Sebastian kigger på fugle – hvad kan vi lære af det?

For nogle betyder det ikke så meget, om fuglen udenfor vinduet er en solsort eller en krage. For Sebastian Thorup er det anderledes. Han lyder nærmest ærefrygtig, når han fortæller om dengang, han første gang fik en sortbrynet albatros at se i Danmark. 

Han har været interesseret i dyr og natur så længe, han kan huske. Som barn var det bedstemor, der tog ham med ud på tur. I dag er han 22 år, læser biologi, arbejder i Dansk Ornitologisk Forening og bruger en del af sin fritid på at arrangere og deltage i udflugter med andre fugleinteresserede. 

Det særlige fællesskab om de særlige fugle 

Sebastian er ikke helt sikker på, hvorfor det lige var fuglene, han kastede sin kærlighed på. Det skete næsten helt af sig selv.

At kigge på andre dyr og tage ture i zoologisk have var også spændende, men eftersom der er langt mellem de store pattedyr i Danmark, var der bare lidt flere gode oplevelser at hente i ornitologiens verden – også selvom det ikke altid lykkes at finde det, man leder efter. 

“Der er jo ret langt imellem de oplevelser, fordi sjældne fugle er sjældne, så man er også vant til skuffelser,” fortæller Sebastian, mens han griner lidt.

“Men man får virkelig et kick af adrenalin, når man finder en speciel fugl. Det er det fedeste,” siger han og fortsætter:

“For et par år siden fandt jeg sammen med to kammerater en ret sjælden fugl, der hedder en Schwarz’ løvsanger. Det skete i Blåvand i samme uge, som der var et felttræf. Jeg tror, der kom 150 mennesker for at se den fugl inden for en time. Det var ret surrealistisk.”

De store felttræf og organisationer for fugleinteresserede betyder, at Sebastian Thorup er langt fra alene, når det kommer til glæden ved at jage adrenalin i det grønne. 

“Det er fedt at få gode oplevelser i naturen, men det er endnu federe at have nogen at dele dem med. Jeg tror, det er uklart for mange, hvor stort et fællesskab der faktisk er at finde i det her. Nogle af os har været på ture sammen i 10 år, hvor vi hygger, snakker og griner meget. Det er nogle af mine allerbedste venner,” siger han.

Fuglekiggeren i naturen og indendørsmennesket i parken

Som yngre holdt Sebastian af og til sin hobby hemmelig for andre. I dag har han “lagt kortene på bordet”, men alligevel er det ikke alle hans ikke-fuglekiggende venner, der helt forstår, hvad han skal, når de ønsker ham en god tur til Blåvand. 

“Det er lidt svært at forklare det på en måde, der ikke lyder virkelig nederen,” griner Sebastian.

“Hvorfor gider man at stå op klokken halv fire om morgenen, og gå rundt hele dagen for at se på fugle? Men vi har det virkelig fedt, og det giver mig virkelig meget livsglæde,” siger han og fortsætter:

“Det hænger nok også sammen med, at man kan komme ud i nogle fede naturområder, hvor man kan gå og nørde lidt.” 

Generelt oplever Sebastian, at hans behov for at opholde sig i naturen adskiller sig fra andres.  Ligesom opfattelsen af, hvad natur overhovedet er:

“Jeg har brug for at komme ud i noget rigtig natur. En park i København gør det ikke for mig. Når man først har fået øjnene op for, hvor mange arter der er, og hvad den vilde natur kan, når den får lov at passe sig selv lidt, er det svært at gå tilbage til en park eller en plantageskov.”

Sebastian Thorup hører til et fåtal af unge, der gennem mange år har udviklet et dybdegående kendskab til naturen, der omgiver dem.

Det har, foruden et fedt fællesskab og venner for livet, givet Sebastian et særligt forhold til naturen. For ham er sol, blæst og store, sammenhængende naturområder et afstressende afbræk fra hverdag, skole og arbejde i København. 

“Man mærker sig selv bedre derude,” siger han.

Og selvom man ikke kan pådutte andre at bruge mere tid ude eller tvinge dem til at interessere sig for forskellige arter og naturtyper, tror Sebastian, at det ville være godt for de fleste at komme ud i naturen. 

“Det betyder noget i hverdagen. For et par uger siden sad jeg i Nørrebroparken på en bænk, og der kom en masse fugletræk over. Jeg havde megaoptur over at kunne sidde i en park midt i København og vide, at jeg så på småfugle og rovfugletræk. Det gav mig virkelig meget glæde,” siger han.

Når vi bliver opmærksomme på naturen

Sebastian er et eksempel på et ungt menneske, hvis forhold til naturen ikke kun bunder i, at naturen bare er et sted derude.

For Sebastian og andre fuglekiggere er naturen noget, man er opmærksom på. En opmærksomhed, der gør pauser fra hverdagen i byrummet til noget nødvendigt og hverdagens oplevelser til noget særligt. 

I bogen ‘Indendørsmenneskets natur’ undersøger og beskriver antropologen Cecilie Rubow det moderne menneskes forhold til naturen. Hun tager udgangspunkt i, at størstedelen af livet for de flestes vedkommende foregår indenfor, siddende i bløde stole, handlende i indkøbscentre og kørende i bil fra bygning til bygning. 

Når mennesket endelig søger ud, er det ifølge Cecilie Rubow ofte for at lade blikket fortabe sig i den fjerne horisont, for at blive “blæst igennem” og for at føle sig lillebitte i en stor verden. Det er også noget af det, Sebastian oplever, når han drager mod klitlandskaberne vestpå for at fordybe sig i fuglene.

Ifølge lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Sune Frølund har mennesket gennem det meste af historien opfattet naturen som noget, der er større end os. Som guddommelig, mægtig og upåvirkelig. Det er kun 150 år siden, at man begyndte at forstå, at menneskets adfærd kan påvirke naturen på afgørende vis. 

Cecilie Rubow beskriver i sin bog, hvordan menneskets forhold til naturen er mærkværdigt, fordi vi påvirker naturen med vores liv og er afhængige af den, men ikke forstår dens komplekse sammenhænge.

Det giver mening, når jeg kigger mig omkring. Vi køber grøntsager, der er mærket med klistermærker i stedet for jord. Vi tapper vand fra metalrør, vi ikke kan se enden på. Vi underholdes af telefoner og computere, der er sammensat af mineraler fra jordlag, vi aldrig har set. 

Hvordan kan vi tale om naturbeskyttelse eller begribe de omfattende konsekvenser ved menneskeskabte økologiske kriser, hvis vi ikke kan skelne det ene træ fra det andet i skoven eller den ene fugl fra den anden på himlen?

For at ville værne om noget, skal vi kende til det

Sebastian kan ikke lide, når folk spørger, hvad hans yndlingsfugl er. Men hvis man presser lidt, kan man godt lokke et svar ud af ham: en rødrygget svale. Det er en lille fugl, der minder om landsvalen, men er lidt sjældnere – og flottere, ifølge Sebastian. Han ved godt, at det måske lyder lidt nørdet. 

“Jeg får virkelig tit det spørgsmål. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange bare nævner en anden art, som folk kender, for eksempel en spætte,” griner han.

Sebastian Thorup håber, at Danmark i fremtiden får flere store, sammenhængende naturarealer, og han håber, at flere vil søge ud i naturen.

“Det er også derfor, jeg er med til at arrangere ture for børn og andre unge: For at give dem nogle gode naturoplevelser. Hvis man får en forståelse for naturen, har man også mere lyst til at passe på den,” siger han.

Det er kernen ved fordybelsen i fuglene, at vi skal have kendskab til dem, før vi rigtig kan glædes ved dem. Ligesom det kræver et kendskab til dyr og planter, hvis vi skal mærke forskellen mellem en gammel, urørt skov og en plantageskov. 

Det har betydning for vores livsglæde, opmærksomhedsevne og omsorgsfølelse for naturen, at vi er i stand til at bemærke goldheden på stranden, sætte pris på skovbundens mangfoldige liv eller kende en rødrygget svale fra en landsvale og vide, at det er favoritten. 

Tekst og visuelt: Mie Horsbøl Rasmussen

Redaktør: Viola Westh