien og håbet skyller ind over dem, deres øjne lyser.

Jeg er på vej hjem med toget. Mit ansigt spejles i vinduet. Markerne og elmasterne er våde af dug, det er tidlig morgen. Jeg tænker på Mommy. Mommy åbner sig som et landskab for mig. På nettet finder jeg interviews med Xavier Dolan. “I’ve almost never experienced love as something that was really calm and tender and peaceful and beautiful. It’s always been intense and emotional and aggressive – maybe even abusive. It’s always been these impossible stories of unrequited feelings and chasing people for years,” siger han. Måske kan det tage et helt liv, før kærligheden mellem mor og søn bliver calm and tender and peaceful and beautiful. Eller måske bliver kærligheden ved med at være sådan. Vildtvoksende. Kærligheden til sønnen, kærligheden mellem mor og søn, den vil altid være så uendeligt meget mere kompleks. Xavier Dolans film er en evig undersøgelse af den kærlighed. Han siger, at han laver film for at søge efter svar. Ikke for at give dem.

”It’s a paradox having a mother that you are incapable of loving, but incapable not to love,” siger Hubert i I Killed my mother. Ligesom i Mommy findes det umulige i at elske hinanden side om side med det umulige i at lade være. Side om side med Steve, der med blodet flydende fra sine stiksår spørger Die: “Vi elsker stadig hinanden, ikke?”. Volden, skænderierne, svigtene, vreden, sorgen findes side om side med kærligheden. Der er så meget, mor og søn aldrig fortæller hinanden, så mange spørgsmål, der vokser frem i stilheden mellem dem. Der er så meget, de gerne vil sige til hinanden, men de ved ikke hvordan. Det er, som om kærligheden forbliver noget usagt, tyngende. Selvom deres forhold gang på gang falder fra hinanden, er forbundetheden mellem dem total. Det ryster dem, raserer dem.

Mommy er en film om et system, der ikke kan rumme Steve. Et system, som ikke kan hjælpe. Men mest af alt er det en film om kærlighed, om kærlighed mellem mor og søn, om en mors kærlighed til sin søn.

Jeg er hjemme. Det regner udenfor. Tagrenderne flyder over, regnen falder tungt mod asfalten i gården. Og min bror er hjemme, og han ligger inde i værelset ved siden af og skruer op for Lana Del Ray på højtaleren.

Jeg tænker på min egen mor, på min far, min bror, min søster. At vores forhold rummer en lille dråbe af Mommy i sig. At jeg, at alle, er en del af den mytologi, som er familiens. Det er forgrenende, voksende relationer. Det er relationer, som vi er viklet ind i, som vi vokser ind i og ud af og med, som træerne i skoven uden for mit vindue. Træerne drypper stille, dråberne falder ned gennem skoven, sommeren går på hæld, og træernes grene vikler sig ind og ud af hinanden, vokser gennem det grå hegn ud mod gaden, formes og former. Ligesom Steve og Die.